NB! Der er ingen billeder, da management ikke ønskede fotografer til koncerten
To deathcore and beyond!
Tilbage i 2004 startede det Sheffield-baserede band som fem unge briter med en forkærlighed for kaotisk deathcore og et næsten provokerende talent for at splitte vandene. I dag er de blevet et af de største og mest toneangivende navne inden for moderne alternativ metal. Fra det ungdommeligt brutale Count Your Blessings til den genrebrydende succes med Sempiternal, That’s The Spirit og de futuristiske Post Human-udgivelser har bandet nægtet at stå stille. De har skiftet ham flere gange, end de fleste bands skifter sætliste, men heldigvis lyder de stadig umiskendeligt som Bring Me The Horizon. Jeg har længe glædet mig til at se dem på en festivalscene, og denne aften skulle det endelig lykkes mig, når de som torsdagens absolutte hovednavn skulle sætte ild til Helviti.
Så kører bussen
Det første, jeg bliver nødt til at nævne om denne koncert, er den absurde skala for bandets liveshow. Alt føltes større end de andre bands. Skærmene. Produktionen. Lyddesignet. De audiovisuelle elementer. Selv pauserne mellem numrene føltes koreograferede. Og det var de nok også. Udtrykket ligger et sted mellem arena-rock, cyberpunk-rave og dystopisk sci-fi-teater. LED-skærmene pulserede som digitale nervesystemer, visuals flimrede mellem AI-mareridt og anime-inspireret kaos, og publikum blev bombarderet med sanseindtryk. Det burde næsten være for meget. Men på en eller anden måde var det alligevel præcis, som det skulle være.
I centrum stod naturligvis Oli Sykes, og det er simpelthen svært at finde på noget at kritisere ham for. Han er ikke længere et lidt ustabilt wildcard, han nærmer sig vel det, man kan beskrive som den komplette frontmand. Han sang stærkere end nogensinde, hans screams lød stadig beskidte nok til at have kant, og vigtigst af alt: Han ejede scenen med en selvsikkerhed, der smittede af helt ned på bakken. Han er ikke længere bare kaos, han styrer kaosset. Og hans tag på publikum var da også tydeligt, da han inviterede en fan op på scenen til ”Antivist” og lod hende shine på scenen. Og da han løb langs hegnet og krammede fans, der stod i forreste række, var det tydeligt, at både han og publikum blev berørt.
De ikoniske melodier skar stadig lige gennem støjen og gav musikken dens menneskelige kerne midt i det digitale bombardement. Og det var et sandt bombardement for alle sanser. Showet blev minutiøst styret hele vejen igennem, men jeg følte heldigvis ikke, at spontaniteten led for meget under det. Kunne der have været mere rå og uforudsigelig energi som i bandets tidligere år? Ja, naturligvis. Det er dog svært at kalde det et alvorligt problem, når resultatet var så overvældende.
For deres medrivende numre lå som perler på en snor. Vi fik ”Mantra”, ”Kingslayer” (og kunne vi ikke have lagt dem samme dag som Babymetal, så vi kunne have nydt et samarbejde der?), ikoniske ”Shadow Moses” og ikke mindst deres spritnye og tonstunge ”Dehumanized”. Og som havde de læst mine ønsker for aftenen, så sluttede de af med hitparaden ”Follow You”, deres måske smukkeste nummer i mine øjne, ”Can You Feel My Heart”, den medrivende ”Doomed”, ”Drown” og ikke mindst ”Throne”. Hvad kan man så næsten ønske sig mere? Lidt mere faktisk. For i programmet stod der, at de spillede 2 timer, og vi fik 'kun' 1,5 time. Var det en misser i programmet? Jeg aner det ikke. Men kald mig grådig, for jeg havde håbet, de smed et par sange mere på sætlisten.
HovednavnET på torsdagens program
Bring Me The Horizon har aldrig optrådt på Copenhell før. Men denne aften indtog de Helviti med alt, hvad man kan forestille sig af musikalsk overflod, augmented reality, konfetti og pyro. Og publikum var så meget med bandet, at jeg måtte trække mig fra pitten, da jeg simpelthen blev mast i en grad, der ikke længere var for sjov. Det er til gengæld det eneste minus fra denne aften. For i mine øjne ramte Bring Me The Horizon deres topniveau, og koncerten føltes mindre som et liveshow og mere som at stå midt i en digital dommedag med 20.000 af mine nye bedste venner. Det ene øjeblik skrålede hele pladsen med på “Can You Feel My Heart”. Det næste åbnede pitten sig under “Shadow Moses”, som var jorden pludselig blevet træt af at holde sammen på sig selv. Det var både smukt, voldsomt og på sin vis katarsisk. Og fuldstændigt uimodståeligt.