DETEKTOREN
Whitechapel spiller koncert i Pumpehuset, København V .
Whitechapel - Our Endless War

Our Endless War

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Spilletid:38.51
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Whitechapel er et af de nyere amerikanske bands, som med forholdsvis stor succes har skabt sig et navn inden for death- og deathcorescenen. På bandets Facebook kalder de sig deathmetal. Jeg mener nu, at core elementerne er mest fremtrædende, men OK - lad os bare kalde det deathmetal.

Bandet er opkaldt efter den bydel i London hvor den navnkundige Jack The Ripper skabte skræk og rædsel. Nu er de tilbage med deres femte album, og jeg var spændt på hvad der var i vente.

I interviews op til udgivelsen har der været snak om, at de ville tage det bedste fra hhv. gammelt og nyt dødsmetal - og kombinere det. Jeg tolkede det som en god ting, uden dog helt at være klar over hvad det end måtte betyde. Desværre lykkes operationen ikke. Whitechapels “Our Endless War" er brutal og hårdpumpet, men også en tung langgaber at kæmpe sig igennem.

Masser af blastbeats

Whitechapel er leveringsdygtig i masser af blastbeats og uptempo passager og det går rasende stærkt. Men det bliver aldrig pågående, vedkommende eller oprigtigt.

Soloerne er stor set ikke eksisterende, og det bliver som oftest til lidt baggrundsstøj. Med hele tre guitarister kunne man både håbe, tro og forvente noget mere fra front. I min sorte bog trækker det ned.

Bedste numre er albummet to sidste "Blacked Out" og "Diggs Road". Her afviges en smule fra den faste skabelon.

Teksterne

Teksterne er en endeløs række af fortæskede klichéer, og for en tween målgruppe giver det måske god mening.

Vi snakker core snik-snak… som: “Det er vores måde at leve på", “Vores kroppe er fulde af ar", "Vi er ikke til at stoppe" …. og mere af samme skuffe.

Titelnummeret indeholder dog lidt mere saft og kraft. Her forholder Whitechapel sig (lidt) kritisk til en amerikansk tilstedeværelse i forhold til en omverden: Red, White, Blue for ourselves and who? And they still hold the truth so we say Fuck you! My country tis of greed, sweet land of idiocracy This is our endless war!

Kedelig udspiil

Nergal fra Behemoth var tidligere i år ude med med en påstand om, at amerikansk deathmetal var blevet for klinisk, teknisk og velproduceret. Omvendt er europæisk deathmetal mere improviseret, beskidt men også menneskeligt og dermed vedkommende.

Underforstået dermed at europæisk dødsmetal er bedre og mere autentisk. Nu er det vanskeligt at diskutere med en mand som muligvis har udsendt årets album, men sammenligningen holder i dette ene tilfælde. Whitechapel fremstår mekaniske og meget lidt autentiske.

Det er brutalt og de slider og arbejder for det, men spændende…? Dét bliver det aldrig. Selvom bandet læner sig op ad Jack the Ripper, så er der ingen som bliver rigtig bange i dette selskab.

Whitechapel "Our Endless War" (OFFICIAL VIDEO)

Tilføj kommentar