Sinphobia - Awaken

Awaken

· Udkom

Type:Album
Genrer:Groove, Death metal

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

De fire instrumenttæskende italienere spreder frygt og død med deres andet album

Varme højtryk fra Italien

Når man bor her i det kolde Skandinavien, bruger man meget tid på at drømme om sol og varmere himmelstrøg i et land som Italien. De er kendt for at specialisere sig i pizza, fodbold og ja sågar også dødsmetal. Det er bandet Sinphobia her et fint eksempel på. Awaken er det andet album, siden deres debutplade udkom i 2014, og de fire gunslingers spiller det, som de betegner som death-/groove metal, og det må man så sandelig give dem ret i.

Dødens gab, eller bare gab

Det er altid fedt, når et album starter ud med en intro, som bygger stemning op til åbningsnummeret, og det må man så sandelig sige, at introen ”Fearless Horde” på ingen måde formår at gøre. Ti sekunders lyd af en flok marcherende soldater efterfulgt af noget, der lyder som en doven udgave af Safri Duo. Efter den start går det efter en brat afslutning over i nummeret ”Prayer To Warcry”, som er langt mere groove end dødsmetal. Det er en start som alt andet end imponerer mig, selvom de tydeligt er rigtig dygtige på deres instrumenter. Der er dog noget mere vind i sejlene, da jeg når til nummeret ”Guilty Of Downfall”, hvor det hele går op i en højere enhed. Her er der virkelig smæk på, og det lyder bare pisse fedt. Det er tungt, hurtigt og fuld af variation, og det hele fungerer bare. Dette gør sig også gældende på nummeret ”Respect”. Begejstringen er nogenlunde intakt på resten af albummet, men bliver derefter afløst af endnu større fornøjelse på nummeret ”Face Your Mirror”. Det lyder i starten fuldstædigt som musikken fra filmen dødens gab, den her langsomme og tunge opbygning, der så efterfølgende tromler afsted i hastigt tempo. Så det er med et smil på læben og med sjove referencer i hovedet, jeg nyder dette nummer.

Enkelte lyspunkter, som bevarer æren

De er dygtige musikere, ingen tvivl om det, men det er altså ikke nok i min bog. Der er et par rigtig fede numre på den her plade, som har fået et par ekstra afspilninger, men albummet som helhed kan jeg kun tildele 6 kranier. Jeg var aldeles uimponeret og opgivende efter de første 6 minutter, men ”Guilty Of Downfall” fik virkelig løftet stemningerne og tændt et håb om, at det her album havde noget at byde på. De tre musikere formår at skære hårdt og skarpt igennem, og det er dem, der har æren af det her album, for vokalen gør det den skal, og ikke mere. Det er en solid blanding groovy døds metal, som jeg vil sammenligne med et band som Gorefest.

Tracklist

  1. Fearless Horde (Intro)
  2. Prayer to Warcry
  3. Guilty of Downfall
  4. The Punishing Hand
  5. Thread of Salvation
  6. Respect
  7. Face Your Mirror
  8. March of the Lambs
  9. Tetra (Raw version)
  10. Labyrinth (Elisa cover)