DETEKTOREN

Interview med Dirt Forge

Dirt Forge Dirt Forge

Jeg satte mig ned og fik en lang snak med Danmarks mest misforståede band om genrer, målsætninger og om at være for kendt til Copenhell.

I hørte det her først!

Jeg spilder ikke tiden med at gå i flæsket på Danmarks mest (u)seriøse band, da jeg har hørt fra en pålidelig kilde, det hurtigt kan degenerere til fis og ballade, og jeg er blevet lovet, af samme pålidelige kilde, at jeg nok skal få svar på mine medbragte spørgsmål. Så uden yderligere omsvøb lægger jeg ud med det spørgsmål, jeg har glædet mig mest til at stille:

I skal i studiet lige om lidt, og det vil jeg meget gerne høre lidt om:
Alex udbryder, næsten før jeg har fuldført sætningen: ”Vi skal til Liverpool og indspille med en gut, der hedder Chris Fielding!”. Han må have bemærket mit tusind-meter-blik, for han forklarer venligt for mig, Chris bl.a. er producer for bandet Conan og desuden har samarbejdet med bands som Electric Wizard, Napalm Death og Primordial, og med Alex’ egne ord ”sætter det barren højt.”

Hvordan kom det i stand?
Alex tager atter ordet og forklarer, hvordan de endte i stald hos Chris: ”Vi satte os og snakkede om, vi skulle lede efter en, der ville indspille vores plade, og vi indspillede hos Patrick Fragtrup (fra Barricade) på vores EP, og han gjorde et sindssygt godt arbejde, og det var en ære at arbejde sammen med ham, men vi ville gerne se, om vi kunne tage skridtet videre. Han var under oplæring dengang. Vi ville presse os selv lidt”.

Alex og jeg har forud for interviewet talt en del om, hvor meget han glæder sig til, de skal til Liverpool at indspille, men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan deres ideelle proces ser ud – drømmestudie, hvilken som helst producer etc. Så jeg smider spørgsmålet på bordet, i den naive forventning, at det vil blive besvaret fyldestgørende og seriøst. Men hvor det indtil nu, ca. fem minutter inde i interviewet, er forløbet forholdsvist roligt, slår den følgende udveksling af ord tonen an for resten af samtalen. Uden at blinke, lige så tørt som man kunne forvente af en mand, der spiller trommer i et sludgeband, kommer det fra Nicolai: ”Chris Fielding fra Conan har jeg hørt er supergod”. Der bliver fneset kollektivt rundt om bordet, men han holder tungen lige i munden og fortsætter, gravalvorlig: ”Der, hvor vi er nu, er det det ideelle for os alle sammen, for hvis du spørger os personligt, kommer vores individuelle musikalske præferencer frem”. Han fremhæver dernæst, han personligt gerne ville have fingrene i Tools producer, og der smider bandets bassist, Yannick, sit første BS-kort på bordet og betror mig, han har hørt om bandet. Nicolai fortsætter ufortrødent, som er han vant til den slags kommentarer: ”Det her er noget, vi er enige om som band; vi holder vores personlige smag ude af det her”. Der bliver nikket eftertænksomt rundt om bordet, og Yannick kommenterer på, hvordan det er med til at påvirke bandets forestillinger om, hvad tiden i studiet kan gøre for dem som band, især hvordan det kommer til at påvirke deres forventninger til hele processen. 

En anden ting, jeg har tænkt på at spørge om, er, hvad I har af målsætninger for 2017, og hvor mange af dem er realistiske?
Det viser sig at være en af de eneste gange interviewet igennem, at alle er enige, for der bliver udbrudt et fælles ”Uha. Fuck”. Alex mener, at det eneste urealistiske mål er verdensherredømmet, men Nicolai bryder ind og informerer mig om, at 2017 ikke er planlagt i detaljer, men at det primære mål er at få indspillet pladen og dernæst få den udgivet – dog er en dato for udgivelsen heller ikke på plads endnu, da de jo lige skal indspille numrene først, ikk’? Alex sætter mig allervenligst ind i fremgangsmåden, hvorpå deres kommende album bliver til: ”Vi kører lidt DIY-stilen på den her plade. Vi har ikke planer om, vi skal ud og pushe den til et pladeselskab, der gider betale for den. Al produktion og udgivelse og kontakt til forskellige instanser, det er noget, vi selv står for. Det er en længerevarende proces, men forhåbentlig bliver den udgivet tidligt, så vi kan nå at få spillet en masse koncerter”. Yannick, som indtil videre har holdt sig lidt i baggrunden, tilføjer, det kunne være sjovt at prøve en festival. Nogen mumler noget om at spille på både Roskilde Festival og Copenhell, og alle grynter bekræftende. De fleste af deres tourmates, bl.a. Bersærk og Grusom, har allerede haft æren af dette, og der hersker generel konsensus rundt om bordet om, at det så må være Dirt Forges tur næste gang. Der bliver drømt lidt højt om en europaturne, indtil bandets alderspræsident, Nicolai, skærer igennem og konkluderer, at der ikke er andre konkrete mål end udgivelsen, men de påtænker at gentage succesen fra sidste år med kvartalsmæssig målsætning, når 2017 begynder at nærme sig.


