Boomerbloggen - Melissa og alle de andre
Født på kirkegården
Den 30. oktober 1983 udgav Mercyful Fate deres debutalbum, Melissa, og med ét cementerede gruppen sin position som ikke bare den bedste, men også den mest indflydelsesrige danske heavy metal-gruppe nogensinde. Selv i dag er det umuligt at finde (seriøse) lister over de bedste metaludgivelser fra ’83, uden at Melissa er med. Året efter fulgte københavnerne op med endnu et mesterværk, Don’t Break The Oath, der præcis som Melissa hører til blandt de allerbedste fra sin årgang. Allerede i 1985 var det dog slut på, hvad der for et dansk band kunne have været en helt exceptionel karriere. Hank Sherman, gruppens primære sangskriver, ville en anden vej, og tog til USA for at spille hair metal. En ualmindelig dårlig ide, men uanset hvad spillede Mercyful Fate sin (foreløbigt, skulle det vise sig) sidste koncert i Saga i København d. 11. april 1985. En helt uforglemmelig oplevelse, og billetten fra den aften er der passet godt på her på matriklen.
Alt det foregik uden ret meget opmærksomhed fra danske mainstreammedier. Alligevel var vi mange, der blev dybt deprimerede over, at vores lokale helte, der jo kunne spille helt op med de internationale metal-stjerner, sagde stop. Men for os, der oplevede koncerten i Saga, var skriften på væggen tydelig: Gruppen blev revet i stykker af interne konflikter. Resten af årtiet nåede Hank Shermans Fate at udgive fire albummer uden den store kommercielle eller kunstneriske succes. Bedre gik det som bekendt for King Diamond, der sammen med Michael Denner og Timi G. Hansen fra det rigtige Fate fortsatte med at udgive fremragende metal nu i kongens eget band.
Bare seks-syv år efter bruddet begyndte rygterne om et comeback dog at svirre. Først kom Return Of The Vampire i 1992 med gamle demoer og ’out-takes’, og året efter udkom det første rigtige Mercyful Fate-album i ni år, In The Shadows. Og hvilket comeback det var. Holdet var tilbage, desværre uden den kriminelt undervurderede Kim Ruzz bag trommerne, men niveauet var alligevel tårnhøjt. Fire yderligere udgivelser blev det til, for efter 9 i 1999 var det, foreløbigt, slut igen. 90’erne var mildt sagt et tumultarisk årti for metallen, især for 80’ernes store bands, men King & co. trodsede alle trends og fortsatte stilen med deres traditionelle heavy metal og okkulte temaer. Men hvor godt holdt det nye materiale egentlig i forhold til 80’ernes mesterværker? Og var der noget at hente for nye fans? Det ser vi på i nedenstående gennemgang og rangering af Mercyful Fates diskografi fra debut-EP’en til 9.
The Filthy 9
9. Return of the Vampire – 1992
Inden comebacket helt var en realitet, udgav Roadrunner en opsamling med diverse demoer og andre ting, der ikke var udgivet før. Det meste var ’indspillet live i studiet’ i 1981 og viste en gruppe unge opkomlinge, der var mindst lige så onde som Venom. Til gengæld var det mere ægte, og så kunne de spille røven ud af bukserne på de fleste! ”Burning The Cross” er et vidunderligt overflødighedshorn af riffs og melodier. Der er også tidlige udgaver af sange, der endte op på Don’t Break The Oath, samt et par Denner-kompositioner, som han havde taget med fra et tidligere band. Det var en spændende opsamling, men mest for de virkelig nørdede fans, og ikke i stand til at konkurrere med de ’rigtige’ udgivelser på resten af denne liste.
8. Dead Again - 1998
I 1998 havde Mercyful Fates comeback været i gang i seks år, og selvom Dead Again var et glimrende album, føltes det, som om gruppen lidt havde mistet pusten. Fra den oprindelige besætning var nu kun King Diamond og Hank Sherman tilbage. Godt nok havde de altid været gruppens mest markante skikkelser og primære sangskrivere, men det kunne på en eller anden måde høres. I forhold til den øvrige diskografi var der ikke meget, der skilte sig ud, også selvom det nok er det tungeste og mest ’doomy’ album, gruppen har udgivet. Solidt håndværk, lavet af topprofessionelle folk, men det er ikke nok til at klatre højt op på denne liste. Pantera-producer Sterling Winfield sad bag pulten, men det kunne man heldigvis ikke høre.
