Blandt dreadlocks, mørk make-up, ansigtstattoveringer, Adidas-trøjer og kilte stod vi, ventende, for at komme ind i Amager Bio og opleve en udsolgt koncert med Bakersfield-baserede Korn. Den ene guitarist, Munky, kom forbi og hev mig i mine locks, mens den anden guitarist, Head, fortalte mig, at han elskede mit hår. Med dét var en ottende maj på sjællandsk jord skudt i gang, og adrenalin og forventninger var på sit højeste.
Efter en spændingskurve af først at se Ray Luziers trommesæt blive uncovered, dernæst bringe scenelys på Jonathan Davis' signatur mikrofonstativ, ville en intro begynde at forme sig og opbygge alle håb og forventninger til aftenens show. Introen blev hurtigt afløst af de første toner af 'Falling Away From Me', hvilket blev mødt med skrig og hyl ude fra crowden, som var helt med på, hvad der nu skulle ske.
Korn indtog scenen med et brag, og publikum gik fra en individuel reservation, til at blive én stor bølgende masse, der bevægede sig gennem lokalet. Energien blev hamret igennem oppe fra scenen af, hvor det blev umuligt ikke at blive revet med. Bogstaveligt talt. At se guitartisten Brian 'Head' Welch sammen med de andre gutter igen, var endnu et stop på spændingskurven over aftenens events. Head forlod bandet i 2005 efter næsten 12 år, hvor han havde været en del af bandets verdensomspændende succes. Men blot et år forinden koncerten blev han annonceret som værende fuldtidsmedlem endnu engang. En nyhed, der glædede hver eneste fan verden over.
Glæden i Amager Bio var også stor, da Korn gik fra den ene gamle kending til den anden. På trods af, at tournéen kaldes 'The Paradigm Shift Tour', som er for deres nye album, var det mest af alt de ældre sange, som blev fremvist, med kun tre fra den nyere tid. Korn var endda så vovede at spille to af deres dubstep-inspirerede sange, hvilket kunne have været en stor fejltagelse blandt et folk som dette, men viste sig dog at være et godt og frisk indslag, pakket med energi blandt center-crowden, hvor der foregik meget smadder og skubben.
De velkendte sækkepiber, som Jonathan Davis ejer helt for sig selv i denne genre, kom heldigvis også på banen i form af den 21-år gamle sang 'Shoots and Ladders'. Det er altid smukt at se hvordan så mange mennesker pludselig bliver til ét, når man samles om en fælles kærlighed og interesse for et band og deres musik. Dette kommer tydeligt til udtryk, når et band hiver en af deres trademarks frem, og det samme skete her, da Jonathan kom ud på scenen med sækkepiben under armen, og havde publikum i den helt rigtige position. De sluttede sangen af med et kendt stykke fra 'Somebody Someone', hvor et hav af arme former sig ude i pøblen, og bølger op igennem lokalet, op mod scenen, og udviser den største respekt for bandet og deres flotte arbejde.
Efter et repertoire af både nye og gamle kendinger, forlod Korn scenen for at lade os stå og trampe, huje og klappe som bæster i et par minutter, hvorefter de indtog scenen på nyt med først gode, gamle 'Clown', og så til sidst 'Blind', som er bandets karrieres startskud. Traditionen tro, var alle nede og sidde på det ølklistrede gulv, og da 'Are you ready'!' blev skreget fra bunden af Jonathan's mørke indre, sprang alle op og gav den sidste dråbe af energi der var tilbage.
Overordnet set leverede Korn varen, og det udsolgte hus fik alt, hvad det kunne få. Den eneste kritik at sætte er nok, at man kunne bemærke, hvordan det hele gik lidt på rutine. Dette var dog ikke et stort problem for nogen der var til stede, da der blev leveret ud over forventninger, festen var på sit højeste, og ingen gik tomhændet hjem. Det var god, klassisk Korn, som virker tusinde gange stærkere, lykkeligere og voldsommere end de overhovedet har gjort i alle de år Head har været væk. Der blev ikke lagt bånd på at få følelser ud gennem musikken, og hvert medlem tog af og sørgede for, at hver eneste person fik hvad de kom for.
