Chancen for, at du har hørt om Angeliter Open-Air, er nok forholdsvis lille, så en introduktion er på sin plads: Angeliter Open-Air startede i 2012 på foranledning af ejerne af bryggeriet, der ville fejre deres første bryg med livemusik. Det udviklede sig stille og roligt til en festival, en lille én af slagsen. Både målt på areal og de bands, der stiller op som hovednavne. Tidligere har bands som DAD, Dog Eat Dog og Truckfighters ageret hovednavne, og selvom DAD er store i vores lille andedam, blegner deres storhed lidt i forhold til tyskernes egne stjerner.
Det hele afholdes i landsbyen Taarstedt omkring en trelænget gård, inde på gårdspladsen og arealet, der afgrænses af de bygninger, der formodentlig engang har været lader. Selve gården, når der ikke er festival, lejes ud som ferielejligheder. Taarstedt ligger lige i nærheden af børnelegelandet Tolk-Schau, meget passende placering måske for en festival, der har fået det kærlige tilnavn ’die größte Gartenparty Norddeutschlands’.
Tørlagt en fredags tid
Festivalledelsen havde indført en egen valuta, hvor man kunne købe kort for tre og fem euro. Tre for sodavand, fem for øl, men allerede kl. 17 på førstedagen, tre timer efter festivalåbning, løb de tør for ølkort. Og der var panik, men da man kunne betale med både kontanter og kort på feestivalens fire udskænkningssteder, var ølbonsystemet overflødigt. Det vidste både kort og kontanter sig også at være, for der var massiv kø alle steder, og det tog mellem en halv og en hel time af få noget at drikke. Gæsterne blev efterhånden mærkbart utilfredse, og hvem har også hørt om et bryggeri, der ikke får sendt øl over disken?
Der var også for mange publikummer i forhold til antal barer, og det hjalp heller ikke, at der hvert sted var fire haner, men kun to i drift. Og fredagen var der mange flere gæster end dagen efter, hvor der med to nye pop-up-barer faktisk kunne købes øl uden at stå i kø. Man burde også kunne få øl for sine penge i et land, hvor kontanter hedder ’Bargeld’.
Punkfestival for bedstefar
Det var en festival for det grå guld, gennemsnitsalderen var over 40, også når de tilstedeværende børn blev talt med. Disse ungersvende fik lov at nyde en gang passiv hashrygning, for legaliseringen syd for grænsen betød, at der blev røget rigtig meget. Hash var det eneste nydelsesmiddel, man selv måtte have med ind, og det var derfor det eneste, der var tilgængeligt på den tørlagte fredag.
Men så kunne man også høre Butterwegges fantastiske tekster om ’Bier und Pommes’, der ikke lod hverken lod Onkel Reje eller Gramsespektrum noget efter. Eller høre tyske Slime, der satte lidt brøleri til poppet og lettilgængelig punk. Mens man så frem til et af de to hovednavne, henholdsvis New Model Army og Prong.
Britiske New Model Army må have en stabil tysk fanbase, for der var markant flest publikummer fredag aften. Alle billetter var udsolgt, så måske en del valgte at blive væk i protest om lørdagen eller sugede sig ned på teltpladsen i stedet for at risikere endnu en dag med kø ved ølhanerne. De kunne dog sagtens være mødt op, for lørdagen var kø som skrevet en saga blot.
Punktræt
Lørdag tegnede der sig et mønster for dette års program, der havde en seriøs slagside mod bands, der spillede speedet poppunk for det brede publikum. Rantanplan gjorde det med tyske tekster, som Talco gjorde på italiensk. Om man forstod teksterne, betød dog intet, begge bands skulle nok ramme dig med energien, men køre dig flad med gentagelser.
Og jeg kan godt lide punk, men man må gerne kunne mærke de gode, kreative idéer. Her var der kun én. Så var det godt, at Prong kom og satte et værdigt metallisk punktum, selvom lyden på bassen var tæt på at ødelægge dele af koncerten.
