Grimfest 2018

Grimfest 2018

Grimfest, Brabrand

-

I år har Grimfest udvidet sortimentet inden for den lidt tungere genre, og vi var naturligvis på pinden for at smuglytte til sammensætningen af Baest og I’ll be Damned – som turnerer landsdækkende i efteråret – samt Bersærk og Kellermensch som virkelig formåede at få bølgegang i trætoppene.  

Bersærk

Bersærk, grimfest 2018

Jysk hedningehegn er kommet for at blive

Da Bersærk bliver introduceret, nævner konferencieren, at bandets sange bliver spillet i amerikansk radio hos “The Desert”, hvilket kommer meget bag på mig, da den aarhusianske kvartets lyrik udelukkende er på dansk. En yderst overraskende besked til introduktionen af Bersærk, som i den grad har vundet danskernes hjerter i løbet af 2018 med udgivelsen af Jernbyrd.

På Kløften Festival i år oplevede jeg Jesper Binzer på scenen, og sidst jeg så Bersærk med Casper give den gas på Copenhell, lavede jeg samme reference i mit hoved: Casper Popp og Jesper Binzer har samme tendenser i deres færden på scenen. Headbanging og strukturerede bevægelser eksisterer ikke i deres kroppe. Casper føler musikken i alle lemmer og bevæger sig ligesom kroppen vil det. Det eneste der altid er helt styr på, er det smukkeste garn på toppen af mandens hoved. Disse bevægelser resulterer dog også i, at Casper ret tidligt får væltet mikrofonstativet, og gør det dermed klart, at der ikke er plads nok til Bersærk på Bonzai-scenen. De har brug for at kunne udfolde sig, og har i hvert fald brug for den plads, som de fik på Pandæmonium på Copenhell tidligere på sommeren. Det ærgrer mig, at bandet ikke kan komme helt ud over den ellers lille scenekant med deres show, fordi pladsmanglen gør bandet meget mindre bevægelige.

Når det så er sagt, var musikken, som altid (næsten), spot on. Lars Evers (guirtarist), Simon Gleerup Meiner (trommer) og Jens Thorsen (bas) forstår virkelig at fyre op under instrumenterne og give Bersærk deres sound. De eneste fejl at finde var, at vokalen på et enkelt nummer “De Glemte”, druknede i tromme og bas, og at der var utrolig meget feedback fra højtalerne. Jeg har dog en indrømmelse. Jeg er evigt imponeret over, hvad forsanger Casper kan med sin stemme. Så snart manden begynder at synge, er det som om en dybt kontrolleret sanger tager over den ellers meget rolige og ydmyge jyde. Publikum var helt med og man kunne spotte en del festivalgængere med enten t-shirts fra metal bands eller med lækkert patchede battleveste.

Højdepunktet fra koncerten kom med nummeret “Dæmring”, som mange blandt publikum kendte. En fangruppe på tre gæve gutter, som havde fundet den lydmæssigt perfekte placering foran scenen, sang ihærdigt med og gav et smil på læben blandt de andre lyttere. Som anmelder var mit personlige højdepunkt, da Casper nævnte min seneste anmeldelse fra Copenhell, hvor det eneste negative jeg kunne finde var, at han til samtlige Bersærk-koncerter jeg har været til, ikke har kunnet huske bandets sætliste. Her på Grimfest måtte jeg dog tage hatten af for ham, da han rettede sig selv med det samme efter at have nævnt det forkerte nummer. Så har jeg ikke den på ham længere. Øv.

Jeg holder på hvad jeg før har sagt, at der ikke hersker den mindste tvivl om, at Bersærk leverer på scenen og citerer her min anmeldelse fra Copenhell 2018: “Det jyske hedningehegn er kommet for at plyndre vores sind og hælde lyrisk mjød i vores ører.“ - og det mener jeg!

Sætliste:
Kronen på værket
Kampånd
Skyggeland
Fimbuls børn
Mørke
Intet glemt, før alt er brændt
De glemte
Tordensol
Nordenvind
Solens folk
Dæmring

9/10

Baest & I'll Be Damned

Baest, Grimfest 2018

En kaotisk harmoni af glade, døde mennesker

Forventninger var naturligvis sat inden Baest og I’ll Be Damned gik på scenen fredag aften kl. 23.00. Mørket var faldet på, og skovscenen sitrede – helt klar til det næste der skulle ske. Præcis hvad publikum foran scenen kunne forvente var der ingen vished om, men efter den både kaotiske og harmonerende oplevelse af to bands i et musisk sammensurium, hersker der vist ikke tvivl om, at de, der endnu ikke har købt billet til fællestouren i løbet af efteråret, godt kan se at komme ud af starthullerne med det samme. Det bliver stort, det bliver vildt og det bliver en kaotisk harmoni.

