DETEKTOREN
Born Of Osiris, Veil Of Maya, Volumes og Black Crown Initiate - Atlas - 8. oktober 2016
Born Of Osiris by Kim Song Sternkopf

Born Of Osiris, Veil Of Maya, Volumes og Black Crown Initiate

Atlas, Aarhus C

Den ene af de to skribenter på denne anmeldelse befandt sig langt uden for sin egen comfort zone (Storkøbenhavn) denne aften. Hun havde taget den lange vej til Smilets By for, i samarbejde med en jysk kollega, at dække sidste stop på Sumerian Alliance-touren. Forud for aftenens arrangement var der blevet aftalt interviews med samtlige bands på plakaten og internt diskuteret, hvem der skulle tage sig af hvad. Desværre gik der ged i planerne allerede fra start, grundet hvad vi formoder er koks i lydprøverne, og vi måtte derfor ”nøjes” med at interviewe blot to ud af fire bands. Så her følger en kollaboration af to anmelderes prøvelser, forgæves ventetid og efterfølgende oplevelser på et hyggeligt spillested på fastlandet.

Black Crown Initiate

Black Crown Initiate by Kim Song Sternkopf

Mulig tronarving uden den sorte krone 
Aftenens første levende billede var den progressive dødsmetalgruppe Black Crown Initiate – et af de bands, som jeg glædede mig mest til at opleve, specielt på grund af deres seneste, fantastiske album, Selves We Cannot Forgive. Så det var naturligvis med den største ja-hat på, at jeg befandt mig oppe foran scenen, da tonerne til ”A Great Mistake” begyndte at lyde over højttalerne. Det yderst karismatiske band bragede aftenen i gang for det beskedne, men tændte fremmøde.

Desværre fik bandet ikke for alvor tændt op i ret meget denne sidste aften på hele turneen. Der var selvfølgelig, som sædvanlig, en lille flok, som rokkede med på det hele, men ellers stod jeg selv og dem omkring mig med følelsen af, at vi simpelthen manglede noget. Men forsanger James Dorton virkede glad for at være i Aarhus og delte store smil ud til højre og venstre, samtidig med at han hele tiden var i øjenhøjde med publikum, hvilket senere skulle vise sig ikke at være en selvfølge. Aftenens set var naturligvis stærkt begrænset, og det var rigtig synd, for de spiller rigtig fedt og har efterhånden et rimeligt stærkt bagkatalog. Det blev også luftet så godt, som de nu kunne, og det blev derfor desværre kun til ét nummer fra deres seneste album.

Når tiden slår ihjel

Magien udeblev totalt fra dette show, og da bandet gik af scenen, stod jeg tilbage med følelsen af stor skuffelse. Tiden slog simpelthen koncerten ihjel, for havde de haft plads til et eller to numre mere, så havde det gjort kæmpe underværker, for der manglede i den grad noget til at løfte intensiteten og stemningen under denne koncert.

Setliste:

  1. A Great Mistake
  2. The Fractured One
  3. Selves We Cannot Forgive
  4. Stench Of The Iron Age

(Skrevet af: Nikolaj Bransholm)

5/10

Volumes

Volumes by Kim Song Sternkopf

Den går ikke op til 11
Oven på den mildt sagt skuffende start på aftenen var det med et forsigtigt håb om, Volumes kunne præstere, levere og på alle andre måder rette op på skaderne. Man kan i hvert fald sige om dem, de var i virkelig godt humør – om det kan tilskrives, det snart lugtede af fyraften, eller om de virkelig bare er så glade, må stå hen i det uvisse. Vores aftalte interview var nemlig gået i vasken grundet dårlig planlægning og overskredne lydprøver, så udspringet for deres begejstring kan jeg kun gisne om. Til gengæld opvejede deres entusiasme dette, deres sidste stop på touren, deres lidt kedelige metalcore. Deres seneste udspil, singlen ”Feels Good”, er en smule for happy-go-lucky sammenlignet med deres tidligere musik, hvis flirt med djent dog formår at gøre det en smule interessant, men hvad jeg end måtte mene om deres musik i privaten, er underordnet i denne sammenhæng.