7. Time - 1994
På trods af det utroligt kedelige cover var Time fire år tidligere en virkelig vellykket Mercyful Fate-udgivelse. Herligt fri for 90’er vibes, for her eksisterede hverken grunge eller groove metal, kun de rendyrkede Mercy-dyder. Time led måske en smule under manglen på Hank Sherman-kompositioner (der var kun fire fra hans hånd denne gang), men kongen gjorde, hvad han kunne for at kompensere. Et lidt mere proggy album end normalt og ikke helt så catchy, men med sange som “Mad Arab” “Preacher” “Castillo Del Mortes” og “Nightmare Be My Name” var Mercyful Fate helt på toppen. Det er et vidnesbyrd om en vanvittigt imponerende diskografi, at dette album ikke kan lande højere end en 7. plads.
6. Into The Unknown - 1996
Efter Time kom Into The Unknown, der var et album fra et band, der for første gang i dette årti lyttede lidt mere til, hvad der skete omkring dem. Små anstrøg af groove og grunge, ja endda en kort sekvens der lød lidt henad Red Hot Chili Peppers blev det til, og det gjorde mystisk nok slet ikke noget. ”The Uninvited Guest” havde for eksempel et helt uimodståeligt groove på dette album, der blev det sidste med Michael Denner. Han skrev flere af pladens bedste riffs og smed dem sågar ind i én sang, men King Diamond gav den desværre karrierens absolut dummeste tekst og titel med ”16 Men and a Bottle of Rum”. Seriøst!? Men der var generelt geniale riffs over det hele, især på sange som ”Ghost of Change”, ”Holy Water”, “The Uninvited Guest” og titelnummeret. Ren klasse!
5. In The Shadows - 1993
Da det ’rigtige’ comeback-album udkom i 1993 må jeg indrømme, at jeg var lidt skeptisk. Mit første indtryk var, at det var ’Mercyful Fate uden Satan’, og at det dermed lød for meget som King Diamond (bandet). Men coveret var jo fantastisk, og hurtigt voksede albummet på mig. Med Hank Sherman og Michael Denners guitarmagi sammen igen, var det vigtigste fundament i Mercyful Fate jo tilbage. Teksterne havde godt nok mistet den farlighed og ondskab, man elskede fra 80’er-perioden, men gruppens optræden på Gentofte Stadion d. 28. maj som opvarmning for Metallica samme år forstærkede indtrykket af, at det her comeback var seriøst! Det var gruppens første koncert siden afskeden i Saga otte år tidligere, og for en stund var det, som om tiden havde stået stille. Endelig kunne man få lov til at glemme alt om grunge og groove, for Shadows var, og er, ganske enkelt en fremragende heavy metalplade. Komplet ude af trit med samtiden jovist, men ”Egypt”, ”The Bell Witch”, ”Is That You, Melissa” og alle de andre indeholdt alle de klassiske dyder: Eminente riffs, Denner/Sherman soloer over det hele, og masser af okkulte historier fra kongen selv. Skepsis blev hurtigt vendt til både benovelse og begejstring.
4. 9 - 1999
Fra første comeback-album til det sidste. Efter den ikke helt vellykkede Dead Again i 1998 vendte Mercyful Fate tilbage med et brag allerede året efter. På 9 blev der skåret ind til benet med speedmetal-bangers som “Last Rites”, “House On The Hill” og ”Insane”. Her var riff på riff, der på bedste vis illustrerede, hvordan de danske veteraner i sin tid havde inspireret thrash metallen. Det var mere pågående, mindre melodisk og med færre af de ellers så velkendte dobbelt-guitarøvelser. ”Buried Alive” indeholdt en af flere sindssyge vokalpræstationer fra King på det klart ondeste Mercyful Fate-album siden Don’t Break The Oath, også selvom King proklamerede: ’I don’t believe in Heaven, I don’t believe in Hell’. 9 blev det indtil videre sidste album efter genforeningen, men også det bedste. Det var så anden gang i karrieren, at københavnerne viste, at de forstod vigtigheden af at slutte på toppen, men det vender vi tilbage til.
3. Mercyful Fate (EP) - 1982
‘Long black hair, face like a dead, I am here, Satan in my head’. Sådan startede Mercyful Fate deres karriere med Mercyful Fate EP’en fra 1982. Dette citat fra ”Doomed By The Living Dead”, sammen med billedet af gruppens forsanger, King Diamond på bagsiden af omslaget, burde forlængst have lagt alle historier i graven om, at det var Mayhem og deres svenske sanger, Dead, der opfandt black metallens primære stilistiske udtryk: corpse paint. Men mere væsentligt tjente denne voldsomme æstetik som en slags programerklæring fra de unge københavnere: Det her skulle handle om ondskab og satanisme. I 1982 var der intet, der lød som de fire numre på EP’en, og det var et album, jeg på ingen måde havde brug for at dele med mine ellers ganske tolerante forældre. Men det gjorde jo kun ”Corpse Without Soul”, ”Nuns Have No Fun” og de andre sataniske udgydelser endnu mere dragende. Denne EP gjorde mig fra første lyt til Mercyful Fate-fan for livet.