Opbygningen af aftenens show fra Baest og I’ll Be Damned startede med, at begge bands fik lidt alenetid på scenen før det hele gik amok. I’ll Be Damned præsenterede en godt gennembanket gang hård rock’n’roll med alt hvad der hører til. Frontmand Stig Gamborg har en utrolig udstråling, og går hårdt på med sin retro-lækre og hæse vokal. Bandet startede ud med “The Entire Universe” og “You Are The Young”, hvor det på ingen måde var en mulighed for Stig at blive indenfor scenens fire hjørner. Først åbnes vest og skjorte og herefter begiver han sig ud i en omgang crowdsurfing. I’ll Be Damned opnåede klimaks med publikum på nummeret “Fever”, hvor Stig endte med nærmest at være overflødig, da hele front-rækken - og mere til – sang med på omkvædet. Inden Baest fik lov at overtage, kom Simon Olsen på scenen for at synge med på “Pig Burner”.

Baest ved, hvordan man fester og allerede på første nummer, “Ego Te Absolvo”, var både band og publikum i gang med at hoppe og sætte metaforisk ild til skoven. Simon var fra start helt, helt fremme på scenen, så langt at man næsten skulle tro, han ville falde af. Han ender naturligvis også med at tage en lille tur i publikumsbølgerne. Med Baest får man ikke et roligt øjeblik, og det fik vi heller ikke fredag aften. Til bandets nye single “Vortex” blev publikum råbt op og skulle lave en dødsring af glade, døde mennesker. Der blev naturligvis lystret. Da publikum så var sat i gang, fortsatte festen ellers på scenen. Hele Baest er meget stærke performere og ved, hvordan showet skal køre. Mattias Melchiorsen straffede bassen, og når den kunne, kom den så langt op over hovedet som muligt. Guitarist Lasse Revsbech formåede da også at “skyde” publikum med sit guitar-gevær.

Hvad skal man kalde Simon og Stig? De går i front for hvert deres band og formår ikke at stå stille. De er kongerne over det glade, døde publikum og bliver hyldet konstant, når de begår sig på scenen. Samlet er de to bands en eksplosion af harmonisk kaos, og man skulle ikke tro, at 10 mand på scenen kunne være muligt og stadig formå, at få et show som dette positivt ud over scenekanten - og så til et publikum, som ikke blot bestod af rock- og metaltilhængere.

Synkrone trommeslagere, guitar og bas solo-battles mellem de to bands. Der har virkelig været noget træning bag at skabe koncerten, hvilket også i den grad kom til udtryk på scenen. Det hele var utroligt imponerende udført, og man kunne se, at alle på scenen nød det. På afsluttende nummer var alle ti mand godt i gang og lukkede showet på en måde, som man skulle tro var umenneskeligt.

Egentlig vil jeg gerne overskylle Baest og I’ll Be Damned med en stor fed 10’er, men da jeg ikke har noget at sammenligne med, bliver aftenens koncert til en 9’er. Jeg kan ikke komme med nogle kritikpunkter, da jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle forvente mig af sammensætningen af de to bands.

Sætlisten nedenfor består udelukkende af de numre som hhv. Baest og I’ll Be Damned spillede individuelt, da jeg synes, at dem som har tænkt sig at deltage på fællestouren skal have muligheden for at  blive lige så overraskede, som os på GrimFest blev. To bands, 10 mand, MASSER af larm. Simon ville have glade, døde mennesker, det fik han. Jeg gik hjem død(træt) og fuld af glæde over oplevelsen. Få fat i en billet hurtigst muligt og forbered dig på at dø, som det glade menneske du er.

Sætliste:
I’ll Be Damned:
the entire universe
You are the young
Real Monsters
Fever
Pig burner (med Simon)

Baest:
Ego te absolvo
Wormlord
Vortex
Crosswhore

9/10

Kellermensch

Kellermensch, Grimfest 2018

Kellermensch kræver at blive hørt - og hørt, det bliver de

Med Kellermensch er der ikke så meget at gøre, når det kommer til anmeldelsen af deres sceneshows. De er gode på de store scener og de er gode på de små. Selv med samme sætliste som på Copenhell og en halvt så stor scene, var det spændende at se Kellermensch spille skoven i gang lørdag aften. Hvad man får er nemlig aldrig sikkert når esbjergenserne tager over.

