Utrættelige grækere leverer igen tørt brænde til thrashens evige ild

Er ottende gang lykkens gang?

I fodboldens verden var det Stig Tøfting, plæneklipperen fra Aarhus, der på intet i tidspunkt i karrieren var en spiller på den såkaldt øverste hylde, men til gengæld altid var garant for en kæmpe arbejdsindsats med et tårnhøjt bundniveau. Tilsvarende finder vi i thrash metallens verden græske Suicidal Angels. Siden 2007 har de leveret intet mindre end syv langspillere; allesammen god gedigen old school thrash, som vor fader afskyede den, men trods alt stadig kun på næstøverste hylde. Deres plader er altid ganske fine, men også lige så hurtigt glemt, som Mille Petrozza kan skrige ‘eins, zwei, drei, vier!’ Nu er de klar med deres ottende album, Profane Prayer. Men er det stærkt nok til at bringe kvartetten op i genrens superliga?

Mere af det samme

Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at Suicidal Angels spiller hamrende godt. Med forrygende teknik og dynamik på samtlige instrumenter er de, især live, en højenergisk og medrivende oplevelse, hvilket denne skribent fik oplevet på egen krop, da de i 2019 rev Oslo-båden midt over på Copenhell Metal Cruise. Men på plade er det svært at blive rigtig begejstret for dem, hvilket igen gør sig gældende på Profane Prayer. Bevares, dedikerede thrash-entusiaster kan godt nyde pladen, men man sidder konstant med en fornemmelse af, at Nick Melissourgos og hans drenge spiller med bremsen trukket.

“When the Lions Die” sparker pladen i gang på glimrende vis, og “Crypts of Madness”, der følger efter, er ligeledes ganske fin. Dynamikken fejler absolut intet, og bandet spiller fremragende, men det er først på fjerde skæring – den typiske placering af den obligatoriske power-ballade – at der i form af “Deathstalker” bliver satset en smule. Det otte minutter lange nummer indeholder både temposkift, riffs og tromme-fills af meget høj kvalitet, og sammen med titelnummeret er det klart pladens bedste. “Guard of the Insane” og den næsten ti minutter lange episke afslutter, “The Fire Paths of Fate”, fortjener også at blive nævnt, men man føler aldrig rigtig, at Profane Prayer for alvor kommer i gang. Og det er synd, for spille kan de fandeme! Desværre keder man sig dog lidt for ofte undervejs, og så er det, man begynder at lægge mærke til ligegyldige ting, som eksempelvis frontmand Melissourgos’ tykke græske accent, der efterhånden er blevet et trademark. Under første gennemlytning undrede jeg mig således over, hvad ‘fetus of destruction’ mon var for en størrelse, indtil jeg kunne forstå, at der var tale om ‘virtues of destruction’ i nummeret af samme navn. Og så er det store spørgsmål, hvor god pladen er, når det er en oplevelse som den, man husker bedst?

Kreator, Exodus og Slayer går ind på en bar …

Når man lytter til et nyt album med Suicidal Angels, er det meget svært ikke at sammenligne med Exodus, Kreator og andre af genrens sværvægtere. Flere af disse – og generelt mange bands inden for thrash – byder ikke længere på ‘fine dining’ og Michelin-stjerner, som de gjorde engang, hvor innovation og originalitet var i højsædet. I dag er det snarere rugbrød med makrel i tomat, og det er i sidstnævnte kategori, vi finder Suicidal Angels. De spiller fin thrash metal med lækre riffs og høj energi, og man får som lytter stillet sin værste sult, men noget mindeværdigt måltid er det ikke.

Sublime guitarer og trommer trækker en ellers jævn plade lidt op i den samlede bedømmelse, som dermed lander på seks kranier; igen ikke nok til at skaffe bandet en plads på thrash metallens A-liste. Men dermed ikke sagt at det aldrig kommer til at lykkes. De arbejder nemlig benhårdt for sagen, og de giver aldrig nogensinde op. Måske er niende gang lykkens gang? Uanset går der nok ikke ret mange år, før vi bliver klogere på det.