Rantanplan – 16/8 kl 17.30
Penge til Ratata
Rantanplan er hamborgensisk ska-punk kvintet med to trompetister. Navngivet efter Lucky Lukes hund Ratata, der på i tysk oversættelse hedder Rantanplan. En protest imod punkens politisk ladede og mere ’seriøse’ bandnavne. Siden bandets start i midthalvfemserne er der sket en del udskiftninger, og på nuværende tidspunkt er eneste originalmedlem guitarist, sanger og tekstforfatter Torben Meissner. Hans grå hår er det eneste der vidner om at Rantanplan er et modent orkester, resten af bandet er noget yngre at se på.
Lær nu af Lemmy
Rantanplan gik på scenen efter danske Movement, som havde givet en udmærket og ret energisk optræden, men målt på energi skulle Rantanplan hurtigt sætte ny standard for Angeliter Open-air. De to trompetister for rundt som et par skoldede skiderikker i en pispotter, uanset om de skulle spille eller ej. De blev hoppet og danset og dirigeret rundt med et meget modtageligt hjemmepublikum, som tog fællessangen ret seriøst. Fra første tone af ”Monsterschiss” var der fest på hele pladsen, og fremmødet toppede næsten fredagens ved festivallens egentlige hovednavn, britiske New Model Army. Man mærkede at tyskerne havde en klar hjemmebanefordel, som de forstod at udnytte. Det var ikke nødvendigt for Meissner at sige noget overhovedet, og når han endelig gjorde det, forfaldt han til banale politiske floskler, der var bedst tjent med at være henvist til førnævnte pispotte. Et godt råd Herr Meissner: Hvis Lemmy ikke gjorde det, så lad være.
Mere festlig end musikalsk opløftende
Rantanplan er i sin essens radiovenlig punkrock, leveret med en for tyskerne, meget typisk vokal, hvor melodilinje tæller mindre, end tekstens spoglige blomster. Ergo betyder vokalistens talent mindre, og derfor lyder rigtig meget tysk punk ret ens. Og det er så her, Rantanplan har valgt at tilføje ikke kun én men to trompeter, der måske ikke på plade, men live, liver gøgemøget voldsomt op.
Det var dog ikke udelukkende blæserne der bidrog til løjerne, for under ”Unbekanntes Pferd” iførte bassisten sig et plastik hestehoved og med en af trompetisterne siddende på sine skuldre, gennemførte han nummeret i, hvad man må antage var, totalt blinde. Et effektivt scenetrick, til et nummer der, ifølge Meissner, hørte til de mere ukendte. Den udtalelse virkede det ikke helt som om han havde belæg for, for der blev skrålet med helt nede fra de bageste rækker. Men igen, Angeliter var nok et meget dedikeret publikum.
Festen fortsatte i lidt over en time, og koncerten afslørede hurtigt, at godt nok er der voldsomt knald på Rantanplan, men deres materiale lider under de samme akkordstukturer og tempi. Og det bliver man hurtigt træt af.
Da Rantaplan gik af, var der shoegaze med Turbostaat og mere monoton speedet italiensk punk med Talco, inden Angeliters eneste metalliske indslag Prong, som var den egentlige grund til heavymetal.dk’s tilstedeværelse.
Setliste:
Monsterschiss
Ahoi
Stay Rudel Stay Rebel
Alles wird Pop
Rude Boys
Durch die Nacht fällt Schnee
Sturmvögel
Staub
Revolution (Emma G.)
Comandante
Zombie Che
Großversuch (in Sachen Leben)
Wir sind nicht die Onkelz
Schattenmensch
Unbekanntes Pferd
Jeder so wie er kann
Fass die Uhr nicht an
Hamburg, 8 Grad, Regen
Kiel
St. Pauli
Prong – Angeliter Open-air 16/8 kl 22.30
40, fed og Prong
Da far (læs undertegnede) var en stor knajt, kom der på tv-kanalen MTV et midnatsprogram kaldet ”Headbangers Ball”. Det indviede os pubertetsknægte i heavy metal, og der stødte jeg første gang på Prong. Præcis hvilken musikvideo det var, husker jeg ikke, men Prong var anderledes fra ballets andre stamgæster. De var hverken død, thrash, nu, grunge eller punk. Og allerede i starthalvfemserne var de ved at være ret erfarne, for Prong er dannet i 1986 i New York som et trekløver centreret om guitarist, sanger og sangskriver Tommy Victor. Gennem bandets snart 40 år har Victor været eneste vedholdende medlem. Med afsæt i New Yorker hardcore fandt Prong sin egen niche, melodisk og minimalistisk heavy metal med industrielle detaljer.
