Pirater fra Støvlelandet
Hvis du tror Italien kun kan byde på Eros Ramazotti, Andrea Bocelli og Giuseppe Verdi, kan du godt tro om igen, for den 10. juni i år udgav det italienske band Wind Rose deres femte album, Warfront. Dette orkestrale mesterværk i powermetalgenren har en spillelængde på omkring 55 minutter med 10 sange, der, på trods af at inspirationen er hentet i Tolkiens univers, alle har en piratagtig lyd. Wind Rose har ikke altid lavet deres eget materiale, men startede som coverband. Dette har de ikke helt sluppet, da den musik, de har lavet siden 2009, hvor de begyndte med at lave deres egne sange, har mange lighedspunkter med flere af de store powermetalgrupper.
Patchworkfamilie
Albummet indledes med den instrumentale og kun to minutter lange “Of War and Sorrow”, der skyder sømandseventyret godt i gang, og så skvulpes der ellers ud på bølgerne med de resterende ni sange, der kompositionsmæssigt minder meget om Sabaton. Især “The Battle of Five Armies” lyder til forveksling som Sabatons “The Last Stand”. Derudover lyder Francesco Cavalieris stemme som en blanding af både Sabatons Joakim Brodén og Powerwolfs Attila Dorn, så hvis Wind Rose var et barn, ville Sabaton og Powerwolf helt sikkert være dets forældre! For at gøre det hele endnu bedre kunne hele albummet være soundtracket til en Pirates of the Caribbean-film, hvis man altså ser bort fra teksterne, der ligesom hos Blind Guardian bevæger sig i en storslået og dramatisk fantasiverden inspireret af Tolkiens værker.
Dette album indeholder en masse meget stærke sange, der både har syng-med-garanti og giver en lyst til at “sejle op ad åen”. Især “Fellows of the Hammer” har en god melodi og en fed orkestrering. Det samme kan også siges om “Gates of Ekrund”, der har en længere instrumental indledning, hvorefter Cavalieri sætter ind med sin karakteristiske dybe stemme, og man skal kun høre sangen en enkelt gang, førend man kan skråle med på de indskudte kor med “Fire!”, der giver sangen en god energi.
Den mørke og melankolske ballade “Tomorrow has Come” afrunder på fin vis albummet med sin eftertænksomme tekst, der ganske vist tematiserer døden, men samtidig spreder håb for de efterladte. Netop teksterne fortjener ros, da de gennemgående er meget velskrevne, selvom engelsk ikke er musikernes modersmål.
Pas på, at du ikke bliver søsyg!
Når man har hørt alle 10 numre igennem i ét stræk, står man tilbage med en fornemmelse af, at sangenes komposition er meget ens, og man bliver nærmest søsyg af turen på bølgerne. Italienerne leverer ikke noget nyt og epokegørende, men de kan deres kram med hensyn til sangskrivning og performance, og man kan ikke undgå at blive i godt humør, når man smider skiven i afspilleren og skruer volumen helt op. Men hvis du på baggrund af ovenstående tænker “Plagiat!”, så siger jeg: Hvis du kan skrive tekster næsten så godt som Blind Guardian, synge lige så godt som Powerwolf og lave orkestreringer på niveau med Sabaton, så er det ikke helt skidt endda. Det er faktisk skidegodt, og jeg kan varmt anbefale at give albummet en lytter og måske endda udnytte chancen for at se Wind Rose live, når de kommer til Danmark den 22. januar næste år!
