No rest for the wicked
’Bare fordi man er en legende, behøver man jo ikke hvile på laurbærrene’. Dette kunne være drivkraften bag Darkthrones tredje studiealbum på bare tre år, og det er unægteligt et usædvanligt aktivitetsniveau fra et band, der udgav deres første langspiller i 1991. Bevares, med tanke på de skudsmål, vi her på Heavymetal.dk gav Eternal Hails and Astral Fortress fra henholdsvis 2021 og 22, er der reelt set ikke så mange laurbær at hvile på. Vi lader dog den slags petitesser ligge og konstaterer nøgternt, at den dynamiske duo bag Darkthrone, Fenriz og Nocturno Culto, er legender på metalscenen, og at de sidste uge smed deres 21. studiealbum på gaden.
Traditioner og alternative temaer
It Beckons Us All blev indspillet live i Chaka Khan-studiet i Oslo. Samme studie blev brugt til de to førnævnte udgivelser, og det kan man godt høre. Men selvom lydbilledet er genkendeligt, er alting nu alligevel ikke helt, som det plejer, for, præcis som Heavymetal.dk i al beskedenhed opfordrede dem til i forbindelse med Astral Fortress, lyder det, som om d’herrer Culto og Fenriz har gjort sig mere umage denne gang. Som om de har villet det mere og haft til hensigt at løfte niveauet og kreativiteten. Om det virkelig har været en bevidst ambition, vides selvfølgelig ikke, men resultatet taler sit eget sprog. Det hørte man allerede på de to singler, der udkom i ugerne op til udgivelsesdatoen. Den første, “Black Dawn Affiliation”, er endnu en tidsrejse tilbage til metallens guldalder, hvor traditionel heavy metal, doom og sludge samles i en ren opvisning i fede riffs. Vi får endda et stykke med ren Fenriz-vokal at slutte af på. Andensinglen ”The Bird People of Nordland” byder også på klassiske 80’er-heavymetalriffs med melodiske black-riffs oveni, og det udføres så effektfuldt, at de 7 minutter, sangen varer, aldrig føles langtrukkent.
Der er ikke mange andre end Darkthrone, der kan få en sej heavy metal-sang ud af at skrive om et folk, der lever i symbiose med nogle fugle i Nordland, og ”Bird People …” er langtfra den eneste sang med lad os kalde det alternative temaer. Den episke albumlukker “The Lone Pines of The Lost Planet” handler helt bogstaveligt om nogle ensomme træer på eksplaneten Pluto. Det er endnu et nummer, hvor man bliver hevet tilbage til de tidlige 80’ere, nu især US power metal-scenen. ”Lone Pines”, ja, faktisk hele dette album, ville passe perfekt på Boomerbloggens 1984-oversigt, så tæt er det på rendyrket 80’er-doom, som det er muligt at komme. Et perfekt c-stykke med flere guitarlag og smuk psykedelisk Sabbath-tilbedelse er med til at understrege, at Darkthrone stadig i flæng kan hive fede riffs ud af striktrøjernes lange ærmer. Desværre taber sangen momentvis pusten, når tempoet sættes helt ned, for riffet, der bruges i de sekvenser, er trods alt ikke stærkt nok til at stå helt alene. Afslutningen virker også lidt forceret, hvilket desværre forstyrrer den episke stemning lidt.
Disse svagheder illustrerer meget godt, hvad udfordringen er på i hvert fald dele af albummet, der ikke ofte nok når op på samme niveau som singlerne. “The Heavy Hand” er tung og fodslæbende, og “And in That Moment I Knew The Answer” er et afdæmpet instrumentalnummer, der trænger til noget vokal, for der mangler noget energi. Heldigvis er der langt færre denne gang, men igen dukker der eksempler på den ’low effort’ op, der så ofte har plaget de to gæve nordmænd i Darkthrone de senere år.
Større armbevægelser, tak!
For hvor kunne det være fedt at opleve dem med langt større armbevægelser: Hvad med Per Wiberg på hammondorgel og mellotron? Simone Vollenweider med til at supplere Nocturno Cultos kværnende Tom G. Warrior-vokal? Jo Quail på cello? En flok nationaldragtklædte folkedansere, der tra-la-laer i baggrunden måske? Der er utallige muligheder. Men Gylve og Ted fortjener nu stadig kæmpe ros for deres tilgang til tingene: Her er ingen click-tracks, triggers, autotunede vokaler eller andet moderne stads. Nej, It Beckons Us All består af et hundrede procent organiske 70’er/80’er-vibes. Bagsiden af medaljen er så selvfølgelig, at der absolut intet er, som peger fremad. Men det lever denne anmelder så fint med, for lyden af såkaldt moderne metal er forfærdelig for mine sarte analoge ører.
