Sons Of Death Valley - Fathers of The Free

Fathers of The Free

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Hardcore
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 6,5/10 baseret på 2 stemmer.

Hård rock ’n’ roll med støvet blues og vindhekse

Sons Of Death Valley blev dannet i 2014 og udgav deres debutalbum, The Day Of Reckoning, i 2015, hvilket blev mødt med masser af ros og positive anmeldelser. Med den udgivelse på skuldrene har de spillet et hav af koncerter både i Danmark og i udlandet, deriblandt Tjekkiet. De er nu klar med deres anden udgivelse, Fathers Of The Free, der er en perfekt skive at sætte på, når man kører ud ad motorvejen og headbanger. Imens bliver man revet med i det univers, Sons Of Death Valley maler, hvor der fortælles historier om undertrykkelse, sammenhold og drømme om frihed.

Det bliver bedre og bedre

Fathers Of The Free indeholder lige præcis det, man har brug for på en efterfølger til et anmelderrost album: masser af forbedringer og et godt indblik i deres udvikling som musikere. Produktionen på Fathers Of The Free har helt klart fået en opgradering i kontrast til The Day Of Reckoning. Deres debut har en meget rå lyd, hvilket der ikke nødvendigvis er noget galt med… Men Fathers Of The Free har bare mere knald på. Man får et bredere lydbillede, hvor alle instrumenterne træder frem – i modsætning til The Day Of Reckoning, hvor vokalen desværre overdøvede guitarerne i nogle tilfælde.

Apropos vokalen kan man også høre, at forsangeren har udviklet sig og fået meget mere kraft i sin stemme. Rent musikalsk viser albummet, at Sons Of Death Valley ikke blot er et klassisk rockband med western-tema; der er kommet flere moderne elementer i deres lyd – såsom metalcore-grooves. Sons Of Death Valley har altid lavet fede og tunge guitarriffs, men Fathers Of The Free demonstrerer, at deres instrumentale evner har fået et gevaldig boost efter tre års tid til at udvikle sig.

En fed western uden alt for meget spaghetti

Fathers Of The Free er et perfekt eksempel på, hvordan man kan inkorporere et ”kliché-tema”, som det amerikanske western-tema er, uden at det bliver til en plat selvparodi. Sons Of Death Valley river lytteren direkte ind i virkelighedens Death Valley med deres tekster om at brække kæderne af undertrykkelsen og søge friheden samt underlægningsmusik, der ikke lader en tage fejl af, at det er frisindet rock ’n’ roll.

Tracklist

  1. Wars
  2. Path of the Righteous
  3. Fight Song
  4. The Undertaker
  5. Three Finger Jack
  6. Death is Coming
  7. Your God
  8. Unforgettable Hate
  9. Redemption
  10. Devils Dance
  11. Fathers of the Free