Hvor er vi?
For de fremmødte, der på daværende tidspunkt mest bestod af meget unge mænd – noget, der fik undertegnede til at føle sig både gammel og malplaceret – tog pænt imod Volumes, der gjorde deres for at få startet en fest. Der var god kemi band og publikum imellem, og vi fik da også et indblik i, hvad de ellers foretager sig, når de ikke står på scenen, da den ene forsanger foretog en rundspørge blandt publikum om, hvem der røg joints – måske noget, der kunne forklare deres lidt uheldige forsøg på at råbe de lokale op. ”Are you there, Copenhagen?!” Øhm, nej? Eller jo, der var et par enkelte øboere til stede den aften, men det gælder vist ikke, når det er et Århusiansk venue. De fik dog forklaret af en venlig sjæl, at de havde rodet rundt i geografien, og skød med et beklagende grin skylden på deres indtag af den tidligere nævnte, ulovlige substans.

Men med det høje antal næver i vejret, flertallige moshpits og den generelt gode stemning lod det til, bandet blev tilgivet ganske hurtigt. For lyden var god, musikken var okay, og både kunstnere og fans bekræftede hinanden i, det faktisk godt stadig kunne gå hen at blive en god aften alligevel.

Setliste:

  1. 91367
  2. The Mixture
  3. Vahle  
  4. Feels Good (med Lukas Magyar)
  5. Erased
  6. Wormholes (med Joe Buras)

(Skrevet af: Cecilie Roos)

7/10

Veil Of Maya

Veil Of Maya by Kim Song Sternkopf

En fanboys bekendelser

Så var det ellers blevet tid til det band, som undertegnede havde set allermest frem til. Jeg havde faktisk glædet mig helt ustyrligt meget til at opleve Veil Of Maya. Sidste gang, bandet gæstede Aarhus, var helt tilbage i 2012, og nu første gang med deres nye forsanger, Lukas Magyar, som tilsluttede sig bandet op til deres seneste, fantastiske album, Matriarch.

Der blev også luftet en masse fra netop dette album, da de skød koncerten i gang med nummeret ”Nyu”. Jeg skal ikke kunne sige, om lyden var eminent, da jeg igen havde placeret mig helt oppe ved scenen, men de gik, som altid, virkelig til stålet. De har alle dage spillet voldsomt tight, og det gjorde de naturligvis også denne aften. Guitarist Marc Okubo er simpelthen en eminent guitarist, og det er imponerende, at han kan formå at dominere lydbilledet så meget som eneste guitarist. Fed performance fra hans side. Det gælder sådan set hele bandet, inklusive Lukas, hvis vokal er lige så fed live, som den er på albums. Jeg blev i hvert fald ikke skuffet der.

Numrene ”Leeloo” og ”Ellie” fulgte første nummer trop og skabte en ganske solid start for bandets show. Der, hvor filmen knækkede for mig i forhold til deres show, var, at der simpelthen manglede et show. Jeg giver som sådan ikke meget for, at et band kan finde ud af at spille de numre, som de selv har skrevet; det er en selvfølge, selvom graden af overbevisning varierer, og som sagt tidligere så spillede de tight. Men det var sådan set også det, som de bød os. Der var ikke meget, som skilte dette show ud i forhold til et hvert andet show. Det var i hvert fald helt sikkert, at der ikke blev givet noget ekstraordinært ud, også selvom dette var deres sidste show på denne tour.

Det var ren rutine denne aften, og der var ingen decideret kontakt med publikum, andet end det forventelige ”Hej, Danmark”, ”Tak, Danmark” osv. Som sagt så er der ingen tvivl om, at Lukas er en fed forsanger, men hvor fanden var du henne!? Jeg lyver ikke, når jeg siger, at han nok ikke havde øjnene åbne overhovedet under hele koncerten.. Ej, jo, så lyver jeg nok, men I forstår min pointe. Ingen øjenkontakt what so ever.

Vi hørte jer, men vi så jer ikke

Men ja, de spillede super fedt, men dem, som så koncerten bagerst i lokalet, har uden tvivl haft en lige så fed koncert som os, der stod helt oppe foran scenen. Og nej! Det var ikke fordi, de formåede at ramme alle i hele lokalet! Men ikke desto mindre så nød jeg deres koncert, for vi blev forkælet med en masse sange fra deres seneste album – specielt ”Lucy” og afslutningsnummeret ”Mikasa” var suveræne. Det gælder også deres ældre materiale som ”Phoenix” og ”Unbreakable”. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at de blev fremført godt, jeg savnede bare indlevelse i deres show – noget, som aftenens sidste band demonstrerede til perfektion, hvordan skulle gøres!

