Royal Sorrow

Lad os først lige slå fast: Royal Sorrow spillede et pisse godt opvarmningsshow. Det er et af den type bands, alle vil elske at have med som deres warm-up på en turné. De er de nye drenge i klassen, og deres begejstring og glæde over at få lov til at spille deres musik for et større publikum, end hvad der kan skrabes sammen på Finlands kroer, skinnede tydeligt igennem. Strengeinstrumenter fløj igennem luften, og ingen, der ikke var fasttømret til trommesættet, kunne stå stille i mere end ti sekunder. Der manglede intet fra den finske Eurovision-energi, og selv med et ret beskedent setup af lys formåede drengene at få scenografien til at virke. 

Royal Sorrow kalder sig selv progressiv metal med alsidig vokal, elektroniske elementer og catchy hooks. Og noget af den beskrivelse rammer nok mere rigtigt end andet, for selvom de kunne levere nogle skæve taktarter, var det ikke et udpræget progshow. Der var til gengæld rigeligt med catchy hooks og dansende synthesizer, men riffs og helhedens komposition lå tættere på progget core a la Between The Buried And Me eller The Dillinger Escape Plan.

Desværre var lyden ikke helt med dem i Amager Bio. Allerede fra åbningsnummeret måtte guitaristen løbe bagved for at ordne noget i forstærkeren. PA-anlægget var, særligt i starten, ret lavt, og vokalen led herunder. I det hele taget ramte vokalen aldrig helt rigtigt. Nogle steder knækkede den over, og andre steder lød den ganske enkelt helt anderledes end på bandets indspilninger. Om det er en del af det alsidige i vokalen, må stå hen i det uvisse. Det blev desværre også tydeligt hen ad vejen, at korharmonierne overvejende blev båret af bandets playback.

Alt andet lige, så har Royal Sorrow utroligt meget potentiale. Når de har fået lidt flere år på bagen, løbet hornene af, finpudset deres setup og måske øvet deres harmonier uden at skulle sætte deres lid til playback, så ser denne anmelder en gylden fremtid for de ivrige finner. Drengene følte den i bioen, det gjorde denne anmelder også.

6/10

Gåte

Desværre fik denne anmelder ikke prioriteret at opleve norske Gåte på dette års Copenhell. En fejl, der blev tåkrummende tydelig, da det forunderlige ensemble af en elver, en alf, Punker-Gargamel og Glitter-René Diff trådte ind på Amagers bedste scene. Selvom de ikke stod som hovednavn på plakaten, gav de et show, der var et hovednavn værdigt, og det er altså anden gang på blot få dage, at denne anmelder bliver væltet bagover af et folk-band. Ikke en skidt tendens overhovedet.

Gåte må betragtes som lidt af et unikum indenfor metalmusik, da de i langt højere grad fokuserer på folk-aspektet og de vølve-agtige kvad fra frontkvinde Gunhild Sundli end på tunge distortionriffs og breakdowns. Til at forstærke det eventylige udtryk medbragte de også et forunderligt instrument, som denne anmelder ganske enkelt aldrig har set før.

Dermed sagt så kunne Gåte spille op til selv de mest skabede metalcorebands, når det kommer til at lave et show. De formåede at samle polyrytmer og alfehymner ind i et tungt og storladent lydbillede, der rivaliserede selv de danske hedengangne folk-mastodonter i Huldre. Selvom turboviolinen tog meget fokus, var der også plads til metalcore-riffs og nakkebøjende tung trommegang i det norske eventyr. Dansetrinene på scenen var ganske givet anderledes end de nakkebøjninger, metalfans er vant til, men det var meget svært ikke at påskønne energien og hurlumhejen. På en måde var folk-folkene – på deres helt egen facon med stor lyd og nerve – et perfekt match til Leprous’ storladenhed og melankoli.

Beklageligvis fortsatte lydproblemerne, som også havde hjemsøgt Royal Sorrow. Selvom den 30-strengede violin var fascinerende, var den meget svær at høre, når alle instrumenter gav deres besyv til de højtflyvende viser. Gåte havde også en normal violin med. Om den var sat til eller ej, fandt denne anmelder dog aldrig ud af, for hvad end den skulle give til sangen, skilte sig enten ikke nok ud eller kunne bare ikke høres.

Publikum blev på aftenen forkælet med noget nyt materiale, hvor elveren overlod sin sci-fi-lyre til guitaristen og selv greb den lille violin. Her blev det altså tydeligt, at der i det 20+ år gamle Gåte findes nogle voldsomt dygtige musikere. Det nye nummer bragte salen i en fuldstændig tribal-agtig stemning, som var vi alle stammefolk til session hos den lokale shaman. Næsten som Heilung ville have gjort det, bare med mere palaver og, efter denne anmelders ydmyge mening, bedre forståelse for interessante og pirrende kompositioner. 

