Totalisti - Slave To None

Slave To None

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Prog rock
Spilletid:48:37
Antal numre:12

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Til de metal hoveder der ej går af vejen for at smide en god gedigen rock skive på i ny og næ, er dette givetvis et album som kan behage de flossede ører. Nu har jeg efterhånden fået lyttet til "Slave To None" gennem utallige gange, og jeg må erkende at den sgu har fået sat sig godt fast. Bandet nævner i deres biografi så forskellige inspirationskilder som Demon Hunter, Extol, Rush, Tool, Dream Theater, Korn og Incubus. Noget af en blanding må man sige, og for at gøre forvirringen endnu større kan jeg da lige nævne at jeg også hører lidt Pearl Jam og Nickelback hist og her. Det synes jeg nu ikke man skal lade sig skræmme af, for faktisk er der tale om et ganske vellykket metalrock album der indeholder flere habile skæringer – ja, egentlig er der ingen deciderede smuttere herpå.

Pladen er produceret af Scott Rockenfield (trommeslager i Queensrÿche), som her har fået skabt en dejlig tør og samtidig organisk lyd der klær numrene perfekt, og hvor der er givet luft til de enkelte instrumenter og musikalske idéer. Så trods ovenstående navne virvar er der altså alligevel tale om en rød tråd albummet igennem. Mark Stockwell’s vokal veksler desuden upåklageligt mellem det meget melodiske og mere råbende udtryk, og bandets sammenspil sidder generelt lige i skabet.