Interview med Seether

Seether Seether

Seether svingede for nylig forbi Amager Bio – og Heavymetal.dk var selvfølgelig på pletten! Forud for koncerten fangede vi frontmand Shaun Morgan og bassist Dale Stewart til en snak om bandet, et skrantende samfund, Sydafrika og George Michael. Læs med her.

Jeres nye album, Poison the Parish, er en tand hårdere end Isolate and Medicate. Det er næsten en tilbagevenden til rødderne. Hvordan vil I selv beskrive albummet?
Det er helt sikkert et throwback til vores gamle lyd. Poison the Parish er det første album, hvor vi ikke har gjort brug af eksterne producere; Shaun har selv produceret pladen! Du ved, typisk er det producerens opgave at forfine og raffinere musikken. De skræller kanten af, gør sangene mere radiovenlige og sørger for, at materialet er ’sikkert’. Det er i hvert fald vores oplevelse af processen. Det er forståeligt nok, hvorfor de gør det, men for os er det ikke optimalt. Derfor valgte vi at selvproducere. Vi har ikke slebet kanterne; albummet er hårdt, beskidt og cool! Vi er meget tilfredse. 

I har tidligere sagt, at Poison the Parish er en form for samfundskritik – særligt rettet mod sociale medier og reality-stjerner. Kan I fortælle mere om det?
Det giver næsten sig selv; verden er styret af tåber som familien Kardashian… Folk, især unge, ser op til de her forfærdelige reality-stjerner og gør alt, hvad de kan, for at blive som dem. Det er totalt meningsløst. Se bare den ”cash me outside”-tøs, Danielle Bregoli… Jeg (Shaun) ved ikke engang, hvad det pis betyder, og nu har hun en pladekontrakt med Atlantic Records. Hun bliver millionær, inden året er omme, og har allerede millioner af følgere på Instagram – men hun er jo et ligegyldigt menneske. Jeg forstår ikke, hvorfor samfundet synes, det er ok at eksponere og idolisere sådan en dynge skidt – især ikke, når de mennesker, der rent faktisk har noget af værdi på hjerte, skubbes i baggrunden. Det hele handler om at se pæn ud og tjene kassen. Samfundet er faldet fra hinanden. Familien Kardashian kommer ikke til at skrive nogen nobelprisvindende bog eller skabe skelsættende kunst! Come on, pigen uden læber sælger pludselig læbestift! Hvad er det dog, her sker? Sådan er verden nok bare.

Puh, det er vist en større diskussion. Lad os vende snuden mod jeres hjemstavn. Hvordan var musikscenen i Sydafrika, da I startede med at spille?
Der var et fint lille miljø, men det var bestemt ikke rockmusikken, der blev lagt vægt på! I vores nærområde var der et par rockbands, men langt de fleste af den slags bands kommer aldrig ud over den sydafrikanske grænse. Det er et lille land på den front. Andre genrer – såsom afrikansk gospel – klarer sig meget bedre. Der er et større publikum til den type musik. Men vi havde det virkeligt sjovt! Vi spillede på nogle små festivaler, var venner med de andre bands og crashede på hinandens sofaer, du ved. Det var gode tider.

Der var ikke engang en radiostation, som spillede rock – kun en popstation, som efter kl. 22 fyrede op for noget larm. Men det var kun de store amerikanske bands, der fik spilletid. Der var absolut ingen chance for at opdage noget nyt og interessant. Hele musikscenen var baseret på word of mouth, og det var hårdt at bryde igennem. Mange af de bands, vi spillede med dengang, eksisterer slet ikke mere. Det er næsten umuligt at leve af musikken, hvis ikke du løsriver dig fra Sydafrika. Selv de største musikere dernede har almindelige jobs ved siden af – ellers får de simpelthen ikke brød på bordet. Vi bliver mindet om det, hver gang vi tager hjem… Der er ingen koncerter at gå til. Vi kan i hvert fald ikke finde dem!

