Mercyful Fate overgik selveste Iron Maiden, da de leverede en magisk præstation på Copenhells Hades-scene.
Tiden stod stille
Lørdag aften kl. 23.30 på Copenhell 2022. Festivalens fjerde dag var ved at være slut. Iron Maiden havde lige leveret en stensikker optræden på Helviti-scenen, men for denne anmelder var det alligevel, som om det hele først skulle til at begynde nu. For det var præcis 13.582 dage – eller 37 år, 2 måneder og 7 dage – siden jeg sidst havde oplevet en koncert med de danske legender fra Mercyful Fate. Dengang var det en afskedskoncert fordi de kunstneriske uenigheder var blevet for store, selvom ingen udenfor gruppens inderkreds vidste noget om det. Det blev til en reunion i 90’erne, som jeg af forskellige årsager aldrig fik oplevet, men nu var det endelig tid til at gense det band, jeg hørte mere end noget andet i første halvdel af 1980’erne.
Sådan overgår man Iron Maiden
For ikke så længe siden kårede DR’s Sort Søndag-vært, Anders Bøtter, Mercyful Fates Melissa som det bedste danske metaldebutalbum nogensinde. Den kåring kan der selvfølgelig ikke være nogen som helst tvivl om, ligesom man må konstatere, at opfølgeren, 1984’s Don’t Break The Oath, er det bedste danske rockalbum nogensinde – uanset genre. Med de to mesterværker og den i samtiden umanerligt ondsindede debut-EP fra 1982 udgav Mercyful Fate et helt urørligt metallisk triumvirat, som næppe nogensinde kan overgås af noget dansk band i hverken kvalitet eller indflydelse. Det var sange fra disse tre klassikere, der var på programmet.
Et eller andet sted havde jeg vel håbet, at sætlisten ville være præcis den samme som den aften i Saga i 1985, men så havde vi jo ikke fået den nye sang ”The Jackal Of Salzburg”, som er en tung, proggy satan. Det er et nummer, der lover virkelig godt for det kommende album, som gruppen efterhånden har lovet os i lang tid. Det hele startede ellers med ”The Oath”, hvor kongen erklærer sin evige troskab til Satan og især den ret ekstreme individualisme, der er kernen i Anton LaVey’s ’moderne’ udgave af satanismen. ’Do What Thou Wilt, Shall Be The Whole Of The Law”. Det er jo på en eller anden måde kernen i al rock og metal. Udover det er kernen i Mercyful Fate King Diamonds vokal, og den mand må være besat, for hans præstation var mageløs. Bruce Dickinson havde lige inden leveret den indtil da bedste vokalpræstation blandt den gamle garde på Copenhell, men han blev godt nok hurtigt overgået af Kim fra Hvidovre. Holy shit, den mand kan stadig synge og skrige!
Vi fik så en række af perlerne fra de nævnte tidlige plader, alt sammen smukt sat op på en gennemført, stemningsfuld sceneudsmykning og enkle kostumeskift fra King Diamond. Bandet leverede de komplekse passager og temposkift i sangene til perfektion, og så er det lettere at se igennem fingrene med, at Mercyful Fate i dag jo sådan set kun inkluderer to af ”de gamle”: Kongen selv, og så Hank Sherman, der komponerede det meste af musikken dengang. Men Mike Wead (der også er guitarist i King Diamond-gruppen) klarede Michael Denner-soloerne til UG, og rytmesektionen var bundsolid. Men den bestod også af Joey Vera (Armored Saint, Fates Warning) og Bjarne T. Holm, der har været med siden 1994. Ekstranummeret var episke og djævelsk komplekse ”Satan’s Fall”, der var en 11 minutter lang opvisning i satanisk metal. Og ja, det var bedre end Maiden.
Satan har god smag
Mit Copenhell startede med Angstskrig i onsdags, hvor de bekendtgjorde, at det fedeste ved kristendommen er Satan. Foran Hades-scenen denne lørdag nat var vi vidner til legemliggørelsen af denne påstand. Det var så overbevisende, så på én gang smukt og ondt og ikke mindst så utroligt velspillet. På forhånd var jeg på grund af fraværet af Michael Denner fast besluttet på at trække karakteren mindst et kranie ned, men jeg må bare overgive mig. Det her var en fuldstændig magisk præstation, men derfor kan man jo godt håbe på, at Denner bliver lukket ind i varmen igen på et tidspunkt. Hail Satan!
Sætliste
The Oath
The Jackal Of Salzburg
Corpse Without Soul
Black Funeral
A Dangerous Meeting (Danhwrpus)
Melissa
Doomed By The Living Dead
Course Of The Pharoes
Evil
Come To The Sabbath
Satan’s Fall
Kommentarer (1)
UMUR
Indlæg: 93
Oh hell yeah, det var en
Oh hell yeah, det var en virkelig fed koncert. Måske det bedste jeg har set Mercyful Fate spille siden jeg så dem første gang ved deres reunion koncert på Gentofte Stadion (og flere gange siden op igennem 90erne). Det her var høj, høj klasse...