Hollandske Ulysses spiller på dette, deres andet fuldlængde-album, klassisk progressiv metal à la de første to Dream Theater-albums (især "When Dream and Day Unite"). Lange forløb med jævnlige taktartskift, keyboardsoloer med karakteristisk bending af tonerne, teatralske melodier osv. Det bliver dog aldrig helt lige så vildt og ekvilibristisk som hos Dream Theater. Stemningsmæssigt er vi ofte i det triste, lidt ældre Fates Warning-agtige hjørne, omend klangbunden ikke bliver stille og atmosfærisk på samme måde som dette band. På "How Much More", titelnummeret "The Gift of Tears" og "Anat" er der desuden træk af Pain of Salvation i det teatralsk-tunge hjørne.
Et af hovedproblemerne med Ulysses er vokalen, der veksler mellem at være uinteressant og let falsk. Det sidste gælder især på "Lost", hvor sanger Michael Hos uden det store held forsøger at lyde som Ray Alder (Fates Warning, Engine, Redemption) og desværre understreger den upræcise intonation i de flerstemmige passager (to- eller flerstemmige passager skal helst stemme godt sammen for at lyde udholdeligt). Et andet problem er trommerne, der hænger en del på numrene "Family Portrait", "How Much More", "The Gift of Tears" og den episke "Anat", hvilket er med til at ødelægge glæden ved de ellers potentielt interessante instrumentalpassager (især i albummets titelnummer). Et enkelt af de genretypiske synkrone løb i guitar og keyboard på "Anat" er en anelse upræcist, men ellers er der ikke meget at udsætte på resten af bandet.
Et mindre alarmerende, men stadig tilstedeværende problem ved albummet er, at det ofte kører i de samme harmoniske spor. (På "How Much More" tænker jeg flere gange "how much longer?") Interessant nok at Ulysses i deres tekster tager udgangspunkt i historier fra det virkelige liv (f.eks. forældre, der mister et barn), men musikken har efter min mening ikke den dybde og variation, der skal til for at understrege alvoren i disse historier.
Selv om den tekniske side af Ulysses generelt er acceptabel, er netop trommer og sang de to ting, der helst skal være så meget i orden som muligt, når vi snakker progressiv metal. Sammen med de ofte uinspirerende kompositioner gør det "The Gift of Tears" til en halvfesen affære. Det er omvendt ikke en decideret dårlig plade, og man bliver ikke uvorn af at have den kørende i baggrunden, mens man laver noget andet. Så min bedømmelse havner lige i midten af spektret mellem den bundløse afgrund og de himmelske tinder.