Og hvordan er det så gået med det – har I fået opfyldt de mål, I satte jer?
Både Nicolai og Alexander svarer bekræftende. De mener selv, de er gode til at sætte opnåelige mål for bandet. At skrive nye sange og have dem klar til et bestemt tidspunkt, tage på en danmarksturne (den opmærksomme læser vil vide, den er hakket af), det lader til at være nogle overskuelige mål? Yannick indskyder her, det er vigtigt at sigte lavt, så man ikke falder så langt, hvortil de to andre bryder sammen af grin og fastslår, at bandets nye mantra herefter skal være ”Sigt Lavt.”

I lavede en skattejagt i forbindelse med udgivelsen af Ratcatchers. Hvad kan vi så forvente, I finder på, når I udgiver jeres album?
Der forefindes desværre ikke noget entydigt eller fyldestgørende svar på dette ellers yderst relevante spørgsmål, for alle svarer på samme tid: ”Det glæder vi os også til at se”. Bandet forsvinder kollektivt ind i hvad-nu-hvis-land, og der bliver foreslået alt fra brændte cd’er til kanalrundfart. Dog drager de hurtigt den konklusion, at den bliver svær at overgå…

For kreative til at spille hurtigt?  

Så har jeg et spørgsmål til dig, Alex… Gør det en forskel for dig at stå med et ben i begge lejre? Nu er du jo både musiker og anmelder.


Nicolai smækker sin dåseøl ned i bordet og udbryder højlydt og med påtaget overraskelse: ”Hvad?! Er du anmelder?”. Alexander ruller med øjnene og udbryder lidt træt, at det er nemlig lige præcis sådan, det bliver håndteret, men at han adskiller bandet og Blastbeast fuldstændig. Til en vis grad. Gør du nu også det? For jeg HAR læst Blastbeasts anmeldelse af jeres koncert i Roskilde… Nicolai beretter om en ikke på forhånd aftalt anmeldelse skrevet af Søren, der kvitterede for koncerten med en halv stjerne og en masse indforstået snak om venstrehåndede. Det resulterede i et indigneret opkald fra Nicolais mor, der havde læst anmeldelsen og ikke havde forstået, det ”bare var pis”. Alexander nævner konceptet ”The New Shit”, en feature på BB’s side, der omhandler upcoming danske bands, og fastslår, at, på trods af utallige opfordringer til at deltage med Dirt Forge, så går den ikke... ”Jeg kan ikke anmelde mit eget band, det er for indspist. Vi er blevet opmuntret til at deltage i Wacken Metal Battle, og der sidder BB som dommere. Vi er mediepartnere på Branchedagen, så det sætter jo nogle begrænsninger”. Nicolai giver udtryk for, det alligevel er en smule befriende ikke at kunne trække på det, ”for vi gør det jo meget godt alligevel”.

 

Der er gået inflation i at spille musik, der ender på -core. Er det et bevidst valg, I er gået efter sludge, eller vågnede I bare op en morgen og tænkte ”det er det, vi skal lave”?


