Vidnet - ATTENTAT

ATTENTAT

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Sludge metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Mordets interessante gradbøjninger

Planlægger, forsøger eller udfører man et mord på en tilfældig person, så klassificeres det ganske enkelt som drab. Gør man det derimod ved en person i offentlighedens søgelys, eksempelvis en politiker, så betegnes det som et attentat. Man kan selvfølgelig kritisere denne forskelsbehandling, men konsekvenserne ved at snigmyrde Mette Frederiksen er unægteligt større end, hvis din nabo får hjælp til at stille træskoene. En forskel, som danske Vidnet muligvis er meget interesserede i, da titlen på deres debutplade netop er Attentat.

Højst indkaldt som vidne i landsretten

Dybt begravet i crustet, sludget d-beat-død har Vidnet bestemt også givet sig selv glimrende forudsætninger for at lyde som det landsdækkende kaos, der har det med at brede sig efter et attentat.

Bandet formår dog ikke helt at komme i mål med dette lydbillede. “Efterklange” gør det nu ganske udmærket i sin smadrede eftertænksomme Hexis-BZ’er-stil, hvor brostenene påklistres afmagtspoesi, inden de brager gennem butiksruderne, og alarmen hyler i baggrunden. “Asfalt” og “Gravskænder”, der gæstes af henholdsvis Peter Clement fra Kollapse og Victor Kaas fra Eyes, prøver også ihærdigt at holde gang i det elskelige kaos. Førstnævnte er dejlig livligt Disfear-crust, der rammer et glimrende krydsfelt af at samles med gutterne over en øl og at operere tungt maskineri i forsøget på at omstyrte verdens diktatorer og undertrykkende systemer. En umage sammensætning, men du skal ikke fortælle mig, at rebeller ikke også hygger sig. “Gravskænder” arkiverer dog hyggen, og i et møgbeskidt sludget små-grindet kaos efterlades der intet ud over murbrokker og knuste knogler. Det er et voldsomt og grimt lydbillede, præcis hvad jeg havde forventet at få i samtlige 20 minutter af Attentat.

Men som sagt så er resten af pladen lidt en anden sag. ”Daarekiste” opsummerer på sin vis meget godt, hvad det resterende lille kvarters tid af Attentat går med: skramlet punket dødsfræs, der i bund og grund lyder præcis som Gatecreeper, der har forvildet sig ind i Ungdomshuset, fået en grim frisure og er begyndt at lappe sit tøj med sikkerhedsnåle, uden at spekulere på, om det egentlig var en god ide. Ja, det lyder da meget sejt, og ”Røgslør” smider da også en fin ’business in the front, party in the back’ 80’er-solo ind over førnævnte frisure, men intet af det får på nogen måde Vidnet til at skille sig ud fra den horde af punkede dødsmetalbands, der efterhånden findes. Lægger man dertil, at pladens to første numre, ”Kviksølv” og ”Indgreb”, er sunket i til knæene i intetsigende tjæresludge, og at pladen derved bruger de første fem minutter på at komme i gang, så er det svært, for alvor, at holde af Attentat. Man kan selvfølgelig argumentere for, at Vidnet har fundet et hul at fylde ud på den danske scene, men samtidig kan man argumentere for, at bandet groft sagt bare er et dødsmetallisk alternativ til Nyredolks black.

Mere Guy Fawkes, mindre Aktion G13

Ud fra hvordan Vidnet promoverede Attentat, havde jeg forventet kulsort grindet, frådende, nærmest war-metallisk kaos a la et barn af Revenge og Anaal Nathrakh. I stedet fik jeg Gatecreeper-soundtracket til dengang, Ungdomshuset blev ryddet, og nabolagets containere stod i brand. Hvilket bestemt ikke er ringe, og i en snæver vending er Attentat også glimrende til at tilfredsstile kløen efter det seje og skramlede. Men er du til punket død, så er det på ingen måde en lyd, der er nyskabende, eller som du ikke har hørt før. Og hvis du synes, pladens cover virker bekendt, så er ligheden med Caustic Wounds debutplade, Death Posture, ganske stor.

Tracklist

  1. Kviksølv
  2. Indgreb
  3. Daarekiste
  4. Røgslør
  5. Efterklange
  6. Asfalt
  7. Bane-Saar
  8. Gravskænder