Konsensus muss sein!

Trods konsensus om, at Der Weg Einer Freiheit er noget af det ypperste indenfor moderne black metal, så har vi faktisk kun anmeldt dem én enkelt gang i løbet af deres snart tyveårige karriere. Man kan ikke just påstå, at vores anmelder var begejstret, da vedkommende sad med Unstille tilbage i 2012. Nu er der gået hele 13 år – og tre plader – så lad os se, om Innern går herfra med andet end en trøstepræmie.

Weltschmerz og navlepil

Man skal ikke mange sekunder ind i Innern, før det står klart, at Der Weg Einer Freiheit stadig er godt olme. Musikken er præcis lige så indebrændt og eksplosiv som altid, hvilket især skyldes Tobias Schulers trommespil. Hvis man er opflasket med den klassiske 1980’er-metal, så ved man godt, at guitarsoloen er sangens højdepunkt, men hos DWEF er det trommesoloen, der er den absolutte gudekonge. Schulars tilgang til trommerne er ganske særegen, for han formår både at være den, der fylder allermest i lydbilledet, og at give masser af plads til sine tre kammerater – det er intet mindre end mesterligt.

Det er ganske heldigt, at Schuler er så unik en trommeslager, for resten af musikken er forholdsvis formularisk – og man skal ikke lytte til mange andre moderne black metal-bands fra Centraleuropa, før man begynder at kunne høre, hvordan de alle opererer med de samme virkemidler.

Dermed ikke sagt, at der er noget formularisk eller generisk over DWEF eller Innern, men overordnet set så er der ikke en reel mangel på weltschmerz-black fra Tyskland eller Østrig. Ydermere bliver en del af numrene på pladen altså hængende længere, end man reelt set orker, hvilket er en skam. Eksempelvis er “Xibalba” et virkeligt godt nummer, men havde de skåret det ned fra ti til syv minutter, så havde det været et fantastisk nummer. Heldigvis kommer de stærkt igen med “Eos”. Kombinationen af behemothske guitarsektioner, Nikita Kamprads Attila Csihar-influerede strubesang og netop Schulers overjordiske trommespil får de små nakkehår til at stritte, i en sådan grad at det minder om noget, man så i 1940’erne.

Desværre er der også en værre omgang fyldstof i form af “Finisterre III”. Jeg er med på, at bandet har opbygget en form for musikalsk metaunivers, hvor netop de tre “Finisterre”-sange spiller en rolle, men jeg tror desværre, det kun er de fire medlemmer, der reelt set kan se – og høre – fidusen. Der er næppe andre, der bliver meget klogere af små to minutters mere eller mindre tilfældig klaverklimpren.

Lige ved og næsten …

Innern er en god plade, og DWEF er et fremragende orkester, hvis status og renommé er fuldt ud fortjent. Desværre er der også lidt for meget fedtkant på albummet, som burde være skåret fra. Der kunne nemt være sparet et sted mellem fem og ti minutter på Innern, og hvis det var blevet gjort, så havde jeg muligvis krediteret med ti kranier. Men ak …!