At dømme en bog på omslaget

Ahh ja, Bring Me the Horizon – et af de første bands på listen over bands man skal hade, hvis man vil være trve. 15 år har bandet været i gang, og i lige så mange år er de blevet konsekvent afskrevet af ethvert metalhoved, der fik rysteture bare ved nævnelsen af ordet ”core”. Hvis vi skal være helt ærlige, var deres debut heller ikke noget at skrive hjem om, men der er løbet en del vand under broen siden 2006. Hvilket leder os til deres sjette album Amo, der sikkert igen vil blive haglet ned af diverse trve metalfans, men lad os nu se på, hvad vi har med at gøre, inden vi dømmer på omdømmet alene.

At tage skridtet 70 %

Albummet åbner med ”I Apologize if you Feel Something” – et nummer, der ligger lysår fra bandets tungere og metalliske rødder. Det er ren electronica med ultraskrøbelig og følsom vokallevering af forsanger Oli Sykes. Mere hjemmevant bliver det dog på ”Mantra”, der er mere i stil med albummets forgænger That’s the Spirit, men med ”Nihilist Blues” brister boblen for alvor om, at Amo er en efterfølger til That’s the Spirit. Et tungt EDM-beat og gæstevokal af sangerinden Grimes er startskuddet til et Bring Me the Horizon, der vil redefinere sig selv uden at bekymre sig om andres mening.

Og denne redefinering er overordnet set ganske vellykket. Inkorporeringen af de elektroniske og poppede elementer er gjort med overbevisning og ikke bare smidt på som et lille twist på deres eksisterende lyd. Numre som ”Nihilist Blues”,”Mother Tongue” og ”Heavy Metal” fremstår som pladens absolut bedste. De to sidstnævnte fusionerer deres kendte lyd med de nye elektroniske og poppede elementer perfekt, og ”Nihilist Blues” demonstrerer på fornemmeste vis, at genren er fuldstændig irrelevant, når man har styr på sin sangskrivning og struktur.

Men det er ikke kun rent musikalsk, Bring Me the Horizon har vendt den tungere lyd ryggen. Rundt omkring på pladen er der, hvad man kan tolke som små stikpiller til dem, der har klaget over, de ikke spiller tung musik længere. Tydeligst er det dog på nummeret med den lidt ironiske titel, ”Heavy Metal”, hvor fans af den tunge lyd bliver beskrevet som ”a kid on the ’gram in a Black Dahlia tank”, og sangen bliver afsluttet med Oli Sykes, der ironisk nok skriger ”No, it ain’t heavy metal”. Så er landet ligesom lagt, for hvor Bring Me the Horizon er i deres karriere.

Men nu var det jo kun overordnet set, at denne redefinering var vellykket. Der er steder på pladen, der føles lidt ideforladte og kun er med, fordi der var plads. Dette gælder blandt andet introen, der, på trods af hintet om pladens retning, er noget af det kedeligste electronica, jeg længe har hørt. Og så er der ”Wonderful Life”, hvor Dani Filth er med på gæstevokal. Hans bidrag er tilsvarende et DJ Khaled-råb, men får stadig bandets udmelding om at have vendt metallen ryggen til at klinge en anelse hult.

Dette er ikke metal

Med Amo forsøger Bring Me the Horizon at distancere sig fuldstændig fra den tungere musik, og de gør det faktisk ganske glimrende. Desværre gør de det nogle steder lidt for konsekvent og med hovedet under armen, hvilket resulterer i et par ligegyldige numre og passager. Men kan man se bort fra dette, står man med en udmærket elektronisk rockplade. Den havde bare været federe, hvis den sluttede med nummeret ”Heavy Metal”.