Slimede lækkerier og slatne ligegyldigheder
Hov, hvad har vi her?
Man må bestemt ikke have dårlig samvittighed, eller på nogen måde føle det er flovt, hvis man aldrig har hørt om amerikanske Vulnificus. De er et forholdsvis ubeskrevet blad på den store death metal-scene, da de siden dannelsen i 2021 kun har udgivet tre ep’er, en split samt medvirket på en compilation.
Nu er bandet endelig klar med deres første langspiller, der bærer titlen Inclination. Og jeg tør godt afsløre allerede her, at dette band godt kan gå hen og blive et rigtig interessant bekendtskab.
“Nogen ideer til sangtitler?”
For at ramme endnu mere specifikt end man gør ved blot at kalde musikken for death metal, er det i tilfældet Vulnificus teknisk og riffstærk old school brutal death metal vi har med at gøre. Den slags hvor der er dækket op med alt hvad der findes af beskidt, ulækkert og fandens ondt. Tematisk serveres der selvfølgelig ytringer om død, ødelæggelse, menneskeligt fordærv, misantropi og masser af mord, og det hele krydres af vokalisten Eston Browne, der af og til lyder nøjagtig som et tilstoppet afløb. Mums – lige som den slags skal lyde. Men har man ikke hørt det tusindvis af gange før? Jo, det har man. Og Inclination har desværre også en lille håndfuld generiske skæringer, der lyder fuldstændig som alt mulig andet. Bevares, det kan også være en dejlig lytteoplevelse, men selv giganter som Suffocation, Cryptopsy og Disgorge kan have dårlige dage i øveren, hvor der skrives kedelige numre uden bid. “The Internecine Incarnation”, “Inexplicably Beguiled” og ikke mindst pladens afslutter “Excursus Vulnificus” er fine eksempler på kedelig kloakdød, der fuldkommen blottet for nuancer og spændende detaljer febrilsk prøver at være så tunge og onde som muligt. Temmelig kedeligt, hvis man må være så fri.
Heldigvis har vi dog at gøre med et band, der er godt på vej til at finde deres egen lyd. Takket være guitaristerne Jamison Parker og Evan Daniele kan vi nyde skæringer som “Bacterial Backlash”, “Intrinsic Inclination” og pladens allerbedste nummer, “Malfeasance”. Her er det tekniske niveau tårnhøjt, og de førnævnte strengevrideres respektive riffs er intet mindre end formidable. Ligeledes er numrene enormt flot komponeret med masser dynamik og spændende temposkift, der hæver Vulfinicus op på et niveau, der er pænt over gennemsnittet for genren. Fortsæt endelig i denne stil. Og hvis der død og pine skal skrives generisk fyld til næste plade, så gør som på “The Infiltration”. Hvis Slayer en skønne dag skulle prøve kræfter med brutal death metal, ville det lyde præcis sådan her. Det er bestemt ikke særligt innovativt, men det holder. Av min nakke.
“Prøv med et negationspræfiks - det lyder fedt!”
Inclination er ikke det nye sort inden for brutal death metal. Men dermed ikke sagt, at Vulnificus ikke kan gå hen og blive et rigtig interessant band. Albummets gode numre opvejer de knap så gode, og når man besidder evnen til at komponere så vellykkede skæringer, skylder man alverdens fans af genren at fortsætte det gode arbejde. Og alverdens fans skylder bandet at give det et lyt. Her og nu er det ujævnt, men det kan sagtens gå hen og blive rigtig rigtig godt.