Mageløse momenter af magi
En travl mand
Thorn? Er der ikke mange af dem? Jo, man finder faktisk en hel del bands med netop det navn, når man først går på jagt i den store metal-encyklopædi. Men nærværende Thorn er hverken power metal-, metalcore- eller sludge metal-bandet af samme navn. Derimod omhandler denne anmeldelse death/doom-bandet Thorn fra Arizona. Og ‘band’ er faktisk så meget sagt, for bag projektet gemmer der sig kun én enkelt gut, der spiller samtlige instrumenter. Han hedder Brennen Westermeyer, og han er ganske produktiv. Under navnet Thorn har han på kun fem år udgivet tre langspillere, fire splits og en ep, og nu er han klar med fjerde langspiller, der bærer navnet Nebulous Womb of Eternity.
Riffs og grooves af den fineste slags
Med så mange udgivelser på så relativt kort tid kunne man godt være bekymret for, at produktet bliver forhastet og knap så gennemarbejdet. Det er dog heldigvis ikke tilfældet. Bevares, Nebulous Womb of Eternity har ikke en krystalklar og ‘dyr’ lyd, men det skal musik af denne slags heller ikke have. Lyden er perfekt grumset, dyster og ulækker, samtidig med at alle instrumenter står knivskarpt. Og vigtigst af alt er musikken også, for det meste, hamrende fed. Læn dig blot tilbage, kære læser, og nyd åbningsnummeret, “Ooze Maelstrom”. Magen til superpotente death metal-riffs skal man lede længe efter. Detaljerigdommen i bassen, der lægger fundamentet for de tonsende grooves, er intet mindre end sublim. Tak for kaffe. Ligeledes er “Quartersawn Remains” en ren nydelse. Igen er riffs og grooves i højsædet, og undertegnede måtte sværge undervejs i nummeret, at jeg aldrig nogensinde kaster mig ind i pitten til en Thorn-koncert. Dertil har jeg simpelthen mit liv for kært. Føj, der er fart på. Ikke mindst på den umenneskelige dobbeltpedal, som fortsætter ind i efterfølgeren, “Zombifying Mold”. Et nummer, der er endnu en kompromisløs magtdemonstration, og som kun meget kort tillader den fortumlede lytter et pusterum, inden man igen væltes omkuld. Denne gang af den fabelagtige “Haunting Gale”.
Ondskab og mørke findes i mange afskygninger, ikke mindst hos Thorn. Den brutalt smukke afslutter på over syv minutter, det mageløse titelnummer, har ikke samme høje tempo som hovedparten af numrene. Albumfinalen er som en dræbende kniv, der efter en gang seriøse tæsk langsomt borer sig ind i hjertet, til det slår sit allersidste slag – et dødsstød i slowmotion, man ikke glemmer lige foreløbig. Det er forbandet godt. Derfor ærgrer jeg mig gul og grøn over de meget eksperimenterende passager på pladen. Det meste af “Entombed in Chrysalis” samt hele “Gloaming Corporeal Form” er introvert og syret atmosfærisk støj og ligegyldige lyde. På længere plader af denne kaliber er soniske pauser og korte mellemspil ofte kærkomne. Der giver det mening med noget, der bryder lydbilledet og skaber balance og variation. Men når en plade, som i dette tilfælde kun består af syv skæringer og en samlet spilletid på 36 minutter, virker det mystisk og malplaceret med meditative mellemspil.
“Every rose …”
Med en plade så hårdtslående og stærk som Nebulous Womb of Eternity fristes man til at spørge, om der overhovedet findes udgivelser under middel fra Transcending Obscurity Records. Jeg tror det ikke. Selskabet er ganske enkelt forrygende dygtigt til at grave godt gemt guld op fra dybet, og enkeltmandsprojektet Thorn er bestemt ingen undtagelse. Pladen er ikke perfekt. Den gode Brennen Westermeyer tager et par særprægede beslutninger, når det kommer til de mere doomede passager og ikke mindst de atmosfæriske mellemspil. Men de gode momenter opvejer i dén grad de knap så gode. De er fandens stærke og anbefales på det varmeste.