Med et helt fænomenalt album beviser Testament, at thrash ikke kun hører til i historiebøgerne

Hold nu kæft...

Vi kender alle sammen situationen: En eller anden tumpe tager hul på en gammel diskussion, som man aldrig nogensinde kommer videre med, fordi der simpelthen ikke findes nogen endegyldig konklusion. Årsagen dertil er som oftest, at det altid vil være subjektiviteten og ‘smag-og-behag-faktoren’, der er afgørende for den enkelte. Alle de tilstedeværende tænker ‘Jesus Christ, here we go again’… Man ender i bedste fald med en god debat, men klogere bliver man sjældent. Undertegnede vil dog i denne anmeldelse prikke hul på bylden og lade det nu helt åbne sår bløde som oplæg til endnu en debat: spørgsmålet om 'The Big Four’. Bør man i virkeligheden sige ‘The Big Five’ og (udover Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax) inkludere en af Exodus, Overkill, Kreator eller Testament? Eller flere af disse?
Vi lader den stå lidt. I mellemtiden runder vi lige sidstnævnte, for de har edder-sparke-mig overrasket på den mest positivt tænkelige måde!

Et frådende thrash-monster

Brotherhood Of The Snake er navnet på nyeste udspil fra thrash-giganterne i Testament. Og lad mig lige slå fast med det samme, at det, med længder, er noget af det bedste thrash, der har ramt mit anlæg i mange år. Lige fra pladens start bliver man bombarderet med kaskader af fuldstændig fænomenale riffs, frådende soli, et tempo af en anden verden, ørehængende og headbang-fremkaldende kompositioner og ikke mindst frontmand Chuck Billys imponerende versatilitet. Testaments version af afdæmpet eller langsom musik svarer til det ældre Slayer med speederen trykket i bund, og når Alex Skolnick og co. beslutter sig for, at ’nu skal det fan’me gå stærkt’, er det på grænsen til det epilepsifremkaldende på undertegnedes ‘hold-da-fucking-kæft-barometer’. Chuck Billy mestrer alt lige fra klassisk skrigende thrash-vokal til frådende death-growls, mens hårdtslående riffs, dynamiske, veltimede temposkift og en sublim produktion danner rammen om nogle dejligt iørefaldende numre.
Hvert eneste nummer er godt varieret og sørger for, at albummet i sin helhed fremstår dynamisk, velafbalanceret og helstøbt. Her er ikke tale om et album, hvor den fjerde og ottende skæring er langsomme ballader, der skal skabe et pusterum mellem de øvrige numres energiudladninger, så lytteren har energi til lidt mere af det hurtige. Testament formår simpelthen at kreere et monster af et thrash-album, som man ikke går død i trods hurtige og energiske monster-kompositioner pladen igennem. Sikke en bedrift!

Tilbage til den blødende byld

I lange tider har det været uforståeligt for mangen en thrash-entusiast, at kvintetten ikke regnes som en af pionererne inden for genren. Værker som The Gathering (1999) og Dark Roots Of Earth (2012), for slet ikke at nævne alt det gode gamle(!), vidner om et band, der i dén grad besidder evnerne til at skrue fantastiske skiver sammen, for derefter at turnere kloden tynd med koncerter, der altid har medført adskillige personskader i moshen.
Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax er muligvis de fire største, når det kommer til pladesalg og ikke mindst betydning for genren generelt. Men skal man måle efter nutidige parametre, så er Testament, trods ganske fine udgivelser fra de fire store de seneste år, på ingen måde et band, man skal underkende.
'Hvorfor ikke topkarakter?’, vil den interesserede læser måske spørge. Jo, trods et helt fænomenalt album, så er der passager i to-tre af numrene, som ikke er helt på niveau med resten af pladen. Og derfor kan 10-tallet for det fuldstændig perfekte ikke gives… Men tro mig, dette 9-tal er (sammen med 9-tallet for Lamb Of Gods Sturm Und Drang) det absolut største 9-tal, jeg nogensinde har givet. Testament flår thrash metal ud af historiebøgerne og hamrer det fast med 666-tommersøm på den store metalscene.