Gør som Windows, og hop over 9'eren
Gentagelse på en ny måde
Hvis man er til power metal, er der en god chance for, at man har hørt Sonata Arctica før. De har været med på scenen i mange år og har altid været en solid leverandør af højkvalitets-power. Men nu er det som om, vi nærmer os toppen.
Gør man, hvad man altid gør, får man det, man altid får
Sonata Arctica formår med deres niende album The Ninth Hour ikke helt at ryste deres sidste par albums af sig. Det er som om, albummet bare ER. Det virker som en velment efterfølger til Pariah's Child, men det er bare de samme sange igen. Og de er gode! Men vi har altså hørt dem før. Og man behøver ikke nødvendigvis at opfinde den dybe tallerken ved hvert album, men man må gerne prøve at variere det lidt mere, end det har været tilfældet her. Vi får her en standardiseret opskrift på, hvordan Sonata Arctica lyder og ja, det lyder sgu godt. Men der mangler noget oprigtighed og noget episk heri. Og så mangler der det nye pift. En af sangene hedder endda ”White Pearl, Black Oceans, Part II”. Tony Kakko synger stadig det bedste, han har lært, men han kommer aldrig helt over i de groovede, seje stykker, hvor hans stemme virkelig kommer til sin ret. Ej heller kommer keyboardist Henrik Klingenberg til sin ret, for der er ikke noget vildt over det orkestrale på denne skive. Og så er der desværre den hurdle, at vokalen ofte er meget lav i mixet.
Bad sound kills good music, people!
Måske næste gang
Jeg glæder mig til at høre, hvad Sonata Arctica kommer med næste gang, de laver musik, for jeg kan oprigtigt godt lide dem. Men de skal ikke blive 'AC/DC 2'. Der skal være noget nyt, for ellers er det en lidt sej omgang at komme igennem. Jeg vil anbefale The Ninth Hour til alle, som gerne vil have power metal til at køre i baggrunden. Men leder man efter guldet, så skal man desværre kigge langt.
