Leprous  og Agent Fresco - Atlas - 23. november 2017

Leprous og Agent Fresco

Atlas, Aarhus C

I Aarhus blev det iskolde novembervejr torsdag aften afbrudt af en række opkommende, nordiske progrockbands. Selvom alle bands flirter både med metalgenrer og blødere materialer har Leprous, som band for Emperors Ihsahn gjort sig bemærket i metalverdenen, og koncerten måtte opleves.

Astrosaur 

Der var ikke mange, der kendte det instrumentale opvarmningsband, som Leprous havde taget med fra Norge. Men da Astrosaur med deres intense show indledte prog-rock-aftenen, blev menneskerne foran den tågede Atlas-scene hurtigt trukket med ind i bandets stemningsfyldte univers. Torsdagens hverdagstrængsler blev blitzet væk af hvide scenelys og musikkens hypnotiske effekt. Der var ingen frontfigur, og i stedet trådte musikken i fokus. Til elektroniske loops i baggrunden spillede Oslo-trioen syrede riffs i progressive rytmer. Et lækkert mix af gentagede baggrundstoner og eksperimenterende melodier. Lyden var, lokalet taget i betragning, solid, hvilket er centralt for instrumentale koncerter, der ikke har en sanger til at underholde.

Netop manglen på en frontfigur er ofte sådanne bands svaghed. Underholdningsværdien skabte Astrosaur i stedet med et medrivende lysshow, der betød næsten lige så meget for showet, som den veludførte musik. Et tåget, blåt lys akkompagnerede intromelodierne, og senere spillede lysshowet med på tremolotonerne med hurtige, hvide blitz, der matchede rytmen perfekt. Selvom der ikke blev sagt et ord mellem sangene, trak musikken og showet koncerten hjem, og der blev høstet korte, intense klapsalver i de korte mellemrum mellem sangene. Oveni kom en række unikke præg, Astrosaur tilføjede til progrocken. Blandt andet en jazzet guitarsolo, der, med en sprød overdrive, lød blæseragtigt - som en saxofonsolo til en heavyrytme. Alt i alt en super indledning til aftenens progrocktema.

8/10

Agent Fresco 

Man kunne tydeligt mærke, at det islandske band havde stor opbakning fra publikum. En fangruppe havde iført sig den nyeste bandtrøje og gik i jubel, allerede før bandet havde spillet en tone. Til lyden af jublende fans brød instrumenterne ud i hardrock/-core musik med et progressivt twist. Bandet fortsatte i samme retning, som Astrosaur havde stukket ud, men i en lidt mere catchy version. Der blev fortalt historier mellem sangene, og feststemningen bankede hurtigt forrige bands paralyse af publikum i stykker.

Sanger Arnór Arnarson kan nå et bredt tonespektrum, men skulle lige i gang før vokalen blev helt stabil. Der var nærmest ingen effekter på hans stemme, så de skrøbelige steder blev ekstra tydelige. Til gengæld gik stemmen så også rent igennem senere, når tonerne ramte plet i nogle af vokaleksperimenterne. Da Arnarson syngende bevægede sig ud i lokalet og sluttede sidste sang af med skrig fra toppen af lydpulten, stjal han i hvert fald fokus fra både band og lysshow med sin insisterende vokal.

Lyset fortsatte stilen fra første koncert med højsynkroniserede skift, der fremhævede forskellige sider af musikken. Fede lysshow var en fællesnævner for alle aftenens koncerter, og gruppernes arbejde med dette betalte sig fuldt ud. Når Hrafnkell Guðjónsson rystede sin dread-manke i takt med lilletrommeslagene, og lyset faldt kaotisk ind fra alle vinkler på skift, havde det en forstærkende effekt, der sendte energien hele vejen rundt i det lille, firkantede lokale.

Agent Fresco lader til at have godt tag i sit publikum, men deres koncert stod lidt tilbage for aftenens andre bands’ kreativitet. Showet var lidt tættere på den generiske rockkoncert, men alligevel mere interessant end så mange andre opkommende rockbands.

7/10

Leprous

Lyset dæmpedes, og folk ventede spændt på, at Leprous gik på scenen. Efter Emperor-forsanger Ihsahn har haft musikerne med som liveband, er det kun gået opad for det norske band, og forventningerne var derfor også skruet op. I stedet for de fem rockmusikere fik vi dog noget andet at starte på. Forsigtige stryger-toner lød fra højtaleren, og da lyset tændtes kom Raphael Weinroth og hans elektriske cello til syne på scenen.

Pludseligt brød det klassiske instrument ud i hurtige cello-riffs, og en loop-pedal tog over på baggrundstonerne. Derefter blev en række af spændende teknikker præsenteret, bl.a. strygerens svar på sweep-picking, hvor buen kastede sig på kryds og tværs af instrumentet. Ikke hvad metalfolket havde forventet, men bestemt en positiv overraskelse, og da de fem faste bandmedlemmer kom ind blev der kvitteret med jublen og en solid klapsalve. Cellospillet fortsatte hele koncerten igennem. Man skulle tro, at det gjorde sammenspillet sværere, men de seks musikere havde en fantastisk koordination, og det ekstra instrument var et rent plus.

Scenen var godt fyldt ud med både cellospiller, keyboard og det klassiske rocklineup. Dertil kom tre skærme, der kørte slørede videoklip til sangenes temaer. Det var noget af en udvikling fra det mere simple show, nordmændene havde med i starten af 2017 i Voxhall. Samtidigt har det i mellemtiden udgivne album Malina været et positivt indspark til setlisten. Ved første lyt virkede albummet som et lidt for stort skridt mod popmusikken, men når man mærker rytmerne og guitaren live, er der masser af Leprous-prog i det. Det har hævet energiniveauet en del, og hvor Leprous før har kunne være lidt kedelige i længden, manglede Atlas-koncerten på ingen måde variation.

Publikumskommunikation var der ikke meget af, hvilket forsanger Einar Solberg selv anerkendte. Alligevel var der masser af underholdning i showet med tydelige kunstneriske præg, samt en teknisk kunnen, der uden tvivl gjorde oplevelsen det hele værd. Og når Solbergs alvorlige blik gled over i et smil mellem sangene var det velfortjent. Alle bands formåede at udnytte Atlas’ rammer til at skabe fantastiske shows, og Leprous blev kulminationen af dette.

9/10

Tilføj kommentar