2. Melissa – 1983
Hvor stærk EP’en end var, var der sket et eller andet magisk på bare det år, der var gået da Melissa udkom. Der var blevet opgraderet på alle parametre, og for en 15-årig knægt var hele pakken skræmmende på den helt rigtige måde. Coveret, sangtitler, billederne, musikken, teksterne på gotisk skrift og især King Diamonds infernalske stemme. Konklusionen var klar fra starten: Ikke bare Kongen, men hele bandet måtte da have solgt deres sjæle til Lucifer selv. Der var ikke andre mulige forklaringer på den (sorte) magi, der kom ud af rillerne. Melissa blev produceret af Henrik Lund, der på det tidspunkt absolut ingen erfaring havde med heavy metal, men han fik pludselig københavnerne til at lyde markant bedre. Men det var også et topskarpt band, der dukkede op i Easy Sound studiet i København, som på det tidspunkt var det eneste alternativ til Sweet Silence (der allerede året efter som bekendt også skulle komme på metal-verdenskortet). På bare 12 dage fik de indspillet det, der snart skulle vise sig at blive et af de bedste albummer i metalhistorien. Fra starten med ”Evil” – en sang om at blive født på kirkegården – til balladen om heksen ”Melissa”, der blev brændt på bålet, var det 40 minutter i helvede på den fede måde. Den dybest set vanvittige sangkonstruktion i ”Satans Fall” var klimakset, der satte barren umådeligt højt for fremtidens progressive metal og viste dermed, at de unge danskere var på niveau med de allerbedste. Uden nogen form for medieomtale (bortset fra de dengang uundværlige fanzines) skabte Melissa en sensation først i undergrunden sidenhen i metallens mainstream. ’Oh, hail Satan. Yes, Hail Satan!”
1. Don’t Break The Oath – 1984
Det er uhyre få albums, jeg sættere højere end Melissa, men opfølgeren er et af dem, for endnu en gang overgik King & co. dem selv. Uanset hvor meget jeg elsker Melissa, så var det samlede indtryk, da man satte Don’t Break The Oath på pladespilleren hjemme i kælderværelset, at det var et endnu skarpere band, der stod bag. Godt nok var flere af sangene skrevet allerede før debuten, men arrangementer, produktion og især King Diamonds maniske vokalarbejde var blevet opgraderet væsentligt. Når man lytter til dette mesterværk i dag, må man atter engang konstatere, at det er en voldsom forenkling at kalde københavnernes musik for ’NWOBHM med lidt Satan’, som mange, der benægter, at Mercyful Fate skulle være førstebølge-black ellers gør. Vist var der fokus på både melodi og ekvilibrisme – to elementer, man som bekendt ikke forbinder med den norske andenbølge-black, men temaer, riffs og udførelsen var klart mere ondt og mørkt end samtlige bands fra den engelske bølge var i stand til at levere på samme tidspunkt. Her var enkelte lidt mere tilgængelige sange, men det var stadig de heftige og komplicerede Hank Sherman-kompositioner, der ramte plet hos denne unge fan. Netop det var nok kimen til den strid, der snart skulle blusse op mellem Hank og King. Michael Denner har flere gange udtryk kritik over især guitarlyden på Don’t Break The Oath, men det forstår jeg ikke. Det her er så tæt på det perfekte album, som det overhovedet er muligt at komme. Derfor var forventningerne store til et egentligt kommercielt gennembrud, men selvom Mercyful Fate fik godt hjælp af Tipper Gores bizarre Filthy 15, blev det ikke rigtigt til noget. Dertil skræmte King Diamonds vokal, og det åbenlyse sataniske indhold, nok for mange potentielle købere væk. Gruppen tog på en lang US-Tour som support for Motörhead, men mindre end et år efter udgivelsen, sluttede det hele med den nævnte koncert i Saga.
Men helt slut var det jo ikke, og koncerten på Copenhell 2022 gav smag for mere, også i indeværende årti. Så vi venter utålmodigt på, at ”The Jackal Of Salzburg” får selskab af nogle flere sange og ikke mindst et rigtigt album. Don’t Break The Oath når de næppe at overgå, men mindre kan som nævnt også gøre det.