NOTBA4
Dream Theater - Musikhuset - 30. juni 2019
Foto: Neil Poulsen / Revolution-music.dk

Tak til Revolution-music.dk og deres fotograf for lån af billeder fra aftenen.

Aftenen bød på en siddende koncert med intet mindre end fire bands. Det er altid spændende med siddende metalkoncerter, og jeg har personligt kun været til en enkelt før denne, som dog var en teaterkoncert med fokus på både det visuelle teateraspekt i sammenhæng med musikken. Derfor vidste jeg heller ikke helt, hvad jeg gik ind til søndag aften. 

Jason Richardson og Luke Holland

Jason Richardson

Hvor er resten af bandet...? 
Første “band” på scenen var de to gæve gutter Jason Richardson (guitar, kendt fra All That Remains og Chelsea Grin) og Luke Holland (trommer). I forhold til mandskabet var scenen alt for stor, men lydbilledet blev i hvert fald fint fyldt ud. Det må dog være svært at troppe op kun med et halvt band og skulle spille, som var de fuldtallige, med backing track inkl. vokal. I hvert fald sad jeg, trods guitarlir og trommegejl, med en tom følelse, da de efter de 20 minutter, de havde fået tildelt, var færdige.

6/10

Theory

Theory

Rejs mig op, og stik mig en øl
Theory har en stærk teknisk kunnen med begavede og dygtige musikere, der dog ikke kunne måle sig med aftenens andre tre bands. Dog må jeg indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, hvem Theory er, eller hvem Theory gerne vil være, ud fra den anonymitet, der strømmede fra bandet. Frontmand Nicklas Sonnes (kendt fra Defecto) vokal passer rigtig godt ind i den lyd, som Theory skaber, dog burde han give en smule mere plads til at lade instrumenterne og sine bandkollegaer “shine” på scenen for at skabe det band, Theory gerne vil være. Problematikken med Theory denne aften var, at fokus var på den tekniske, og især instrumentelle, kunnen, hvilket de ikke fik vist optimalt. Den fulde oplevelse af Theory får man bedste stående med en øl i hånden og rig mulighed for at ryste håret og at kaste horn.

5/10

Animals as Leaders

Animals as Leaders

Hvor har de været hele mit liv???
Animals as Leaders er et instrumentalt eksperimenterende band, som kan få de mest prog- og djentelskende musikere (og fans) til at klatte lidt i bukserne. Jeg spiller ikke selv guitar, og kommer nok aldrig til det, men da jeg oplevede Animals as Leaders, ville jeg virkelig ønske, at jeg gjorde, da det var absolut den vildeste kollektive homoerotiske oplevelse for alle guitarspillere i salen. 

Fire mand på scenen, tre af dem med instrumenter og den sidste gemt bag store højttalere for at sørge for musikernes in-ear lyd. Et utroligt vigtigt element når man spiller så teknisk som Animals as Leaders. Javier Reyes er en sindssygt innovativ, klassisk influeret guitarist (8-strengsguitar), som komplementerer lead-guitarist Tosin Abasi’s ligeså vilde guitarspil. Sammen med bæstet af en trommeslager Matt Garstka, udgør de det bedste instrumentale progressive/djent-band, jeg har oplevet live til dato. De polyrytmiske, eksperimenterende grooves, som Animals as Leaders skaber, fik mig på aftenen til at glemme, hvor jeg var, og hvorfor jeg var der. De tidspunkter, hvor jeg virkelig holdt øje med, hvad hænderne lavede hos musikerne, var det lige så meget deres passion og glæde, der strømmede ud fra deres ansigter, som fangede mit øje og skabte en helt unik stemning i rummet. Jeg er sikker på, at alle blandt publikum var lige så tryllebundne som mig. 

Sættet indeholdt fem numre, da det er svært i en genre med lange musiknumre at få presset mere ind. Vores musikalske horisont blev udvidet med numrene “Tempting Time", "CAFO", “Arithmophobia”, “The Woven Web” (min favorit), "The Brain Dance" og ikke mindst “Ectogenesis”. De to sidstnævnte fra bandets nyeste plade og er en smule hårdere og med mere elektronisk inspiration end de andre. På baggrund af hele oplevelsen, fremførelsen og stemningen bag Animals as Leaders kan jeg ikke give dem andet end fuldt hus: 10/10! Hvis du får muligheden, og naturligvis er til niche-genren prog/djent, skal du kaste alle dine penge efter dette band. Så kære Animals as Leaders, vær nu søde at komme til Danmark som headliners, tak! 

