Heaven Shall Burn - Pumpehuset - 12. marts 2018
Deathcore i Pumpehuset (Bransholm Photography)

Heaven Shall Burn

Pumpehuset, København V

Jeg indfandt mig i Pumpehuset til en hel aften med metallens enfant terrible: deathcore. Aftenens program bød på fire forskellige slags varianter til at fordrive mindet om strejker og minusgrader. Med i rygsækken havde jeg pakket fire forskellige niveauer af kendskab til de respektive bands, og jeg så frem til at se, hvem af dem der gjorde mine forudindtagede holdninger til skamme, og hvem af dem der levede op til de forventninger, jeg trods alle forsøg på at forholde mig objektivt til opgaven nu alligevel gik og gemte på.

In Hearts Wake

In Hearts Wake (Bransholm Photography)

Deathcore down under

Første levende billede var australske In Hearts Wake. Ser man bort fra de åbenlyse navne fra landet neden under, er kontinentets moderne musikalske eksportvare primært indenfor core-genren. Som førstegangsbesøgende i et land, der noget nær er det stik modsatte af deres hjemlige kyster, forekom det mig, som om de VIRKELIG havde noget at bevise. Den fik ikke for lidt med opfordringer til moshpits – noget, publikum adlød velvilligt – og deres gimmick med en oppustelig robåd, der sejlede på et hav af hænder, gik personligt rent ind hos Deres udsendte. At forsanger Jake Taylor så befandt sig i det pågældende fartøj, forringede ikke underholdningsværdien, og jeg var imponeret over, det lykkedes ham at holde både balancen og passe sin tjans som forsanger i et band, som godt nok spiller aggressiv musik, men på ingen måde fremstod som posterboys for en hidsig subgenre.

Selvom jeg observerede koncerten vel vidende, at det var en flok venlige og sympatiske, næsten ydmyge fyre, kan jeg desværre ikke se bort fra, at oplevelsen i sig selv var temmelig middelmådig. Deres clean vocals faldt sporadisk ud – hvad de ikke skal eller bør klandres for – men kvaliteten på en ugleset tilføjelse i en genre, der enten er total brutal eller med alverdens indslag i form af enten techno eller skønsang, skal og bør sidde lige i skabet. Deres spøjse indslag, hvor publikum skulle afgøre, om en tomat eller en agurk skulle gøre det ud for en fødselsdagsgave, gjorde heller ikke meget for at hæve niveauet på den korte tid, de havde scenen til deres rådighed. Afslutningsvis vil jeg dog slå fast, at charmen og spilleglæden smittede af på publikum, der kvitterede med højlydte bifald, og jeg skulle være et vredladent skarn for ikke selv at blive revet med. At dj’en ramte plet med Men In Hats’ udødelige ”Land Down Under” ved koncertens ophør, skulle dog vise sig at være et af de få stykker musik i pauserne, der havde den mindste smule at gøre med aftenens tema.

Sætliste:

  1. Overthrow
  2. Breakaway
  3. Departure (Death)
  4. Earthwalker
  5. Healer
  6. Refuge

6/10

Whitechapel

Whitechapel (Bransholm Photography)

Vi er her, men hvor er I?

Hvor In Hearts Wake nærmest hyggede om publikum, stod det anderledes til med sekstetten fra Tennessee. Seks store brød entrede scenen og brugte samtlige ni numre på at forsøge at blæse mig med fra hattehylderne, der løber langs væggene i den store sal. For første gang i umindelige tider havde jeg medbragt ørepropper til en koncert, og jeg kunne ikke have valgt en bedre aften at indføre dem i mine hårdt prøvede øregange. For er du vimmersvej, hvor spillede de højt. Ikke nok med deres lyriske tema er i en anden boldgade end forrige band, deres lyd er også markant anderledes. De lød, mildest talt, pissesure. Man fik lidt fornemmelsen af, at Whitechapel er frontmand Phils ventil for de personlige problemer, han har kæmpet med – og overvundet – de sidste par år. Heldigvis for alle var stemningen på gulvet ikke matchet med musikken, tværtimod. Som ved forrige koncert var publikum ganske begejstrede; der var horn fra scenekant til bagerste række, og det krævede ikke de store overtalelsesevner fra en ellers fåmælt Phil at starte den første af flere circlepits.

Der er ikke så meget andet at udsætte på selve koncerten, andet end den ekstreme volumen og en mere tilknappet tilgang til faget. Nok kom Phil fysisk lidt ud over scenekanten, men det var i underkanten af, hvad jeg foretrækker kommunikationsmæssigt. Ja, selvfølgelig er I glade for at se os; det er jo blandt andet det, der giver jer smør på brødet. Men ser man bort fra disse ting, så synes jeg alligevel, at de slap med skindet nogenlunde i behold. Seks professionelle mænd, der har gjort det til deres levevej at være vrede i takt, spillede røven ud af bukserne på os, og man kan argumentere for, at tre guitarer er i overkanten, når den ene stiller sig op i det grimmeste rockstar-pose og lirer en solo af, så man glemmer de to andre. Det tilføjede dog det lidt ensformige udtryk en melodiøs, men klædelig kant. At lytte til Whitechapel, er som at blive kørt over og dernæst få tæv, fordi man har bulet deres bil, og denne aften var ikke nogen undtagelse. At jeg så alligevel kun giver dem syv og ikke otte, hænger sammen med manglen på entusiasme fra bandets side. At proklamere, det er ”a way of life”, og så ikke spille, som om du mener det andet end for sjov, hænger ikke sammen med, hvad jeg havde forventet af musikkens svar på at blive skubbet ned ad en trappe.