Lørdag aften var det så endelig tid til festivallen egentlige og eneste metalliske indslag, og efter to dage med overivrig tysk punk, blev Prong imødeset med længsel.
Ikke mere punk
Tommy Victor havde til lejligheden hyret to håndlangere, der begge var væsentligt yngre end han, der må nærme sig sit syvende årti. Bassisten lignede et af den slags gigantiske skinheads der spiser gorillaer bare for at komme ud af sengen. Hans mine var konstant indstillet på drønhamrende sur, men han var en effektiv indpisker og dukkefører. Undtagen mod koncertens slutning, hvor både tidspunkt, temperatur og publikums alder, øl og hashindtag, saboterede alle forsøg på at få gang i pitten. Men mere om det senere.
Prong valgte at starte lidt for sikkert valg ud ”One Outnumbered” fra Cleansing. Et klassealbum, hvorfra samtlige sange blev spillet, og det kunne man sågutte klage over. ”One Outnumbered” var bare ikke det rigtige at åbne med efter en aften med ska-punk og punk i højtempo. Der skulle have været et mere markant riff til at sige, at nu var det langt om længe tid til metal. Den fornemmelse fik vi først ved syvende sang ”Test”, hvor Tommy Victors grandiose riff fik koncerten op på et andet plan. Der åbnedes porten mellem band og folk endelig, efter de første seks, der ikke formåede at løfte publikum. De var stilistisk midttempo groove med minimalistiske riffs, som fungerer på album, men altså lige mangler det der skal til for at løfte op i et mestendels gråhåret publikum, langt over plejehjemmets normale sengetid. Men ”Test” var det der skulle til og efterfølgende fungerede setlisten upåklageligt, med skift i stemning og stilart fra sang til sang. Der kom både vild thrashmetal med ”Beg to Differ” og god gammeldags New Yorker hardcore med ”Disbelief”, som er helt tilbage fra 1986. Man troede næsten ikke at Prong havde eksisteret så længe, når man så de spring Victor lavede.
MMMMMMMMMM….
På trods af at jeg var strategisk godt placeret i forhold til lyden, manglede der definition i bassen. Den buldrede uden definition, tonerne blev en suppe af tordnende høj mumlen, og derfor var det som om Victors guitarsoli manglede et bagtæppe. Numrenes identitet røg fløjten når bassen bare var en ren lydmur. Bassen skal holde essensen kørende så guitarsoli bliver en del af et samlet hele. Som hos Pantera. Det var lyden lørdag langt fra, og med den bas er det klart at ”Not of this Earth” fuldstændig manglede originalindspilningens lette trin.
Men lyden kunne ikke sabotere setlistens mange guldkorn. Af dem blev ”Prove you Wrong” fremført med stor integritet, hvor vokal og kor fik teksten til at føles som kom den fra de tre mænds inderste. Her tog de deres rolle som lørdagens hovednavn på sig. Og der burde Prong måske have lukket ned, for det havde tyndet betragteligt ud i masserne, da de sluttede med Cleansing trekløveret “Another Worldly Device”, “Whose Fist Is This Anyway?” og ”Snap Your Fingers, Snap Your Neck”. Klasseskæringer, og derfor var det decideret pinligt at se skinheadmonsteret forsøge at piske et alt for smadret publikum til en circlepit. Tiden stod stille til bandets passivtaggresive kamp med tyskerne, og det blev tydeligt at de måske skulle have sluttet to minutter før. I stedet spillede de de tre nævnte Cleansing-rockere, som man som fan selvsagt gerne ville høre, men circlepit-fadæsen havde stjålet al fremdrift og enerti. I stedet for en stor finale, blev afslutningen en lunken fuser. Synd for Prong har både evnerne og sangskatten til så meget mere.
HELLE? COPENHELLE, hører du efter?
Setlisten:
One Outnumbered
Unfortunately
Out of This Misery
No Question
Broken Peace
Home Rule
Test
The Descent
Beg to Differ
Disbelief
Sublime
Not of This Earth
Unconditional
Prove You Wrong
Cut-Rate
Rude Awakening
Revenge...Best Served Cold
Another Worldly Device
Whose Fist Is This Anyway?
Snap Your Fingers, Snap Your Neck