Voidhanger - Dark Days Of The Soul

Dark Days Of The Soul

· Udkom

Type:Album
Antal numre:8

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Polen slår til igen

Den polske scene brillerer  disse år med det ene fede band efter det andet! De startede fra baghjul i ekstremmetallens opblomstring, men siden har landet leveret som få andre. Bands som Behemoth, Vader og Hate er jo household names på scenen! På skuldrene af disse står der dog for mig ét band og troner over dem alle, nemlig Infernal War. Når man så skal i gang med at anmelde et band, der inkluderer to medlemmer fra IW, er forventningerne fra start tårnhøje. De herrer Zyklon (guitar) og Warcrimer (vokal) har allieret sig med Priest, som kommer fra bandet Massemord, på trommerne, og sammen har de nu udgivet deres tredje album siden 2011, hvor de debuterede med skiven Wrathprayers og fulgte op med Working Class Misanthropy i 2013. Denne nye skive har fået titlen Dark Days of the Soul… og titlen er velvalgt!

Mørkt, brutalt, catchy og underligt opløftende

Voidhanger er ikke milevidt fra stilen i Infernal War – og alligevel deres helt egen! Der tages udgangspunkt i den mørkere del af ekstremmetallen, men det parrer bandet på elegant vis med inspirationer fra thrash og D-beat-agtige punkinspirationer, ikke helt ulig Discharge eller Entombed omkring Wolverine Blues. Når det er sagt, er musikken som helhed modbydelig rå i sit udtryk. Der bliver grindet og groovet på en måde, der pløjer alt ned, som står i vejen. Samtidigt formår Voidhanger, i lighed med Infernal War, at være helvedes catchy, så man nærmest af sig selv kommer til at synge med på de voldfængende omkvæd og nikke med på de nærmest overmenneskeligt hjernebarksklæbende riffs! Og som kirsebærret øverst på kagen lægger Herr  Warcrimer den, i mine ører,  bedste vokal i ekstremmetallen på. Hans vokal er virkelig voldsom,  men han fraserer  så fedt og tydeligt, at man sagtens kan høre, hvad der udspys af galde mod den menneskelige race. Det er musik, der virkelig taler til urinstinkterne, men på en måde, så jeg, for min sag, kommer til at blive i vældigt godt humør af bandets udgydelser.

En helhed af had

Sådan kan Dark Days of the Soul opsummeres ganske kort, for her er tale om en absolut helhedsoplevelse – fra det musiske, den lækre produktion af M. fra Mgła og det suveræne coverartwork fra Metalporn, som også har arbejdet med Behemoth blandt mange andre. Det hele er meget militant og konfronterende i sit udtryk, så er det noget af det, du leder efter i den musik, du gerne vil lytte til, så findes det i overflod her. Voidhanger har udgivet et fantastisk album, der kildrer alle de rigtige steder hos denne anmelder, og som er snublende tæt på topkarakteren. THE VOID IS WHERE THE HEART IS!

Tracklist

  1. Dark Days Of The Soul
  2. Death Wish
  3. Naprzód Donikąd!
  4. High on Hate
  5. Man of Dark Secrets
  6. The Void is Where the Heart is
  7. War is Certain, Peace is Not
  8. Hailing the Devil in Me

Tilføj kommentar