Som deres lukker sendte Gåte os af sted med en sand middelalderlig trille, der gav associationer til at stå på bordene og danse og svinge med store ølkrus på en gammel kro i 1300-tallets Bøhmen. Selvom der igen var violinkrise, så blev det hurtigt glemt, da en guitar fløj højt op i luften, og en bas tog en fuld en 360 grader tur rundt om halsen på Glitter-Dìff, der signalerede enden på en absolut fornøjelse af et show.

7/10

Leprous

Polyrytmisk hovedret

Endelig kom tiden til aftenens hovednavn. Denne anmelder havde glædet sig som et barn til juleaften. Efter at have haft fornøjelsen af dem som hovednavn i både Lille Vega, i Pumpehuset og som special guest for Devin Townsend har de for længst placeret sig i undertegnedes top fem af favorit livebands. Desværre glippede det med at se dem, da de sidste gang gæstede København i 2023, så det var et tiltrængt og kærkomment gensyn denne mandag aften, igen i Amager Bio. 

Ekstrovert melankoli

Allerede ved åbneren “Silently Walking Alone” var forventningens spænding ved at nå klimaks blandt publikum, og fra fronten udbrød en et gigantisk ‘FUCK YEA’, inden de norske barder overhovedet var trådt på scenen. Opbygningen kulminerede i underspillet melankoli, og selvom det ikke var den form for katarsis, man forventer, når man rammer klimaks, så fungerer det bare, når Leprous gør det. 

Hviletiden blev holdt kortfattet, og videre blev vi taget ind i “Illuminate”. Einar Solbergs velkendte stemme klingede rent og gyldent udover salen, og man kunne ikke andet end blive imponeret igen over, hvordan den mand kan ramme sin vokal så klart i en live-setting. 

Solberg har som frontman en beundringsværdig publikumskontakt, og selvom denne anmelder ikke er supergod til norsk, så var der ikke en eneste uforståelig sætning fra mikrofonen. Bevares, han havde da også lige spurgt publikum, om vi foretrak norsk eller engelsk, og han havde en pointe, da han sagde, at det er lidt underligt, at vi skandinaver går og snakker engelsk til hinanden.

Hele bandet udviste enormt stor og god energi på scenen. Selvom mange af deres sange egentlig inviterer til det introverte, så stiller drengene sig ekstrovert på scenen og er ikke bange for at give et show. Der er noget absolut herligt ved, når bands forstår, at en koncert handler om mere end bare at levere musikken som skrevet på albummet.

Helt højt til loftet blev det, da Leprous leverede deres cover af a-has famøse hit, “Take on Me”. Det var en noget mere rå, rocket og brutal udgave end deres indspilning af coveret. Det passede absurd godt ind i aftenens helhed, og hele salen sang taknemmeligt og glade med på hvert omkvæd. 

Og helheden var der gjort noget ud af. Solberg fortalte ivrigt publikum om, hvordan man skal tænke for at sammensætte en god sætliste, og han afslørede også, at de ændrer sætlisten hver aften. Et imponerende træk set i lyset af hvor kompliceret deres musik kan være, og at de turnerer uden pauser fra dag til dag.

Scenografien var også meget vellykket, omend beskeden for et hovednavn. Scenen fremstod med en perfekt mængde røg. der gav nok dunkelhed til at matche den dominerende melankoli, og bandets medbragte små lamper med rødt skær og ekstra projektører gav et velprogrammeret lys, det sidste nøk til at skille sig ud og bidrage ekstra til showet. 

Det er nogle absurd talentfulde musikere, der udgør det progressive metalband Leprous, og der skulle kigges grundigt efter i sømmene for at finde bare et minimum af småfejl i deres præstation.

Solbjerg gav en absolut fantastisk levering af “Castaway Angels” fra klaveret, og fanfavoritten “From the Flame” gav atter en anledning til fællessang hos det taknemmelige publikum. Vi blev også forkælet med et blast from the past i i form af ”Passage” fra det første album, Tall Poppy Syndrome.

Efter den falske lukker “Slave” trådte Leprous tilbage på scenen med både ydmyghed og taknemmelighed i deres ansigter og takkede publikum rørende for det store engagement i aften. “Atonement” fra det nye album, Melodies Of Atonement, blev leveret mesterligt og ledte os ind i den egentlige lukker – eposset “The Sky is Red”. Musikere, scene, lys, lyd og verden omkring os blev her bragt sammen i et rent ragnarok af følelser og melodier.

Introvert eufori

Mandag 18. november 2025 står tilbage hos denne anmelder som den nok bedste koncert i nyere tid. Det ikke uden grund, Leprous ejer en særlig plads på hylden over bedste livemusikere, og da vi stille og roligt forlod salen gennem de ganske små døre, kunne det høres blandt resten af publikum, at andre deler samme holdning. Norge og Danmark har et særligt bånd, også inden for musik, og vi glæder os til, at de kommer på besøg igen.

9/10