Rock og rullesten

Krølle-Bølle, røget sild og en mangel på både beboere og ræve. Det er blot nogle af Bornholms kendetegn, og selvom mange nok har hørt om Orm, det danske black metal-band med bornholmske rødder, så er det nok de færreste, der forbinder solskinsøens familieferie-destination med metallens mørke afkroge. Og så alligevel: Prøv at sejle ind i den våde ovns mørke gab, og mærk klippernes kæber lukke sig om båden. Eller kravl ind i Jons Kapel, og føl angsten for at blive levende begravet og få knoglerne knust til benmel af de store sten. Det er da rimelig metal! Derfor giver det også mening, at Bornholm har fostret det hardcore metalband Rågafnat, der betyder skovflåt. Deres seneste album, Drømmeløgga, er skrevet helt og holdent på bornholmsk, en ellers døende dialekt. Spørgsmålet er nu, om de kan få kampestenene til at rocke og rulle samt skabe ekko i dalene, eller om de bør synke tilbage ned i dyndet til de underjordiske.

Krølle-Bølle arise!

Drømmeløgga er et konceptalbum, hvilket man dog ikke opdager, hvis man ikke kan bornholmsk. Der ligger en vis forståelsesnøgle til at låse historien op med i selve albumtitlen, der kan oversættes til noget lig en ulykkesuge fyldt med Tycho Brahe-dage, dårligt vejr og dårligdom, ofte lige op til påske. Måske er denne uge en sekulariseret pendant til Jesu passionshistorie, der finder sted i de selvsamme dage? Hvem ved, for folkevid og -tradition er en sælsomt kreativ størrelse. Historien følger tre karakterer i denne ulykkesuge: bodegadronningen Disco-Inge, den småalkoholiske fisker Fiskarijn og særlingen Bo. De tre navne og karakterbeskrivelser sendte straks tankerne mod Ane Riels roman Harpiks, der ligeledes omhandler en håndfuld særlinge på en ø. Begge narrativer er skæve med en blanding af fantaserende socialrealisme og humor. Desværre bliver det noget af en opgave at skulle oversætte et helt album for at få fortællingen med. Selvom det er agtværdigt at holde den bornholmske dialekt i live, bliver det således lidt en hæmsko for historiefortællingen. 

Det ærgerlige er, at denne historiefortælling er en bærende kampesten i denne hardcore ekkodals granitklippe. Men som ethvert sekulært, postmoderne menneske må spørge sig selv om: Hvem og hvad er vi uden historier? For Drømmeløggas vedkommende lyder svaret på dette spørgsmål således: Det er et særdeles habilt hardcorealbum, som står i sin egen ret. Ekkoet af bands som Kōya klinger på numre som “Sløgt”, men netop dette nummer viser også, hvordan de udvikler sig videre fra inspirationskildens vadested i Døndalen og finder deres eget ståsted. Enkelte gange bryder visse riffs igennem, der næsten lyder som lånte klæder fra black-metallens nittefyldte glemmekasse. De mere melodiske passager på eksempelvis “Bo” er kærkomne, instrumentale heller, der svaler ørerne mellem de lange, fræsende hardcorepassagers støjende feedbackflimmer. Forsanger Morten Kofoeds stemme råber hæst, i hvad der fremstår som en blanding af afmægtighed og aggression. Hans stemme er atonal og kunne nok vække Krølle-Bølle og de underjordiske til dåd fra dyndet. Smukt er det ikke, men det skal det netop ikke være. På “Fiskarinj” bliver vokalen så skingert rablende, at man levende forestiller sig den alkoholiske fiskers Tuborgomtågede diskussion med sig selv. Vi får et enkelt, Mario-agtigt ‘woo!’ på “Bo”, der bryder hardcorens kammertone, hvilket virkede lidt aparte … sikkert lige så aparte som Bo. 

Tempelriddernes hardcoreskat

Netop greb som indlevelsen i særligt karakterne Fiskarinj og Bo er i sig selv genialt. Det er dog meget fint, at albummet kun spænder over 33 minutter, for man kan til sidst ikke holde til et sekund mere med bornholmsk skrålen om menneskelig mismod fra et sted, som udelukkende består af Vandkantsdanmark. Temposkiftene er generelt velplacerede, og på netop “Bo” skinner guitaren særligt som tempelriddernes skjulte skat under Østerlars Rundkirke. Jovist,  Drømmeløgga bliver en kende ensformigt til tider, eksempelvis under den langsommeligt melankolske “Døu E Ønted”. Heldigvis reddes sangen hurtigt af den nærmest groovy passage midt i nummeret, og sådan er det egentlig hele albummet igennem – just som man er ved at kede sig, sker der en forandring. “Sløgt” er en fin krølle på Krølle-Bølles hale, og generelt har Rågafnat skabt et helstøbt album med noget på hjertet … hjertesild, måske?