Interview med Nicolaj Jul (Grusom)

promo billede

Til september udkommer Grusoms tredje langspiller, GRUSOM III, i den forbindelse har vi interviewet bandets frontmand, Nicolaj Jul.

Hej! Mange tak for, at I tager jer tid til at svare på vores spørgsmål – vi har jo efterhånden snakket med jer et par gange før. Denne gang skal det primært omhandle jeres kommende plade, GRUSOM III, der udkommer til september.

Hvordan føles det snart at være klar til at præsentere jeres fans for tredje Grusom-langspiller – hvordan har arbejdet med pladen været?
Vi har det pisse fedt med at skulle præsentere vores kommende plade. Vi har arbejdet hårdt og længe på den og er virkelig godt tilfredse med vores produkt. Det er en ny tid for Grusom. Der har været en pause, en udskiftning af et enkelt medlem, og det har gjort en stor forskel for Grusom, til den positive side. Med Peter Østergård bag trommer og bag knapperne i L2 Recording har det været et fantastisk eventyr at lave denne plade. Og efterfølgende smed vi det endelige mix, som vi også selv har stået for, over til Lasse Ballade i Ballade Studio, som har stået for mastering.

Hvad kan vi rent auditivt forvente af den nye skive?
I kan forvente en lækker rejse tilbage til 70'erne. Rå lyd, ingen autotune eller drumreplacement. Pladen er indspillet live og analogt på gamle fede preamps og lækre båndmikrofoner for at få den fede vintagelyd. Vi har lagt vægt på den gode melodi, de fede guitarriffs og gode grooves, der tager tanker og følelser tilbage til gammel tid.

Hvad kan vi rent tematisk forvente af den nye skive?
I modsætning til de to forrige album, som bar meget præg af det virkelig dystre, møder I her en plade, som har masser af begær, kærlighed og rejser ud til okkulte destinationer. Det betyder ikke, at denne plade er en dans på lyserøde roser. Der er masser af dystre undertoner i de mange nye fortællinger.

Er der noget konkret, I har brugt som inspirationskilde – både hvad angår tekster og lyd?
Grusom består af seks mand med seks forskellige genrepræferencer, og grundet dét opstår der en magi i øvelokalet. En magi, som andre har valgt at associere med bands som The Doors, Black Sabbath, Thin Lizzy og Fleetwood Mac. Lydens tilgang udspringer fra 70'ernes syrerock og heavy metal. Med andre ord: Vores inspirationskilde er musik fra gamle dage, og hvis der er noget nyt, som har inspireret os, er det, fordi det lyder som gamle dage. Med hensyn til tekster er det langt hen ad vejen et liv forsøgt levet, som har været inspiration  til de fortællinger, I hører på pladen.

Et par af sangene fra den nye skive har I jo allerede spillet i livesammenhænge og fået positiv respons fra publikums side. Selv havde jeg den store glæde at opleve det på Rust tilbage i april. Hvilken af de endnu ukendte sange fra GRUSOM III glæder I jer mest til at høre publikums respons på, og hvilken tror I, jeres fans kommer til bedst at kunne lide?
Det er rigtig, at vi i det sidste halve år har spillet flere af de nye numre live for at teste dem af og se, om de er gode livenumre, og for at få en respons på dette. Vi føler selv, at numrene er medrivende, og nyder meget at spille dem live, og vi ser naturligvis frem til at høre publikums respons på alle numrene.   

I har jo allerede udgivet to singler fra den kommende plade, “Shadow Crawler” og “Le Voyage”. Hvordan faldt valget på netop disse to sange som singler?
Vi føler, at begge numre er stærke på hver deres måde, idet de er ret forskellige og viser en god sammenhæng samt en stor diversitet i vores kommende udspil.

Har I allerede en personlig favoritsang fra den kommende plade?
Det er muligt, at den enkelte i bandet har skabt sig en favorit. Men som helhed i gruppen er vi stolte over og tilfredse med pladen som helhed. Det er klart, at vi har valgt de to singler, som vi har, da vi naturligvis føler, at det er gode numre. Men om de decideret er favoritter, er svært at sige.

Hvordan ser de næste måneder ud for Grusom – kan vi måske se frem til nogle flere koncerter fra jeres side?
De næste måneder ser jo spændende ud. Pladeudgivelse midt i september, såfremt alt går, som det skal. Og Grusom spiller på Sonic Ritual 2025 på Råhuset den 6. september. Udover det smutter vi en tur over grænsen og spiller til Cause Of Deaf Fest II i Hamborg den 4 oktober.

Hvad er det næste skridt i jeres karriere? I må gerne tænke stort.
Det næste skridt er svært at sige. Men forhåbningen er da klart at komme ud på de større festivaler igen som Copenhell og andre lignende festivaler. Vi føler os rigtig godt hjemme på de større scener og føler, at vores lyd kan rumme dem. Vi drømmer klart også om at komme over grænserne både sydpå og over til vores naboer mod nord.

Er der noget, I ønsker at tilføje her til sidst?
Her til sidst håber vi selvfølgelig, at folk vil tage rigtig godt imod vores kommende plade, som de gjorde ved de to andre. Pladen kan allerede nu forudbestilles via Kozmik Artifactz og ellers via vores side på Merch City, som snart er up and running.