Nicolai betror mig, at Yannick engang sagde til ham: ”Jeg vil bare gerne spille langsomt”. Der bliver holdt en kunstpause, så alle kan få grinet af, og Yannick kan berette om en aften på Beta (de arbejder der begge som frivillige), hvor Nicolai udtrykte sin frustration over at være tvunget til at spille rock, når han i virkeligheden hellere ville spille metal. Yannick selv var på daværende tidspunkt optaget i et andet band, men fandt alligevel tiden til at jamme lidt rundt med noget Superjoint Ritual. Dernæst sluttede Alexander sig til flokken, og så var Dirt Forge en realitet. Der forelå oprindeligt ikke noget formål, andet end, som Yannick så smukt udtrykker det: ”Det skulle bare være lidt beskidt. Lidt ulækkert”. Så I ville gerne spille ulækker metal? Alexander udbryder meget pludseligt: ”INGEN AF OS ER DYGTIGE NOK TIL AT SPILLE HURTIGT!”, og Yannick supplerer med en kommentar om kondition eller mangel på samme. Nicolai nikker næsten træt og Alexander fortsætter med at forklare, de mentale evner heller ikke levner plads til at spille grindcore – Yannick mener selv, det er fordi, de er for kreative til det sædvanlige 1, 2, 3, 4, dukka dukka. Nicolai støver alvorshatten af og forklarer, hvordan de, ligesom alle andre bands, har haft et afsæt, og det afsæt ”har videreudviklet sig, efterhånden som vi har fundet hinanden musikalsk”. Tråden bliver samlet op af Alexander, der fortæller, hvordan de nyere numre har bevæget sig lidt væk fra sludge, og traditionen tro bliver han afbrudt, denne gang af Nicolai, der funderer lidt over, hvad sludge egentlig er, og at det var meget bedre i gamle dage, inden alting blev stemplet som sludge. Jeg sympatiserer og nævner, at jeg har det ligeledes anstrengt med deathcore: alle spiller det og spiller det samme, så det er dejligt, der kommer nogen ind fra venstre og siger ”hey, vi er ikke gode nok til at spille hurtigt”. Bandet kvitterer med et latterbrøl, og Yannick afslører, de ikke kan tælle til breakdowns. Alexander bliver seriøs et øjeblik og giver udtryk for, deres nyere materiale bærer præg af, de prøver nogle andre ting. ”Det behøver ikke være bluesriffs det hele, være langsomt og lugte af hash”. Yannick samler op på seriøsiteten og giver udtryk for, han synes, det er spændende med akkordprogressioner, og bedst som mine skuldre sænker sig i lettelse over, vi endelig er tilbage på sporet, er det Nicolais tur til at bryde fortryllelsen med et kortfattet ”Vi gør bare, hvad der passer os”. Yannick forbarmer sig over mig og forbliver i rollen som seriøs musiker; han fortæller mig, det er musikken, der afgør retningen, og de som musikere blot følger med.
 

For kendte til Copenhell

Jeg var efterhånden løbet tør for ting at spørge om, så jeg informerede dem om, at ordet var frit – noget, jeg kom til at fortryde bitterligt, men hvis der skulle sidde en VVS’er derude, der ikke koster en formue i timen, har Yannick en defekt vaskemaskine… Jeg besluttede derfor at slukke for mikrofonen, men det var som om, det ansporede dem til at lukke flere guldkorn ud, så den efterfølgende tekst er efterdønningerne af et interview, der både bød på dåseøl med banansmag, flere snacks end der var brug for og en masse dumsmarte kommentarer, jeg desværre var nødt til at udelade for alles bedste.

For som vores ”off the record”-snak tydeliggjorde, har vi her at gøre med tre mennesker, der ikke tager ret meget alvorligt, især hverken dem selv eller de andre i bandet – noget, der i den grad har vist sig at give bagslag, når det eneste, der rent faktisk bliver taget alvorligt, er musikken. Både Nicolai og Alexander beretter om at få kastet frugt efter sig under en koncert, og Yannick bliver udpeget af bøvede typer på Copenhell, ”høhø det’ da ham fra Dirt Forge”. Jeg foreslår, de måske kan vende det til deres fordel, at der ikke er nogen, der forventer andet end en flok bøhtosser, og Alexander foreslår i stedet, at folk lytter til deres tekster, for det er DER al seriøsiteten kommer til udtryk. For jeg sidder (og sad) med følelsen af, at Dirt Forge er et projekt, alle tre brænder for. Det kommer til udtryk undervejs, at det er et band, der i høj grad ER sine medlemmer; det er noget, de har skabt sammen, og den dag, en af dem skulle trække stikket, er det slut.


Jeg observerer et lidt følsomt broment drengene imellem, men det varer kun ganske kort. Jeg drister mig nemlig til at spørge ind til, hvilke forskellige musikalske baggrunde de alle kommer fra, og hvor både Yannick og Nicolai er klare i mælet, trækker Alexander lidt på det og begår en klassisk fejl: Han spørger lidt tænksomt sig selv, højlydt ”Hvad bidrager jeg selv med?”, hvilket udløser et flabet ”Det spørger vi også tit os selv om”. Alle lo højt, og herfra degenererede det i sådan en grad, jeg måtte opgive at følge med – jeg har altså andet at lave end at tekste et bandmøde. Dog skal jeg her på falderebet huske at tage hatten af for d’herrer Yannick, Nicolai og Alexander. For på trods af alt det ævl, de formår at lukke ud på relativt kort tid, står det klart, der ikke er meget at rafle om, når det gælder dedikation til projektet. Efter en del snak om de førnævnte personlige inspirationskilder og hvordan de påvirker den retning, deres egen musik tager, læner Nicolai sig ind over mikrofonen og udbryder: ”GENRER ER NOGET FJOLLET FIS. Der er musik, og så er der smag. Punktum”. Han kaster sig ud i en længerevarende brokkeseance rettet mod folk, der brokker sig over musik – noget, der munder ud i en realisering om, at det her interview er totalt overflødigt. For man skal ikke danne sig en mening ud fra noget, man læser eller hører om, man skal ud og opleve det selv…

 

Tilføj kommentar