I en lidt mere passende opsætning end med alle de vrede, glade mennesker på dette års Copenhell, startede Sebastian Wolff koncerten på GrimFest alene på scenen med sin guitar. En sjælfuld og øm start med nummeret “How To Get By”, som virkelig tryllebandt mig og resten af publikum i skovscenens hyggelige og på tidspunktet mørke beliggenhed.

Kellermensch havde medbragt nogle stærke sange, som i den grad viste, hvem de er. Numre som “Rattle The Bones” og “Black Dress” udfordrede enhver, som ikke kender Kellermensch, og hvordan deres eksperimentelle rock udvikler sig gennem et nummer. Her kom Christian Sindermanns rå growl til udtryk, og kaosset var begyndt på scenen. De store personligheder som gemmer sig bag Kellermensch skinner igennem på hvert enkelt nummer, og Claudio Suez var som altid i gang med sin maskingeværs-tango på tværs af scenen. Allerede på andet nummer var Sebastian ikke at finde på scenen. Han var naturligvis hoppet ned foran for at være tættere på publikum, og mon ikke han også gerne ville have lidt mere plads til sig selv og sin tambourin.

At tale var der ikke tid til, og det blev da også kun til nogle få strofer fra frontmanden i løbet af koncerten: “Vi er Kellermensch” og “Det er fedt at være i Aarhus”. Men hvem havde også brug for snak, når vi alle var kommet for at høre musik.

Mikrofonstativer har ikke et nemt liv i hænderne på Kellermensch. Både Christian og Sebastian ved i hvert fald, hvordan disse skal vrides og manipuleres. Under “Pain Of Salvation” fik vi da også lov til at se, hvor stor betydning det har for både frontmand og resten af bandets udstråling, at stativerne kan drejes og bøjes. Her sad Sebastian på knæ det meste af tiden og krængede lyrikken ud, også selvom stativet ikke helt gjorde, som han gerne ville det.

På “All Time Low” fik vi alt, Kellermensch kunne trække. Tre forskellige vokaler som harmonerede på en måde, hvor man virkelig kunne høre, hvordan komponeringen af bandets musik skaber en højere enhed. Skiftet fra det mere rolige, dybe og tankefulde til at det hele går amok på scenen, og Sebastian smider med sin guitar.

Efter “Lost At Sea” lod det til, at Kellermensch var ved at være færdige med aftenens show og forlod scenen. Hurtigt begyndte publikum at råbe: “ekstranummer, ekstranummer”, for de havde jo hverken hørt “Army Ants” eller “Bad Sign”, dem de fleste kender. For første gang denne aften fik vi æren af at høre Sebastian råbe med ordene “Kan I holde til en mere?”. Selvfølgelig kunne vi da det. Koncerten eskalerede til slut, hvor Sebastian kravlede over på en højttaler under “Bad Sign” og afsluttede “Moribund Town” med at smide med både guitar og mikrofon.

Copenhell-koncerten med Kellermensch var en større oplevelse end aftenens optræden, vurderet på al den plads som Sebastian havde at boltre sig på. Selv om han både smed med mikrofon og guitar, kom ned foran scenen og gav den alt han havde – og mere til – med tamburinen, og tilmed også var ude at stå på højttaleren foran scenen, så var stemningen en anden end sidst. Kellermensch er gode på de små scener, men de er ikke til at stoppe på de store. Claudio har plads til guitar-marchen, Christian kan nemt komme fra orgel til mikrofon og Sebastian kan gøre sin ting, som blandt andet indeholder ovennævnte. Hertil må jeg dog også nævne, at Kellermensch er Kellermensch. Punktum. De fås ikke rigtigt bedre eller værre. De er, hvad de er. De kræver at blive hørt. Den kraft og udstråling Kellermensch kommer med skal ikke undervurderes, og jeg tror ikke, det er muligt at få et dårligt show fra dette band.

Sætliste:
How To Get By
Don’t Let It Bring You Down
Rattle The Bones
Mediocre Man
All That I Can Say
Black Dress
Remainder
The Day You Walked
Pain Of Salvation
All Time Low
Lost At Sea

Ekstra numre:
Bad Sign
30 Silver Coins
Army Ants
Moribund Town

8/10

Tilføj kommentar