Interview med bookinggruppen Andelsslagteriet
Interview med bookinggruppen Andelsslagteriet
I forbindelse med deres næste arrangement har vi her på Heavymetal.dk fået os en snak med bookinggruppen Andelsslagteriet, der har fokus på at arrangere metalkoncerter. Deres mission er at bringe live metaloplevelser til Hillerød og omegn, så man ikke længere behøver at tage til større byer som København eller Aarhus for at opleve genren live. Visionen er at skabe et lokalt metalfællesskab ved at afholde typisk to metalkoncerter om året i byens kulturhus, Klaverfabrikken. Første koncert fandt sted tilbage i marts 2025, hvor der var hardcore på plakaten i form af Split og Hexis. Men hvilke erfaringer har de taget med sig fra debuten – og ikke mindst: Hvem skal spille næste gang? Læs med og bliv klogere.
Hvis I skulle beskrive Andelsslagteriets vision med tre ord, hvilke ord ville I vælge – og hvorfor?
Lokalmiljø, fællesskab og fed smadder. Det koger vel de vigtigste pointer ned. Vi kommer dybere ind i alt længere nede.
Kan I uddybe jeres vision for projektet – hvad er drømmen, og hvad vil I gerne opnå?
Grundstenen er, at der mangler noget tung musik i Hillerød. For os handler det ikke nødvendigvis om, at Andelsslagteriet skal blive kæmpe og booke de største bands hver weekend, men om at starte en scene for ekstrem musik i Hillerød. Det fedeste ville næsten være, hvis flere venues hoppede med på bølgen herude, så der var noget at komme efter som metalfan, selvom man ikke bor i København.
Hvorfor valgte I at starte i netop Hillerød og i samarbejde med Klaverfabrikken?
Vi har selv øvet i Klaverfabrikkens øvelokaler i syv år og spillet flere koncerter i Hillerød. Inden vi rykkede øvelokale, kom Jesper – frivilligkoordinator fra Klaverfabrikken – og spurgte, om vi ville anvende vores netværk til at få kørt noget mere metal herind. Med alle de bands og koncertgængere, vi kender, får vi sandsynligvis trukket noget mere publikum, end Klaverfabrikken ville kunne selv.
Første arrangement er vel overstået – hvad fungerede bedst, og hvad tager I med jer til næste gang?
Vi synes alt i alt, at debutshowet var en kæmpe succes. Det vigtigste er, at der skabes nogle fede rammer for publikum såvel som frivillige og kunstnere. Som det er kutyme herude, laver vi mad til alle, der hjælper til med at stable showet op, og spiser i fællesskab inden koncerterne, og de frivillige er nogle af vores rigtig gode venner. Kommer publikum ud med en følelse af at have været velkomne i slagteriet og kunstnerne ud med en følelse af, at der er blevet taget godt hånd om dem, har aftenen været perfekt. Vi har nogle drømme om at dele Truckhallen op, da der kan virke lidt tomt, selvom der er masser af publikummer, da lokalet er så stort, som det er, men det er noget, vi kigger på fremover.
Til jeres første koncert var der to bands og mulighed for at hænge ud i baren bagefter – vil I fastholde den form, eller er der tanker om at udvikle konceptet?
Vi ønsker at fastholde stemningen et stykke efter koncerten, også da vi heller ikke kører til så sent ud på aftenen. Det må gerne handle lige så meget om fællesskabet som musikken. Vi vil også meget gerne selv få snakket med gæsterne og kunstnerne, når showene er ovre. Så der vil altid være øl i baren, når headlineren går af. Hvad mængden af kunstnere angår, kommer det selvfølgelig an på alt fra budget til sætlængde. Generelt synes vi nok, at to-tre bands på en aften er the sweet spot.
Hvordan vil I gerne adskille jer fra andre metalarrangementer i Danmark?
Det vil vi ikke nødvendigvis; vi vil bare gerne have skubbet alle de fede shows, festivaler og koncepter, der allerede findes, 30 kilometer længere ud af København til at starte med. Det handler mere om at få udbredt metallen end at opfinde den dybe tallerken.
Hvad er næste skridt? Flere koncerter, nye spillesteder i Hillerød – eller måske i andre byer?
Flere koncerter på Klaverfabrikken. Vi leger dog med tanken om flere alternative koncertkoncepter. Som minimum kan I dog forvente to Andelsslagteriet-shows i Truckhallen om året, men vi har andre ideer i støbeskeen også.
Når I booker til næste metalaften, hvad vægter I højest: specifikke bands, en bestemt stemning eller genremæssig diversitet?
Vi ønsker at fremvise så mange undergenrer fra metal og hardcore som muligt, men lineup behøver hverken være af helt ens genrer eller helt forskellige. Vi ønsker at samle en bandpakke, der passer sammen i energi eller vibe, og som giver mening for os. I bund og grund er det nok vores musiksmag, der trækker mest, når vi booker.
Hvordan har responsen fra publikum og metalmiljøet været indtil videre?
Vi mødte sindssyg god respons til selve aftenen og er blevet kontaktet af enormt mange bands efterfølgende. Generelt har vi følt os spejlet i, at folk også synes, der ikke er nok smadder i byen, og det virker, som om det her koncept har været ønsket længe.
Hvis I havde en magisk tryllestav, hvordan ser jeres projekt så ud om fem år? Og hvis penge ikke var en faktor, hvem er så drømmebookningen?
Drømmescenariet er, at Andelsslagteriet har et fast publikum, der altid kommer, fordi de kan lide at være her, lige så meget for fællesskabet som for musikken. Forhåbentligt er der velbesøgt, hyggeligt og dygtige kunstnere. Selvfølgelig er der altid plads til flere i Truckhallen, men vi synes, at alle tre krav var opnået til første show.
Vi har en meget unik mulighed her for at afvikle koncerter i rigtig gode rammer for danske kunstnere og ønsker fortsat, at det er de fremadstormende danske bands, der skal stå på scenen her, frem for de kolossalt berømte. Hvis The Psyke Projekt fandt sammen igen for at spille her, ville det være et drømmescenarie opfyldt. Når det så er sagt, har vi tonsvis af drømmebands rundtomkring i Danmark, vi nok skal få booket.
Næste arrangement bliver den 22. november, og denne gang får dødsmetallen lov at pryde plakaten i form af Terrorpy og Afdød.
Terrorpy bringer deres beskidte og brutale død, som er skåret helt ind til benet, men alligevel har en fin teknisk kant, der får nakken til at knække i takt. Riffene er syltet i ondskab, trommerne banker som et maskingevær, og vokalen er så dyb, at man kan mærke den i maven. Live handler det ikke om fine fornemmelser, men om at blive blæst bagover af rå energi, sved og en pit, der ikke slipper dig fri, før sidste tone har lagt sig.
Afdød spiller med tyngde og vrede, som kunne vække selv de døde, trods de er et nyt skud på dødsstammen. Her er tale om rendyrket old school dødsmetal, hvor simple, onde riffs og brutal intensitet går hånd i hånd. Live rammes man af en musikalsk betonklods og går derfra med følelsen af, at dødsmetallens fremtid er i sikre, brutale hænder.