DETEKTOREN

Steven Wilson Interview

Steven Wilson

Prog rock-ikon, multiinstrumentalist og tidligere Porcupine Tree-forsanger. Mød Steven Wilson!

Steven Wilson, der de seneste par år har udgivet anmelderroste progressive rock-soloværker, er klar med sin nyeste skive, To The Bone, der udkommer d. 18. august dette år. I den anledning har jeg haft en snak med ham omkring det kommende album, hans holdning til kategorisering af musik og definitionen af progressiv.

Dine tidligere udgivelser har været konceptdrevne og primært fokuseret på et gennemgående tema. Er der et bestemt tema/koncept, der kører igennem To The Bone?

Jeg tror, at når man er musiker, kunstner, skriver, eller hvad man nu laver, så er det svært ikke at blive påvirket af alt det, der foregår i verden lige nu, som du ved… ikke er så fantastisk. Jeg snakker ikke blot om den politiske sfære; jeg snakker mere om den retning, menneskeheden er ved at gå i, som på mange måder bekymrer mig. Som mange andre folk skriver jeg sange, der reflekterer den verden, vi lever i.

Så på den måde vil jeg ikke sige, at der er et specifikt overordnet tema eller koncept, men jeg føler, at sangene passer sammen, da de alle sammen omhandler ”problematiske” karakterer. Om de så er religiøse fundamentalister, terrorister eller bare ensomme, sørgelige mennesker, så har de i hvert fald problematikken til fælles. Udover det er der momenter fyldt med glæde og positivitet, som jeg måske ikke nødvendigvis er så kendt for.

Alt i alt er To The Bone en refleksion af mine bekymringer for verden omkring mig, men på samme tid handler den også om at se på de positive sider og om at prøve at se livets gave som noget ekstraordinært og prøve at få det absolut bedste ud af det.

Der er jo mange, der ser dig som en depressiv, melankolsk person, så det må være forfriskende at se en mere positiv side af dig for lytteren.

Ja, altså der er selvfølgelig stadig mørke og, som du selv siger, melankolske momenter på albummet, men der er også noget meget positivt og opløftende ved albummet. Sådan har jeg egentlig altid haft det med min musik.

Jeg føler, at kategoriseringen af mig som en depressiv og sørgelig person er unfair, for en stor del af min musik indeholder meget skønhed og positive budskaber – selv på mine tidligere udgivelser. Men der er helt sikkert øjeblikke på To The Bone, hvor folk vil blive overrasket – især de mere positive øjeblikke.

Det tror jeg bestemt også! Hvilket bringer mig til næste spørgsmål: Hvad har du sigtet efter rent lydmæssigt?

Mit primære mål var at distancere mig lidt fra, du ved, de tekniske musikalske aspekter og fokusere meget mere på melodierne og kunsten i at skrive sange. Noget, der kom ud af den indstilling, var, at jeg spillede en stor del af guitarstykkerne helt selv, hvor jeg tidligere har haft en super dygtig guitarist (Guthrie Govan) til at spille. Jeg følte ikke, at jeg havde brug for hans evner på To The Bone, for jeg sigtede efter noget mere direkte og simpelt i sangene. Der er større fokus på vibe, groove, følelser og en atmosfære, der lydmæssigt fylder rummet. Jeg har altid gerne villet lave noget nyt for hvert album og har virkelig haft fokus på at udvikle mig og udforske nye territorier.

Sangeren Ninet Tayeb, der også var med på Hand. Cannot. Erase., er tilbage på To The Bone. Kan du fortælle lidt om, hvordan I begyndte at arbejde sammen?

