Skullclub

Skullclub var det første band, der gik på scenen til en allerede godt fyldt sal. Til dem, som finder bandet ukendt, kan det siges, at de blev dannet i Kolding tilbage 2007, under navnet Skullclub Motorshock som senere blev til Skullclub. Vi snakker om en musikgenre, som er lidt svær at definere. Vi kan kalde det søsyg punk/rock/metal med piratinspireret lyrik og undertoner. Det var tydeligt, at bandet havde store forventninger til egen optræden denne aften. De gik på scenen med en utrolig høj energi og en rigtig god gnist, især forsangeren, Troels, var i hopla. Der blev danset på scenen for fuld skrue, og jeg må sige, at se et band med så højt tempo, ja det smitter sgu. Skullclub lød upoleret og råt, hvilket passede ganske fornuftigt til selve musikstilen. Efter de første tre numre tænkte jeg lidt: "Hmm, dette minder om en seriøs udgave af danske Red Warszawa." - og det er ment på den gode måde. Det er tydeligt, at bandet har fokus på andet end lydsiden. Der er også fokus på "Good Mood and a Jolly Good Time". Deres tekster er danske og virker til at være lavet med et smil på læben. Ud over rockens nødvendige elementer som trommer, guitar og bas, så blev der også givet gas på banjo og mandolin. Under koncerten belønnede bandet de fremmødte med to flasker gratis sprut. Jeg så dog ikke, hvad det var, men kunne forestille mig, at det var Rom. De smed også T-shirts ud til publikum, og det hele blev modtaget med kyshånd. Desværre så jeg skuffet tilbage, da jeg hverken fik sprut eller T-shirt ... På selve lydsiden fandt jeg ikke noget at klage over, det var ganske fornuftigt og i et godt højt lydniveau. At opleve Skullclub her til aften var over forventet. Bandet leverede en sublim forestilling som opvarmning til aftens hovednavn. Publikum kom i stemning, og salen rockede. Skullclub gjorde deres arbejde som opvarmning fejlfrit. Herfra kan jeg kun sige, at jeg venter spændt på deres full length debut plade, og når de er på turné som headliners, så er jeg på pletten.

8/10

Frank Turner

Efter Skullclub, kom turen til engelske Frank Turner - et band, der absolut intet havde med metal at gøre. Derfor havde jeg lidt svært ved at skulle anmelde dette indslag, but here goes. Frank Turner spiller folk/punk og udgav sin første soloskive tilbage i ’05. Vi snakker musik med en fantastisk energi, men som sagt så skal man kigge længe efter de hårde rock-elementer. Bandet spillede godt og vel 45 min., og jeg var godt underholdt fra start til slut af den rent musiske kundskab hos bandet. Dog må jeg sige, at den visuelle del faldt ved siden af. Bandet stod i hvide skjorter og hvide sko, og deres optræden mindede mig om et gymnasieband. Jeg blev sgu en smule irriteret igennem showet. Et andet element, som faldt ved siden af, var bassisten. Han virkede til at være gået ind til et helt forkert show, og det virkede mest af alt til, at han, lige inden han gik på scenen, havde taget de onde stoffer. Han virkede totalt overgearet. Han hjulede rundt på scenen og svang sin bas op i luften. Han stjal en smule af fokus, og det var ikke på den gode måde. For at vende tilbage til musikken, så lød det hele ganske fornuftigt. De fik publikum i et fantastisk humør, og der startede da også enkelte moshpits, hvilket overraskede mig positivt. Det er for mig vigtigt, at et band kan nå ud over scenen og fange publikum. Det gjorde Frank Turner, og det er sgu en positiv ting, som man ikke kan tage fra denne optræden.

Dropkick Murphys

Så kom turen så til hovednavnet, Dropkick Murphys. Et band, jeg har lyttet til i et par år nu, og som jeg faldt over ved et tilfælde igennem en amerikansk radiokanal. Dropkick Murphys er et amerikansk band fra Boston, som blev dannet tilbage i ’96. De spiller hardrock/punk med stærke elementer fra den irske folkemusik. Det er musik med en imponerende gnist og energi samt en rå vokal. Mine forventninger til denne optræden var store, og jeg må sige, de blev alle indfriet. Dette var en fest uden lige. Bandet var i et giftigt godt humør og udviste solidt overskud på scenen. Showet startede med en kvindevokal på keltisk over højtalerne, mens publikum ivrigt og forventningsfulde skreg på bandet "Let’s go Murphys!". Ballet blev rigtig sparket i gang af åbningsnummeret "The Boys Are Back" fra deres nyeste skive. Jubelbrøl fra det meste af Vega overdøvede næsten vokalen, hvilket dog nok også skyldtes en mindre teknisk fejl på mikrofonen. Det blev dog hurtigt rettet. Bandet brillerede selvfølgelig på guitar, bas, trommer og derudover på sækkepibe, fløjter, banjo og harmonika. Numre, som jeg fandt som aftenens højdepunkter, var "The Irish Rover", "Deeds Not Words", "Johnny", "I Hardly Knew Ya" og selvfølgelig "Rose Tattoo" fra det sidste nye udspil. Lige fra første nummer havde bandet et solidt jerngreb i publikum og slap det ikke igen før allersidste nummer. Der var bølgegang i det meste af Vega - hoppende glade mennesker, og ikke kun oppe foran. Dette var over hele salen. Der var sågar moshpits, crowdsurfing og endda stagediving. Publikum var toptunet. Det er fedt at se, at bandet kan være så crowdpleasende og skabe en sådan god kontakt til publikum. Det er en smittende effekt, og det betaler sig. Jeg er sikker på, at næsten alle i Vega havde en fest denne aften. Da bandet spillede ekstranummeret, "The End of the Night", tog koncerten en drejning, jeg ikke havde set komme. Alle kvinderne foran blev opfordret til at indtage scenen. Til sidst var der godt og vel 30 glade, dansende, hoppende og, ja, flirtende tøsepiger på scenen. Selvom bandet nu var omgivet af dette positivt opstemte kvindelige selskab, formåede de stadigvæk at levere varen rent musikalsk. Til sidst tillod bandet, at alle kunne komme på scenen, og man kunne ikke lade være med at sidde og smile. Jeg tænkte, "det her… det holder sgu". Jeg har ikke været så godt underholdt til en koncert i lang tid. De sange bandet havde udvalgt til aftens underholdning var absolut i orden. En god blanding af sange med fuld smæk på til sange der sniger sig stille men sikkert ind i tøsernes hjerter. Dette var ikke den vilde metalaften, men for satan det var godt.

9/10