Intet varer for evigt

Mennesket har altid haft svært ved at acceptere, at alt er midlertidigt, og at vi alle en dag skal dø. Det er et faktum, som ingen mængde mindfulness kan trylle væk. Nyhederne bombarderer os dagligt med gode råd til, hvordan vi kan forlænge vores levetid. Anno 2025 er det blevet en hel industri at bruge både oceaner af tid og penge på vitaminer, frivillige sundhedstjek og såkaldt superkost som avocado. Er det gået over gevind? Tja, det afhænger vel af, om man mener, at tre liter cola om dagen og daglige chips er livskvalitet. De amerikanske debutanter Visitant tager livtag med netop dette tema på deres album Rubidium, der kredser om tiden, om at være fanget i limbo og om de ubekendte faktorer, der måtte vente hinsides.

Faktisk varer Rubidium ikke særlig lang tid

Rubidium åbner med det herlige nummer ”Unwordly”, som bandet selv har annonceret som det første, de skrev til pladen. Og det kan høres! Nummeret skyder fra start på alle cylindre med en stemningsfuld synthesizer-intro, inden Chelsea Marrows vokal brager igennem mikrofonen, som stod hun ansigt til ansigt med hele Helvedes dæmonhær på én gang. Og nu vi er ved dæmoner, så er Marrow ikke nogen grøn nybegynder. Hun har tidligere lagt vokal til spil som Doom Eternal og Senuas Sacrifice, og hendes stemme er rasende aggressiv, som en rottweiler i løbetid, der konstant bliver afvist. Hun er derfor svær at kalde et nyt talent, men hun er uden tvivl en spændende stemme inden for blackened death, hvor det oftere er kutyme at drukne i mudrede vokaler end at træde frem så markant. Pladen formår også at inkorporere en del fængende omkvæd i dens sange, hvilket gør dem genkendelige efter få gennemlytninger. Det sætter også endnu mere spotlys på Marrows vokal. Et smart træk. Kombinationen af bestialske skrig, hidsige guitarsoloer og trommeeksplosioner undervejs på pladen er flot, men også meget hurtigt overstået. Faktisk varer skiven blot 32 minutter.

Når et album ikke strækker sig længere end Rubidium, er det selvfølgelig afgørende, at hvert eneste minut føles veludnyttet. Her snubler Visitant dog en smule. Albummet byder på en række breakdowns, hvor udbyttet ikke altid matcher indsatsen. Tempoet bliver flere gange nulstillet, og selvom det giver et kortvarigt 'oomph'-øjeblik, suges man ud af det forløb, der ellers lagde op til noget helt andet. Det hjælper heller ikke, at ”Briars” trækker ud med en unødig lang outro, eller at afslutningsnummeret, det instrumentelle ”Moon Bathe”, viser sig at være decideret ligegyldigt. Det føles mildt sagt som et spøjst valg på en blackened death-plade, og nummeret er mere harmløst end Gandhi til en fredsceremoni. I isolation er der kun tale om 5-7 minutters spildtid, men på et album på blot 32 minutter svarer det altså til godt 20 %.

Tiden går hurtigere i sengen end på arbejde

Tiden flyver afsted i godt selskab, og når Rubidium er så kort, er der stadig vin tilbage i flasken, når nålen har forladt rillen. Mit råd? Hæld et glas mere op, tryk på play igen, og lad øret fange de mange fine detaljer og riffs, som Visitant har skruet sammen. Selvom der er plads til forbedringer, har bandet mange ting kørende. Chelsea Marrow viser sig som en formidabel frontfigur, og hendes vokal kræver øjeblikkelig respekt, som stod hun i en politiuniform og bad publikummet holde kæft, mens bandet er på. Karakteren? Det bliver syv store kranier til debutanterne.