Ret dig op, matros. Nu sejler Skullclub-skuden!!!
Den længe ventede toer
Vi skal helt tilbage til 2014 for at finde seneste langspiller fra koldingensiske Skullclub. De fem søsyge punkrockere bragede frem i æteren med den solide debut Gamle Ar & Nye Tænder, der blandt mange andre ørehængere også talte nummeret “Ama’r Halshug”, som fik en del opmærksomhed hos statsradiofonien.
Gryden blev holdt i kog året efter med den medrivende julesingle “Sving Dine Dadler”, hvor selveste Viggo Sommer fra De Nattergale medvirkede, men siden har der været lidt stille hos de jyske pirater. Det var der dog en grund til...
Alle sømænd er glade for…
Der er blevet arbejdet hårdt i den over fire år lange pause. Siden sidst er der blevet skiftet ud på både bassist- og guitarist-positionen, samtidig med at bandet er kommet i stald hos Target. Dog synes fokus hos sømændene ikke at være fjernet fra den energiske og medrivende musik, der er fuldstændig, som den altid har været.
Smækhugger lægger fra land med numrene “Knæk Nak Skipper” og “United Fake America”, og selvom disse to albumåbnere ikke ryger lige så højt op på ørehænger-barometeret som de fleste af sangene fra forrige skive, er den velkendte Skullclub-energi intakt. Enhver, der har oplevet bandet på en scene, ved, at kvintetten går all-in på alle fronter, og at indfange den helt unikke power, som bandet har live, og komprimere den ned på et album kan ikke have været helt nemt. Men det lykkes!
Har man tidligere stiftet bekendtskab med Skullclub, ved man, at forsanger Troels Bjorholm er en sand mester, når det kommer til at forfatte finurlige tekster. Det er igen tilfældet på Smækhugger, hvor kaptajnens evner med pennen især stråler på numrene “St. Pauli” og “Thailand Takeaway”. Poesien har denne gang bevæget sig en anelse væk fra det lommefilosofiske og mere i retning af pik og patter, men Skullclub er nu engang lig med fest, farver og hår på fissen, så det gør ikke det fjerneste.
Sidst, men ikke mindst, får vi to ganske habile covernumre som afslutning. Brian Jonestown Massacre-nummeret “Let’s Go Fucking Mental” – som efterhånden har udviklet sig til et bandslogan – samt “Dirty Old Town” af Ewan MacColl fungerer glimrende i Skullclub-universet, og mon ikke vi får dem at høre live, når der snart skal turneres rundt i landet? Det håber jeg.
LGFM
Skullclub spiller stadig hård, energisk og upoleret punkrock, der lyder som et barslagsmål mellem Magtens Korridorer og Dropkick Murphys, og det er vi mange, der er glade for. Sammenlignet med forrige album får vi på Smækhugger endnu mere banjo og dansabelt sing-along med alle de virkemidler, Skullclub er kendte for, og det holder hele vejen fra det sekund, pladen kaster fortøjningerne, og til der anløbes en havn igen.
Hvor Skullclub bevæger sig hen på den lange bane, må dog stå hen i det uvisse. Genren er forholdsvis snæver, og måske vil man en dag efterspørge fornyelse, hvis de festlige sømænds tredje, fjerde og femte plade bliver som Smækhugger og dens forgænger – men den bekymring tager vi, når tiden kommer. Indtil videre er der kun ét at gøre: Let’s Go Fucking Mental!!!