Sætliste:

  1. I, Dementia
  2. Faces
  3. Elitist Ones
  4. Let Me Burn
  5. Mark of the Blade
  6. Rise
  7. Our Endless War
  8. The Saw Is the Law
  9. This Is Exile

7/10

August Burns Red

August Burns Red (Bransholm Photography)

Happycore

Efter en fantastisk ubehagelig koncert havde jeg en skamfuld realisation: Jeg var ikke helt sikker på, om jeg kunne se bort fra, at jeg ikke havde den store tiltro til, at August Burns Red kunne opveje den lunkne følelse, jeg sad med efter at have lyttet til deres seneste album. Indimellem skal der en koncert til at skabe forbindelsen mellem mine ører, mit hjerte og et band, og det var med dét håb, jeg atter indfandt mig i Pumpehusets store sal. Deres indgangsvinkel til aftenens tema var fra første færd væsentligt anderledes end deres landsmænd, og jeg ved ikke, om det var, fordi musikken var mindre fråde-om-munden-inducerende, eller fordi de havde brændt krudtet af allerede, men publikum var knap så deltagende.

Hornene var nemlig pligtskyldige og knap så mangfoldige, og hvad det skyldes, skal jeg ikke kloge mig på, men jeg vil ikke mene, det kan skyldes et kedeligt band. Stemningen på scenen var i top, og jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet ved synet af en stor skaldet mand, der dansede umådeligt grimt. Men dér ophører al morskab desværre også. For selvom de slap mere nådigt fra deres clean vocals end første band, var spoken word-passagerne malplacerede i en live-sammenhæng, og det var gennemgående for hele sættet. Generisk amerikansk deathcore fik mine tanker til at vandre, og kun glimtvis kom jeg i tanker om, at det egentlig var deathcore, jeg var her for at opleve. Bøllekor og heavysoloer gjorde sit for at skabe variation i et kedeligt sæt, men samlet set var det langt fra nok til at redde den følelse af, at jeg hellere ville have lyttet til pausemusikken, hvad det her strengt taget føltes som.

Sætliste:

  1. King of Sorrow
  2. Empire
  3. The Frost
  4. Spirit Breaker
  5. Ghosts
  6. Invisible Enemy
  7. Dangerous
  8. Composure
  9. Float
  10. White Washed

5/10

Heaven Shall Burn

Heaven Shall Burn (Bransholm Photography)

Sidste omgang, inden baren lukker

Efter forrige sæt var jeg begyndt at skæve til uret og frygtede, at aftenen allerede havde toppet. Aftenens sidste band blev dog budt velkommen som konger, og igennem hele koncerten gjorde salen sit bedste for at sende dem godt af sted, ud på deres, foreløbigt, sidste tour. Sammenlignet med hvad der hidtil var rullet af scenen, var der dog ingen tvivl om, hvorfor Heaven Shall Burn var hovednavnet. Det tyske ensemble spillede med indlevelse, og deres musik forekom mig langt mere inderlig end deres amerikanske kollegers. Det skal ikke ligge dem til last, at jeg på daværende tidspunkt var så undervældet, at det nok havde krævet en næsten umenneskelig indsats at hive sejren hjem. Men alligevel var det svært ikke at lade sig begejstre af mine medpublikummers høje humør, og jeg ærgrede mig kun glimtvis over min lave højde, da jeg ikke har noget imod, at min udsigt bliver udfordret af en skov af strakte arme.

Seriøsiteten hos bandet skinnede igennem hele vejen, men det er ikke ensbetydende med, de var kedelige. Som det eneste band formåede de at afbalancere professionalisme med personlighed, og det virkede, som om de var lige så glade for at se os, som vi var for at se dem. Sætlisten indbød til både fælleshop og fællesklap, og jeg forlod spillestedet dybt imponeret over, hvor meget fællessang man kan mase ind i en koncert, uden at det bliver gruppekaraoke, men når man spiller, som de nu gjorde, var det såmænd heller ikke overraskende. At jeg så lander på samme karakter som Whitechapel, hænger sammen med, at det alligevel føltes en smule, som om de kørte på rutinen. Det lykkedes dem aldrig helt at få mig til at glemme, at det var mandag aften, og at der var langt hjem.

Sætliste:

  1. Downshifter
  2. Bring the War Home
  3. The Weapon They Fear
  4. Land of the Upright Ones
  5. Counterweight
  6. Black Tears (Edge of Sanity cover)
  7. Corium
  8. The Final March
  9. Passage of the Crane
  10. Profane Believers
  11. Combat
  12. Voice of the Voiceless
  13. Hunters Will Be Hunted
  14. Awoken

    Encore:
     

  15. Endzeit
  16. Valhalla (Blind Guardian cover)

7/10

Det er ikke en nem opgave at skulle videreformidle aftenens indtryk, da musik altid bliver oplevet gennem et subjektivt filter, men som udgangspunkt er kærligheden til metallen fællesnævneren i samspillet mellem anmelder og forbruger - og netop derfor vil der altid være visse forbehold. Giver man kunstneren flere chancer, fordi man overordnet er glad for, der er et marked for ens niche, eller giver man færre, fordi man som forbruger kun stiller sig tilfreds med det bedste? Uanset hvilket tilhørsforhold, man bekender sig til, er der ingen tvivl om, at Pumpehusets store sal var velvalgt til aftenens arrangement. En stor del af æren for aftenens vellykkede stemning tilfalder dog publikum. De får topkarakter for begejstring, stemning og fremmøde.

Tilføj kommentar