10/10

Dream Theater

Dream Theater

Gamle drømmere
Fordelen ved at se koncerter i teateret må især være punktligheden, og klokken 21.30 sharp gik Dream Theater på scenen. Som altid var der bygget et helt lysunivers og et plateau op på scenen for at publikum kunne se alle bandmedlemmerne og deres kunnen. Det blev i den grad også understøttet af det sceneshow, som Dream Theater havde medbragt til aftenen. Bagtæppet blev langsomt hevet op til intromusikken lige inden bandet gik på, og det første, vi så, var den ikoniske keyboardspiller Jordan Rudess og hans 360 graders bevægelige keyboard. 

Da første nummer “Untethered Angel” fra sidst udkomne album Distance Over Time gik i gang, blev jeg lidt forskrækket over forsanger James LaBries stemme. Enten kan man lide den, eller også kan man ikke, og jeg må indrømme at live-versionen af den nok aldrig bliver min kop the. LaBrie var trods sin alder helt i hopla og fuld af energi, og nogle af hans dansetrin var nok også for viderekommende, men sådan er det nok, når man har været i gang på tour efter tour i godt og vel 20 år. Løbende fik vi numre fra førnævnte album, men også et par enkelte fra tidligere albums som bl.a Black Clouds & Silver Linings, Awake og Falling into Infinity havde sneget sig vej ind på sætlisten. 

Det bedste, James LaBrie gør, er at give plads til hele bandet, som alle er nogle utroligt talentfulde musikere – mange guitarspillere er jo nærmest blevet oplært af John Petrucci. LaBrie forlader nemlig altid scenen, og gjorde det naturligvis også denne aften, for at lade bandkammeraterne få rampelyset i stedet for at forstyrre eller at stå i et hjørne og danse for sig selv. Dette gav plads til at publikum virkelig kunne se, hvad der foregik på scenen og hvem, der havde gang i lir eller en solo. Det viser også en vis ydmyghed, og giver glimrende mening, når nu bandets numre indeholder sådan nogle lange instrumentale passager. LaBrie var muligvis væk fra scenen 50 procent af tiden, Dream Theater spillede, men det gjorde ikke så meget, for når han var tilstede, havde han gode gimmicks. Eksempelvis holdt han sit opgejlede mikrofonstativ (med en robothånd, der holder et kranie, som er en klar reference til coveret på seneste plade) ud over publikum for at frembringe jubel – og jubel, det fik han! 

Meget kan man sige om Dream Theater, om man kan lide dem eller ej, men de forstår virkelig at lave et show, som man gerne vil betale for at se – lidt ligesom Rammstein, bare i en helt anden boldgade. Lyset er styret så præcist, at når der kommer en solo, så er spottet det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og bare for at lave lidt blær, kørte Jordan Rudess da også en ultrakort solo af på et bærbart touchkeyboard for ikke en eneste gang at anvende dette igen. Trommesættet var sat op med hihats og nogle specialtrommer på et stativ over Mike Manginis hoved, hvilket må have taget noget tilvænning og nogle virkelig hårde træningsdage for at kunne sidde i halvanden time med armene over hovedet størstedelen af tiden. 

Hvis jeg skal nævne nogle problemer hos Dream Theater, så ville de være, at LaBrie ind imellem lød til at have det svært med de højere toner, og så har længden på Dream Theaters meget instrumentale numre en tendens til at blive en smule langtrukne og kedelige, da der ikke sker så mange små finurlige ændringer, som vi f.eks. fik lov at opleve hos Animals as Leaders, der også kom med lange numre.

 

Sætliste:
Atlas - Instrumental (Nick Phoenix & Thomas J. Bergersen song)
Untethered Angel
A Nightmare to Remember
Fall Into the Light
In the Presence of Enemies, Part I
Barstool Warrior
Peruvian Skies
The Dance of Eternity
Lie
Pale Blue Dot

Ekstra:
As I Am

9/10

En siddende metalkoncert skal være med det helt rigtige lineup. Tre ud af fire klarede skærene, men Theory passede måske bare ikke ind i ligningen. Dog tror jeg også, at store dele af publikum havde været ganske tilfredse med at stå op til Dream Theater-koncerten, da mange ikke kunne lade være med at ryste håret eller rejse sig op og rocke med. Det siddende aspekt lod os dog tage musikken ind på en helt anden og anderledes måde end til en almindelig stående koncert.

Tilføj kommentar