Setliste:

  1. Nyu
  2. Leeloo
  3. Ellie
  4. Punisher
  5. Lisbeth
  6. Three-Fifty
  7. Crawl Back
  8. It’s Not Safe To Swim Today
  9. Phoenix
  10. Aeris
  11. Unbreakable
  12. Lucy
  13. Mikasa

(Skrevet af: Nikolaj Bransholm)

6/10

Born Of Osiris

Born Of Osiris by Kim Song Sternkopf

Advarsel

Efter en mildest talt ujævn aften med bands, der svingede fra decideret skuffende til lige over middel, trak det op til den sidste koncert på en tour, der har været præget af tekniske uheld og aflysninger, og, som min udsendte medskyldige så korrekt observerede, var blottet for ”sidste-omgang-inden-baren-lukker-løjer”. Men hvis du ikke kan lide Born Of Osiris, skal du ikke læse videre. Hvis du ikke kan lide glade anmeldere, skal du heller ikke læse videre. Hvis du generelt er et gnavent menneske, skal du SLET ikke læse videre. For hvad, der følger, er beretningen om en ubetinget succes. En ode til progcorens hvis ikke konger, så ubestridte kronprinser, Born Of Osiris.

Vi kender alle den følelse, man får, når det snart er fyraften. Målet er i syne, og det giver pludselig et skud energi, man ellers troede, man ikke havde i sig, til lige at give den lidt ekstra, inden man går hjem. Det var det, vi blev vidner til på Atlas. Et særdeles veloplagt band med en utrættelig energi piskede en løssluppen stemning op med deres tunge toner og melodiske breakdowns og en tilstedeværelse, jeg sjældent har oplevet. Fra allerførste tone blev slået an, til den fede dame sang (no, really), var det en komplet magtdemonstration. En opvisning i, hvordan man skal gøre, når man spiller live.

It’s not over until...
Der blev moshet og banget og crowdsurfet til den helt store guldmedalje, og jeg lagde for en stund rollen som observatør på hylden og deltog i løjerne på lige fod med de andre glade tosser, både dem på og foran scenen. Der blev spist pizza på scenen og hoppet og klappet og heppet, og jeg nød den knivskarpe vellyd fra et band, der virkelig har forstået, hvad det vil sige at spille progcore. Der blev ikke sat en fod forkert, og selv deres Bring Me The Horizon-inspirerede “Throw Me In The Jungle” blev vel modtaget. Deres setliste var godt skruet sammen, og især nummeret “Exhilerate”, der med sine melodiøse breakdowns gjorde, jeg havde svært ved ikke at kaste mig hovedkulds ind i mængden af hoppende fans.

Dog var højdepunktet på aftenens sidste koncert, at vi blev bedt om at komme helt tæt på scenekanten, så forsangeren kunne fortælle os en hemmelighed. Hvad den gik ud på, fandt jeg dog aldrig ud af, da jeg pludselig opdagede, han kom sejlende forbi på et hav af hænder uden at misse så meget som en stavelse.

I modsætning til visse andre bands på plakaten var Born Of Osiris leveringsdygtige i alle de numre, jeg gerne ville høre, samt nærvær, niveau og afslutningsvis deres af min kollega ønskede sidste-stop-på-touren-løjer. Da deres eksplosive ekstranummer “Follow The Signs” var klinget af, blev der smadret keyboards og strengeinstrumenter – med hinanden vel at mærke. Og for at understrege, at NU var det altså slut, blev vi forkælet med, hvad jeg formoder, uden at skulle gisne om hendes BMI, en dame af en vis statur, der sang... En humoristisk afslutning på en koncert, der gav både blå mærker (ikke på mig) og ondt i kroppen (okay, det er mig.).
 

Setliste:
 

  1. The Other Half Of Me
  2. The Sleeping And The Dead
  3. Exhilarate
  4. Illusionist
  5. Open Arms To Damnation (med Myke Terry)
  6. Empires Erased  
  7. Resilience  
  8. Goddess Of The Dawn
  9. Throw Me In The Jungle
  10. Divergency
  11. Abstract Art  
  12. Bow Down
  13. Machine
  14. Follow The Signs

(Skrevet af: Cecilie Roos)

10/10

Se det fulde billede galleri her: https://www.facebook.com/heartmatterartworks/?fref=ts

Tilføj kommentar