Jon Oliva's Pain, Nostradameus og Dionysus

The Rock, København K

Jon Oliva er i min bog en af de allermest betydningsfulde vokalister, da han har en unik evne til at krydre sin grovkornede sang, med en sjældent hørt følsomhed, der bare kravler ind under huden på mig. Jeg husker derfor stadig med tydelighed, hvordan han gav et brag af en koncert sammen med resten af Savatage, tilbage i 2002 på lille Vega. Jeg havde derfor længe set frem til denne koncert, selvom jeg ikke har videre kendskab til hans materiale udenfor Savatage. Dette var dog intet problem, for selvfølgelig havde den mægtige bjerg konge sørget for at smide en masse velkendte guldkorn ind i den flotte setliste. Apropos ’konge’ og det til dagens yderst flotte solskinsvejr, blev timerne forinden brugt på øl, heavy og ikke mindst herligt samvær i kongens have, samt efterfølgende på en beværtning tæt på The Rock. Dette gjorde at jeg glippede de to opvarmnings bands, Dionysus og Nostradamus, som jeg ellers havde planlagt at tjekke ud. Sådan skulle det så ikke gå, og vi ankom kort tid før Jon Oliva gik på. Jeg havde nok forventet et lidt mere proppet The Rock, men der var faktisk god plads, så selvfølgelig tog vi plads oppe foran. Den store Oliva besidder en selvsikker ro og uimponerende attitude (men på den gode og varme måde), og ret hurtigt fik jeg derfor fornemmelsen af, at den her aften ville udvikle sig rigtig positivt. Dette skyldes bl.a. at Jon Oliva faktisk så ud til at nyde aftenens koncert, og at han havde en virkelig fed kontakt til publikum, hvor han ej så sig for fin til at ’nasse’ smøger og øl fra folket. Det meste af aftenen sad han og triumferede bag sit keyboard, som stod helt tæt ved scenekanten. Mange af numrene har jo den der klassiske/symfoniske opbygning, men i mere powerfulde og rendyrket heavy numre som i f.eks. "Hall Of The Mountain King", rejste det store brød sig og gav den fuld gas. Fandeme smukt! Bandet han havde med var også super velspillede, og især er det værd at fremhæve den fantastiske guitarist Matt LaPorte, som bare kørte den overlegne strengeleg af. At han så mest af alt lignede en rigtig trucker, gjorde det bestemt ikke mindre fedt. Han spillede med en legende lethed, som virkelig imponerede mig. Alt lå bare lige i skabet – fantastisk flot, intet mindre! For mit eget vedkommende var aftenens højdepunkter (blandt mange i øvrigt) de flotte udgaver af "Sirens", "Edge Of Thorns", "Gutter Ballet" og ovennævnte "Hall Of The Mountain King". Rendyrket verdensklasse, hvor man til tider næsten måtte knibe et par tårer, og hele koncerten igennem følte man sig i rigtig godt selskab. På mange måder den mest fuldkomne koncert jeg længe har oplevet, jeg kan næsten ikke få armene ned igen!