Hvad venter I på?
Her på Heavymetal.dk undrer det især redaktionens rockglade segment, at schweiziske Shakra fortsat har det store internationale gennembrud til gode. Senest i 2020 sluttede anmeldelsen af Mad World ligefrem med en opfordring til, at bandet forlod komfortzonen i alpelandet og søgte længere ud i Europa. Seks år senere lyder budskabet fra Shakra selv, at tiden er inde til at slippe tvivlen, holde op med at vente og turde tage det næste skridt. 14. studiealbum, Just Live Loud!, er samtidig deres første udgivelse hos Frontiers Music og indeholder bandets første covernummer og duet. Dertil lover pladeselskabet et tungere og mere moderne udtryk. Efter mere end 30 års traditionsbunden hardrock er spørgsmålet således ikke, hvorvidt Shakra stadig kan lave larm, men snarere om schweizerne endelig selv har valgt at efterleve deres nye parole.
På egne ben med lånte fjer
Hvis titlen varsler et nybrud, korrigerer ”Let the Show Begin” hurtigt forventningerne. Efter et knastørt, melodisk leadriff åbner ballet på ægte Shakra-manér med en regulær stand-off mellem Bluniers og Musters tvillingeguitarer og Fox’ umiskendeligt hærgede ringrotterøst. Tanners trommer reduceres derimod til taktfast staffage. Endnu tydeligere bliver tilbageblikket på ”Wasteland Warriors”, hvor forbindelsen til ”Rising High” fra 2003 virker direkte demonstrativ. Muster kalder selv riffet en videreførelse af det gamle nummers ånd. Det må siges at være stærkt underdrevet, idet introfiguren nærmest er planket 1:1, mens refræn og leadhook bæres af den samme rytmiske grundfigur. Resultatet? Mindre modernisering end et gammelt skelet iført postapokalyptisk kampuniform. Titelnummeret lykkes bedre med genbruget. B-stykket sender undertegnede tilbage til de sorgløse nætter på The Rock, hvor obligatoriske ”Poison” undertiden blev afløst af Alice Coopers ”Spark in the Dark” eller ”House of Fire”. Her vækker Shakra samme teatralske snerren og blankpolerede 80’er-æstetik til live.
Albummets største overraskelse kommer dog fra en helt anden kant. ”Left Outside Alone” er både Shakras første covernummer og første duet, efter idéen blev til gennem bandets turné med Seraina Telli. Undertegnede er som regel forbeholdt skeptisk over for den slags, men for pokker, hvor Shakra får pustet nyt liv i Anastacias popkulturelle antikvitet fra 2004. Den velkendte hitmelodi står naturligvis allerede på et solidt fundament, men vokalkontrasten mellem Fox og Telli gør fortolkningen til mere end blot originalen tilsat tungere guitarer. Eneste tilbageværende trumfkort havde velsagtens været at placere Anastacia selv bag den anden mikrofon. Herefter vender Shakra tilbage til den velprøvede grundformel. ”Legends Never Die” sænker tempoet og raspen en smule, men ikke arbejdsfordelingen, mens ”When We Were Young” romantiserer ungdommen i så brede vendinger, at eftertanken aldrig stikker dybere end titlen. Mere interessant er ”Lost Generation”, hvis leadriff læner så kraftigt op ad Defectos ”Savage” i anslag og rytmisk karakter, at associationen til danskerne dragende gennem Alperne med schweizerfranc på lommen og hundetegnet fra en sanktbernhardshund om halsen, nærmest synes umulig at ryste af sig.
”Another Day in the Universe” forskyder dynamikken en anelse. Tanners trommer får tiltrængt albuerum og tilfører arrangementet bevægelse. Ingen revolution, bevares, men efter adskillige skæringer over samme skabelon føles nummeret som et frisk pust. Endnu mere karakter finder Shakra på ”New Tattoo”, der slår ind på en støvet landevej med rullende vindhekse og lurvede knejper af tvivlsom karakter. Riffet hørmer herligt af beskidt bluesrock og viser, at personlighed kan være mere værd end påtaget modernisering. ”High Above the Storm” ligner umiddelbart den obligatoriske powerballade, men kan høres som Fox’ kærlighedserklæring til sin datter. I den kontekst får storladenheden mere patos. Tempoet sænkes markant, forsangeren blotter en sårbarhed uden helt at slippe raspen, og guitarerne træder tilbage til fordel for strygerflader og diskret pianoklang. Derfor er det ærgerligt, at ”Screaming Silence” med sit dybe, distortede riff og sine mere generiske formuleringer får lov til at lukke den ordinære plade. Den er ingen svag afslutning, men de to numre havde fungeret bedre i omvendt rækkefølge. CD-udgavens gæsteløse bonusversion af ”Left Outside Alone” tilfører heller intet væsentligt og fremstår mest som et formatbegrænset salgsincitament. Det efterlader en unødigt kalkuleret eftersmag.
Komfortabel marchhøjde
Shakra har skiftet pladeselskab, men ikke identitet. Just Live Loud! er hverken det markante stilskifte eller den tunge modernisering, pressemeddelelsen forsøger at sælge. Rytmesektionen spiller for ofte andenviolin, teksterne vælger som regel de bredeste vendinger, og schweizerne genbruger sågar åbenlyst fra eget bagkatalog. Alligevel er det vanskeligt at afvise et album, der så konsekvent sætter kroppen i bevægelse. Bluniers og Musters guitararbejde er knivskarpt, Fox’ vokalsignatur er fortsat umiskendelig, og omkvædene fænger med industriel driftssikkerhed. Når bandet samtidig vover sig ud i Anastacia, støvet bluesrock og potentielt faderlig sårbarhed, løftes håndværket over ren rutine. Shakra har ikke forladt komfortzonen, men de har endnu en gang bevist, hvorfor den er blevet så behagelig at opholde sig i.
