Sidste år overraskede Anthrax mig positivt, da de spillede på Sweden Rock med den klassiske lineup, kendt fra blandt andet "Among The Living". Det var nu alligevel med blandede følelser, at jeg tog til Vega, da jeg stadig ikke helt har forstået hvorfor John Bush ikke længere er en del af Anthrax, og i særdeleshed når man tænker på hvor svinsk fedt et album "We’ve Come For You All" med Bush på vokal, vitterligt er. Jeg mener, den mand har jo både en knusende energi og en stemme, der snildt kan sætte Belladonna til vægs (tjek blot dvd’en "Music Of Mass Destruction"). Alligevel er det svært at underkende den betydning Anthrax havde fra midtfirserne, til starten af halvfemserne, hvor Joey røg ud. Ja, der har været rigtig mange holdninger og spørgsmål i kølvandet, på denne re-union. Denne aften var det derfor opvarmningen fra Tim "Ripper" Owens' (ex. Judas Priest/Iced Earth) nye band, Beyond Fear, der var mit hovednavn. Jeg havde heldigvis haft lejlighed til at tjekke debut albummet, “DTO", ud forinden og mine forventninger var derfor sat pænt i vejret. Beyond Fear er vaskeægte amerikansk power heavymetal, med alle de klichéer denne stil nu også besidder. Klichéer kan nu være fede nok, og i Beyond Fear’s tilfælde synes jeg da også de holder fint. Til gengæld var det en noget tam respons der var fra publikum, dog uden at den var decideret pinlig, men den manglende entusiasme fra crowden, skyldes i sagens natur også at debuten på dette tidspunkt, endnu ikke var røget på gaden. Nuvel, Tim Owens er jo en rimelig erfaren herre, så han var ikke så let at slå ud, og gjorde sit for at løfte stemningen lidt i vejret. Det hjalp da også lidt, men der var nu ingen tvivl om, hvem det var, folk var kommet for at se.

Efter en lalleglad intro gik Anthrax på scenen, og åbneren "Among The Living" kunne derfor sætte gang i kludene, hos store dele af det rimelig pæne fremmøde. Gætter på at der har været omkring en 700-800 stykker i salen, og man konstaterer hurtigt at Store Vega bare ikke er det samme, når der er lukket af op til balkonerne. Det ødelagde nu ikke synderligt, den ellers gode stemning der var blandt folk, og jeg må indrømme at Anthrax faktisk atter overraskede mig. De gamle drenge kan endnu, pånær den oppustede dværg Dan Spitz, som bare ikke rigtig passer ind i Anthrax (mindre end Belladonna, hvis det nu skal være) – men igen, skal det være classic Anthrax, er de jo nødt til at slæbe ham med. Til gengæld er Frank Bello jo altid god for lidt spas, og generelt virkede det sgu egentlig okay alt sammen. God energi, fed retro thrash lyd og rigtig mange fede mosh numre. Stod man lidt tilbage i salen, kunne det ligeså godt have været Anthrax anno "Persistence Of Time", vi alle var vidne til, og apropos netop dét album, synes jeg nok lige der manglede "Belly Of The Beast" og "Keep It In The Family" derfra. Manglen af "Madhouse" var også lidt underlig (eller var jeg nede og slå en streg der ?), men ellers var setlisten fint skruet sammen. De spillede ‘Among The Living, ‘Caught In A Mosh’, ‘I Am The Law’, ‘Efilnikufesin (N.F.L.)’, ‘A Skeleton In The Closet’, ‘Indians’, ‘Got The Time’, ‘Anti-Social’, ‘Be All, End All’, ‘Metal Thrashing Mad’, ‘A.I.R’., ‘Medusa’ og slutteligt en ventet skabet udgave af ‘I'm The Man’.