Livets store spørgsmål
Spørgsmålet, man som metalfan til evig tid enten kan stille sig selv eller ufrivilligt blive spurgt om, er, hvorvidt man er true eller en poser. Med en forkærlighed for Vermin Womb og Gravesend synes jeg selv, at jeg er ret true. Men da jeg på ingen måde siger nej til hverken Pendulum eller Spleen United, så graver jeg nok min egen poser-grav. Så mens man fortaber sig i fortvivlelsen af sin egen status, kan man om ikke andet ende med at udvikle følelsen “true gloom”. Og True Gloom er netop navnet på en tysk kvartet og titlen på deres debutplade.
Social bevidsthed og bajere
Der er nok ikke mange, som vil hive true-prædikatet frem, når det kommer til True Gloom. Klassisk svensk hardcore hamret sammen med australsk rock’n'roll så støvet, at man næsten kan høre det knase mellem tænderne.
Det er selvfølgelig ikke verdens mest avancerede lydbillede, men på numre som “Rise of the Pigs” og “PMS / PMA” ifører rocken alligevel lytteren den fede læderjakke, sniger en flaske Jack Daniels i den ene hånd, mens den anden er klar til at dele øretæver ud til provokerende individer. Dog ikke provokerende i den typiske rocker “stirrer du på min dame”-facon, men provokerende i den “udnyt kloden for egen vindings skyld og behandl fattige, kvinder og børn som andenrangsborgere”-facon. Nok er budskabet hørt før, men via deres utroligt simple AC/DC’ede hardcore formår True Gloom at pakke social bevidsthed så sejt ind, at den glider lettere ned end vingummivitaminer til en femårig gør.
Jeg tror dog, at selv den mest tykpandede femårig gennemskuer, hvad True Gloom har gang i, når det er denne indpakning, otte ud af pladens 11 numre benytter. Når “The Best” og “Constant Pressure” runder pladen af, hverken kan eller vil jeg indtage mere Jack Daniels, og jeg begynder efterhånden at mistænke de højreorienterede kapitalister for at være samme mand bare i forskellig farvede jakkesæt. True Gloom lykkedes på ingen måde med at bryde den forbandelse, der er ved at lade sig kraftigt inspirere af Australiens største musikalske eksportvare. Ligegyldigt hvor festligt barslagsmålet end er, så er der blandt de otte numre mindre diversitet end hos Microsofts it-support. Det er ganske enkelt for ensformigt. At typisk svensk hardcore så heller ikke ligefrem skriger på alsidighed, gør bestemt ikke opgaven nemmere for True Gloom. Men ægte fortvivlelse kan selvfølgelig også komme af at give sig selv voldsomme benspænd.
Fortvivlelsen kan selvfølgelig også komme af, at tyskerne gerne vil have lidt New Orleans sludge ind over, men aldrig rigtig lykkedes med det. De to mellemspil, "Dreams II” og “Dreams III”, og især “This City", sparker os uden varsel ud i sumpen, hvor regnen siler ned, og fremtidsudsigterne har samme farve som skyerne. Det er en glimrende fortolkning af Cancer Bats bare med mere afmagtsdrevet rock'n'roll. Og hvor ville jeg ønske, at True Gloom havde været bedre til at inkorporere dette lydbillede i resten af pladen. For hvor godt det end lyder, så virker det, på pladen som helhed, mere som en hovsaløsning end en bevidst handling.
Man skal vel starte et sted
Har man hørt sin AC/DC, Airbourne og lignende, er lidt nysgerrig på det der hardcore og dens budskaber, men synes, at det lyder lige lovlig skramlet og vredt, så er True Gloom og deres debutplade et godt startpunkt. Du bliver aldrig udfordret eller bedt om at forholde dig til noget som helst, langt størstedelen af pladen er mere ensformig end en 2X4 legoklods, og eneste afbræk er vellydende men totalt malplaceret sludge’n’roll.