I de sidste mange år har I haft forskellige ’låneguitarister’ med på turné – og denne gang er det Clint Lowery. Kunne I finde på at tilføje et fjerde bandmedlem, eller foretrækker I at være en trio?
Vi ser, hvad der sker. En udvidelse af bandet har før været på tegnebrættet, og nogle folk har været mere involveret end andre. Da Troy McLawhorn var med, betragtede vi ham som en del af bandet, men det holdt ikke så længe. Vi har brug for en, der kan investere sig selv 100 %. Clint har jo også travlt med Sevendust, så det er nok tvivlsomt, at vi kan få ham med permanent. Lige nu ser vi ham som et deltidsmedlem; han er fx med i vores nye videoer. Det er fedt at have ham i flokken. Vi har været venner i evigheder, og han er bare så hamrende dygtig. Han bidrager med en masse og sætter gang i festen, når vi spiller live. Han kan spille, han kan synge, og lige nu lyder Seether bedre end nogensinde før. Vi vil ærgre os, når han skal tilbage til Sevendust. Vi må sørge for at turnere forskudt, så vi kan lokke ham med igen, ha, ha!

Fed plan! I lader til at være et band med god humor; det viser flere af jeres musikvideoer. Synes I, det er vigtigt at beholde jordforbindelsen, når man er i et succesfuldt band?
Man skal bare ikke være en idiot! Mange tager sig selv alt for seriøst, og det ender sjældent godt. De mennesker bliver nogle selvoptagede skiderikker. Man skal ikke bruge tre timer foran spejlet, inden man går på scenen – det her er rock ’n’ roll! I virkeligheden er vi bare en flok unger, der aldrig blev voksne. Der er ingen pointe i at blive seriøse nu! Det hele handler om at balancere det sjove og alvorlige. Kan man ikke det, er det forfærdeligt.

Nogle af jeres sange – som eksempelvis ”Rise Above This” – er tydeligvis vældig personlige. Hvor meget i Seethers univers er baseret på sande historier?
Det meste! Langt de fleste sange bygger på noget, Shaun selv har oplevet, eller noget, han har observeret. Teksterne handler om personlige erfaringer, og alt sammen kommer indefra. Det er noget, Shaun føler. Når han er pissevred på samfundet, er det ægte aggressioner; der er ingen falske eller fabrikerede følelser her. Musik skal være ærlig og betyde noget. Der skal være et formål rent følelsesmæssigt. Efterlader musikken ikke noget indtryk, er det jo spild af tid. Vi har indspillet mange sange gennem årene, som bare ikke bed sig fast og derfor aldrig er blevet udgivet. Dem hører I måske, når vi ikke er her længere, ha, ha!

Apropos betydningsfulde sange… I har netop lavet en coverversion af Thrices ”Black Honey”, og I har tidligere leget med George Michaels ”Careless Whisper”. Er der nogen sange, I aldrig vil turde røre?
Ja, alt fra hende “cash me outside”-tøsen! Ej, vi vil nok aldrig lægge os ud med Queen; ingen bør eftergøre Queen! Desuden er der stor forskel på at lave covers live og på plade. Vi har ofte spillet noget fra Nirvana og Alice in Chains live, og det kan vi slippe af sted med, fordi formatet passer perfekt. Deres sange er skabt til liveshows. Da vi indspillede ”Careless Whisper”, var det egentligt ment som en joke; vi ville bare gøre den tungere end 80’er-versionen. Det har noget at gøre med vores forhold til den sang. Vi respekterer den selvfølgelig, men der er ingen ærefrygt indblandet. Derfor turde vi ændre sangen så meget. Det ville være en helt anden sag med The Beatles, The Doors, Pink Floyd osv. Men en 80’er-popsang… Go fucking crazy! 80’erne er et let offer, og George Michael klagede skam ikke. Hans gamle sang fik radiotid igen.

”Black Honey” har vi valgt at spille, fordi det bare er et fantastisk nummer! Hele albummet er virkelig godt. Vi har endelig fået øjnene op for Thrice. Det er også dejligt for os at klemme en spritny sang ind i sætlisten; oftest ved covernumre springer vi tilbage til 90’erne. Nu spiller vi sgu en sang fra et band, der stadig er i live, ha, ha!

Jeres europaturné slutter i oktober. Hvad er planen efterfølgende?
Ja, vi tager hjem d. 19., og så holder vi vist fri i en måned. Derefter tager vi rundt i USA i fire uger, holder lidt fri og tager af sted igen i januar. Der er Shiprocked og nogle flere amerikanske datoer. Umiddelbart er planen, at vi vender tilbage til Europa i maj og juni for at ramme nogle af de store festivaler. Vi turnerer, til vi falder om! Vi har en masse spillejobs helt indtil slutningen af 2018, måske begyndelsen af 2019. No rest for the wicked, som man siger. Åh, vi må være så wicked!

Mange tak for jeres tid og svar, gutter!
Fornøjelsen er helt på vores side.

Tilføj kommentar