Interview med SVRL
SVRL
SVRL er et frisk pust i den danske musikalske undergrund.
På trods af deres relative korte levetid, har de imponeret mange med deres særprægede lyd. Det aalborgbaserede band som består af Morten, Mikkel, Allan og Patrick, har udgivet deres første EP Superior som kan høres her: https://svrl.bandcamp.com/
Jeg mødte drengene i deres øvelokale i Nordkraft i Aalborg, til en lille snak om hvordan det er at være ny på scenen i Danmark, Hvordan visionen er når man starter noget nyt op og hvem idolerne måtte være, både lokale og internationale.
Kan I kort fortælle, hvem I hver især er?
Allan: Ja, jeg spiller guitar.
Mikkel: Det gør jeg også, ha ha.. eller ja, jeg er trommeslager, men p.t. kører vi med en live-opsætning, hvor den ene rytmeguitar er med “på bånd” – som man siger.
Morten: Jeg er lead-vokalist.
Patrick: Bas, men også lidt brøl, når vi er live. Ved siden af SVRL er vi ret forskellige, hvert fald sådan jobmæssigt.
Så er jeg jo nødt til at spørge: Hvordan udtaler man jeres navn?
Mikkel: Several!
Super! Og hvilken betydning har det?
Mikkel: Altså den korte forklaring er, at det betyder ”adskillige”, og det handler om, at vi får forskellige ideer som individer, og SVRL er så det forum, hvor vi mødes og samler vores ideer.
I er jo relativt nyopstartet – hvordan føler I, at den danske metalscene har taget imod jer?
Allan: Jamen, ganske positivt. Vi har fået god respons i diverse medier, både for vores EP og koncerter. Overall meget positivt.
Hvordan startede bandet? Hvem tog det første spadestik, og hvad var visionen dér?
Mikkel: Allan og jeg har ikke helt kunnet blive enige om, hvem der kom først. Jeg spillede tidligere i et andet band, som ”fadede ud”, og kort efter begyndte rastløsheden og nye ideer at melde sig. Allan og jeg rendte på hinanden og kom til at tale om, at det kunne være sjovt at spille sammen igen, da vi havde spillet lidt sammen i gamle dage – altså i 90’erne.
Allan: Ja, vi kender hinanden fra ”way back”.
Mikkel: Vi havde nogle indledende ”møder”, og Allan havde nogle folk klar. Vi mødtes nogle gange, men der var ikke helt fælles fodslag… bl.a. ift. genren. Allan og jeg havde lidt en fælles vision allerede dér og fandt så nogle andre, vi swingede bedre med – Patrick er den senest tilkomne.
Patrick: Ja, jeg joinede i 2014, og så havde vi nærmest et fuldt lineup. Og så har det faktisk kørt slag i slag derefter med samling af de forskellige delkomponenter til SUPERIOR.
Ja, I udsendte jeres EP, SUPERIOR – Er der planer om en ny EP eller en fuldlængdeskive?
Patrick: Der er ikke som sådan nogen plan p.t. Det hedder gigs. Altså vi har da nogle ideer, vi løbende tager op, men vi er bare ikke sådan rigtig i den arbejdsfase lige nu. Fokus er på at få skabt noget opmærksomhed omkring SVRL.
Mikkel: Jeg vil umiddelbart gætte på, at det bliver endnu en EP, men hvornår er lidt uklart indtil videre. Så 2016 bliver et live-år? Morten: Det er hvert fald planen!
Når den kreative proces kører, er man jo som regel inspireret af nogen. Hvem er jeres inspirationskilder?
Mikkel: For mig er det ligeså meget alt muligt andet, som det er musik. Det kan være at se en film eller være i naturen. Inspirationen kommer ofte, når jeg mindst venter det!
Allan: Jeg er enig med Mikkel, men ser man på vores lydbillede, trækker vi selvfølgeligt en del inspiration fra f.eks. Meshuggah.
Hvad er det vigtigste for, at en sang virker for jer?
Allan: Øh, ja, det er umiddelbart lidt svært at svare på, men når man kan mærke, at man har den helt fede ide… og ja, vel bare at det føles rigtigt for os!
Patrick: En slags ”gut-feeling”, vil jeg sige.
Mikkel: Ja, det kan man da faktisk godt kalde det.
I har jo en meget særpræget sound. Har I lidt guf til de andre musikere? Hvordan får man SVRL-lyden?
Mikkel: Bare slå rigtig hårdt på alting... ha ha ha!
Allan: Det er nok mere Tue (Madsen, red.), der kan svare på det.
Patrick: Ja, ha ha. Uden Tue havde det nok lydt markant anderledes.
Morten: Altså, vokalen er tracket hos Jesper Møller i Takt & Tone, som gjorde et fedt stykke arbejde for os!
Mikkel: Ja, bestemt. De øvrige instrumenter indspillede vi hos Søren Hoff, og så fik Tue lov at ”samle puslespillet” ha ha ha…
Patrick: Men hey, det blev jo monsterfedt!
Hvilket internationalt band ville I gerne spille sammen med?
Allan: Jamen... Gojira, Meshuggah, Architects… Vildhjarta.
Mikkel: Jamen for mig er det også bare Meshuggah, The Dillinger Escape Plan, Cynic og The Ocean – eller Devin Townsend, hvis man skulle drømme sådan ovenud-ad-himlen-stort, men også nogle som fx The Algorithm, Beartooth, Hacktivist.
Patrick: Ja, Meshuggah går vidst hele bordet rundt, ha ha. Men ja, altså Meshuggah, Gojira, og ift. det, du siger, Mikkel; sådan nogle som After the Burial, Whitechapel og Mantar har også gang i nogle rigtig fede ting.
Morten: Lamb of God.
Hvilke danske bands ville I gerne på turne med?
Allan: Jeg tror, det kunne være sjovt med sådan nogle som Hatesphere og så selvfølgelig Mercenary, da jeg kender René helt tilbage fra børnehaveklassen. Stilmæssigt kunne det være fedt med et band som Scamp.
Patrick: Jeg kunne godt tænke mig at komme på tour med LLNN. De har en superfed energi og atmosfære omkring sig. Cold Night for Alligators kunne også være fede – vi havde fornøjelsen af at varme op for dem i Herning i marts. Sidste band skulle være Scamp, som Allan også nævnte – det er virkelig fedt.
Morten: Jamen, Allan har taget mine! Hatesphere især. De har altid været en drøm for mig at spille med, hvis jeg kom i et etableret band. Jeg synes, de er et af Danmarks fedeste bands!
Mikkel: Jeg har haft lidt flere i tankerne udover dem, som er nævnt – bl.a. The Arcane Order. Deres seneste plade er røvfed, og så er de nogle rare gutter! Så er der Billy Boy in Poison – af samme årsag… eller Invocator. Det ku’ også være fedt! Selvom sandsynligheden måske ikke er så stor længere, men man har jo nogle drengedrømme.
Kunne I forestille jer, ligesom Mercenary, primært at spille i Tyskland el.lign.?
Patrick: Altså, man skal jo aldrig sige aldrig! Det kunne da være fedt at komme udenlands – scenen virker også til at være lidt bredere end herhjemme!
Alletiders. Til sidst: shoutout til jeres fans? Et statement?
Patrick: Spel nåed mæ Slayeeeeeerr!?!... Eller, ja... pas?
Mikkel: Har vi nogle fans? Ha ha ha ha haa… Øh, jeg ved ikke lige... Tak til jer, der kommer, og tak til alle, der støtter undergrunden i det hele taget!
Patrick: Vi ses på KB18! Og igen snart ude på brædderne!