Jeg mødte Ninet Tayeb for ca. 10 år siden, da jeg var i Israel. Hun var en meget ung pige på omkring 19, og hun havde lige vundet Israels version af Pop Idol, X-factor, eller hvad de nu end kalder det, hvor hun blev til en popstjerne natten over – hvilket er forståeligt, for hun er en fantastisk sanger. Jeg begyndte at følge hendes karriere gennem årene, da hun besluttede sig for at blive en ”rigtig” musiker. Hun begyndte at spille rock, hun lærte at spille guitar og fik mere attitude. Så jeg tog kontakt til hende for et par år siden og spurgte, om hun ikke ville synge på en af sangene på Hand. Cannot. Erase. Hun var så populær blandt fansene, og jeg var fuldkommen blæst væk. Så da jeg skrev To The Bone, vidste jeg, at hun skulle være en stor del af albummet. Forhåbentligt kommer hun også med på turnéen for To The Bone næste år.

Så for den da! Det ville være fantastisk!

Ja, ville det ikke? Ha, ha.

Det vil jeg i hvert fald glæde mig til. Du er jo kendt for at udgive musik næsten hele tiden, vil nogen sige. Hvordan bibeholder du den konstante kreative fremdrift?

Det simple svar vil være, at det kan jeg ikke. Jeg ved, jeg har det ry, men i virkeligheden har jeg ikke selv skrevet så meget musik siden Hand. Cannot. Erase. i 2015. Jeg har selvfølgelig lavet noget med Blackfield og noget produktion-/mixarbejde, men jeg har arbejdet på To The Bone i to år. Så man kan godt sige, at jeg er blevet langsommere, men jeg ved også, at jo mere tid man bruger på et projekt, jo bedre bliver det. Hvis du tvinger dig selv til at skrive musik konstant, bliver det ikke nær så godt, som hvis du sætter tempoet ned og virkelig bruger tid på det.

Dine udgivelser hører, i et stort omfang, til progressiv rock. Hvad betyder ordet progressiv i en musikalsk kontekst for dig?

Jeg bruger meget sjældent ordet progressiv rock til at beskrive min musik, og jeg ser heller ikke mig selv som en musiker, der er fastbundet til en bestemt genre. Jeg har skrevet popsange, elektronisk musik, metal, jazzinspirerede sange. Hvis jeg skulle definere, hvad progressiv betyder, skulle det være musik, der ikke følger konventionelle regler inden for bestemte genrer.

Der er ikke bestemte regler bundet til progressiv musik; det kan både være tre eller 20 minutter lange sange. Så længe ens sange differentierer sig fra, du ved, ”vers, omkvæd, vers, omkvæd, c-stykke, omkvæd” og ikke følger en konventionel sangstruktur, kan man som musiker være progressiv inden for alle genrer. Som helhed handler progressiv om at tage lytteren med på en rejse, hvor de ikke nødvendigvis ved, hvor man fører dem hen… Og det er så langt, jeg vil strække definitionen af progressiv. For jo mere du definerer det, jo mere restriktivt bliver det, og hvis det bliver restriktivt, er det jo det modsatte af at være progressiv.

Jeg har et sidste spørgsmål, som jeg ved, du nok får ret ofte: Er der en chance for, at Porcupine Tree udgiver et album i fremtiden?

Ok… Efter alt det, vi lige har snakket om – det med at kigge fremad og udforske nye territorier – hvad tror du så, svaret er?

Øhhh…

Det ville være et kæmpe skridt tilbage. Det vil svare til, at jeg spurgte dig: ”Ville du komme sammen med en kæreste, du havde for 20 år siden?”. Du ved, det vil være et kæmpe skridt tilbage, og jeg vil helst gerne videre. Jeg tror også, folk vil blive skuffet, fordi de måske regner med, at det kommer til at lyde som Porcupine Tree for 10 år siden. Det kommer til at lyde mere som det, jeg laver nu, fordi jeg netop skrev musikken til Porcupine Tree, og jeg er jo gået en helt ny retning siden da.

Det korte svar vil være, at det er MEGET usandsynligt.

Tusind tak for din tid. Det har været en fornøjelse!

Selv tak! Ha’ en god aften!

Tilføj kommentar