Så’ der serveret

Hvordan lyder metal i 2026? Det har britiske Loathe åbenbart besluttet sig for at undersøge. Svaret er noget i retning af: som lidt af hvert. På deres seneste udgivelse, A Stranger to You, bliver der jongleret med metal, elektroniske lydlandskaber, poppede elementer, ambient og sågar jazzede toner i visse numre. Det er mildest talt en musikalsk rodebutik. Men ikke nødvendigvis en dårlig en af slagsen. For bandet har tydeligvis en plan med galskaben, og spørgsmålet er mest, om alle idéerne skulle have været på én og samme plade.

En musikalsk gryderet

Selv om startskuddet lyder som noget, der kunne have været på den danske rapper Noah Carters debutplade, så er noget af det bedste ved A Stranger to You, at Loathe ikke lyder som et band, der har fået memoet om, hvordan metal skal lyde. Der er ikke fokus på facit, men mere de mange måder at lave udregningen på. Lytteren mødes for eksempel på "Block of Flats" af hypnotiske guitarer, noget der kunne være hentet fra Turnstiles ”Slowdive”, mens de luftige passager og vokalen trækker i retning af Deftones bagkatalog. Det fungerer heldigvis, fordi kontrasterne er så tydelige. Det ene øjeblik bliver man mast af tunge guitarer, og det næste får man luftet øregangene. Dog, hvis vi vender tilbage til intronummeret, så er det misvisende, hvis det skal sætte retningen for resten af skiven. For det lyder netop som en appetitvækker på en hiphop-udgivelse eller en spoken word-opsamling.

Gruppens metal-opskrift skaber både et lækkert måltid, men der er også udfordringer undervejs, og enkelte numre bliver rodede. Som på "Gemini", hvor lytteren får serveret elektroniske elementer, kaos og skæve strukturer. Det blandes dog sammen på en måde, så det rent faktisk giver mening, men det kræver en del gennemlytninger, før nummeret giver mening. I hvert fald for denne anmelder. Når de så virkelig slipper tøjlerne, som på "Revenant", bliver det næsten for meget. Det er som at smide Converge og Igorrr ned i en blender og trykke på turbo. Man ved ikke helt, hvad der kommer ud på den anden side, men man har alligevel lyst til at prøve en slurk mere for at undersøge, om det nu var godt eller skidt. Og det er hér, Loathe måske har fat i noget. De skaber metal, der ikke nødvendigvis handler om at være tungest, hurtigst eller mest voldsomt, men mere om hvordan lyden føles. Det er ikke nødvendigvis for at behage lytteren, men for at få dem til at mærke noget gennem lyduniverset. Æstetik på lyd kunne være en passende overskrift.

Problemet er så bare, at Loathe også har en forkærlighed for at tage nogle gevaldige omveje, hvor det indimellem, for at blive i køkkenjargonen, koger decideret over for dem. "Harder To Pretend" lyder som om en poprockplade fra 80’erne, 90’erne og 00’erne, der har holdt fest og glemt at gå hjem på hver sin hylde igen. Mod slutningen af nummeret nærmer vi os noget, der kunne være jazzet muzak på et hotel, hvor ingen har bedt om det som ventetone i elevatoren. Det er svært ikke at blive lidt forvirret heraf. Så er der "Fangs", som går i en mere blød og poppet næsten Sleep Token-agtig retning, men her bliver det også en smule kedeligt. "The Ladder" er så akustisk og ligetil, at undertegnede mest sidder og tænker: Er jeg stadig på den samme plade, og hvor er de skæve takter, der var i forrige sang?

Ikke alle ingredienser passer sammen

Det er nok den største udfordring ved A Stranger to You. Loathe har så mange idéer, at de indimellem glemmer at spørge, om alle idéerne behøver at være med på én gang. Pladen føles som en musikalsk bastard, der har arvet lidt fra alle mulige genrer og nægter at vælge, hvem den helst vil være. Men måske er det også netop det, der gør den interessant. For selv når bandet tager en vanvittig afkørsel, er det sjældent kedeligt. De sømløse overgange mellem numrene er imponerende, og på de bedste passager lykkes det dem at få det tunge, det smukke, det kaotiske og det elektroniske til at hænge sammen. Det er ikke en udgivelse, man sætter på for at høre ti ørehængere i rap. Til gengæld er det et album, der bliver ved med at overraske. Og måske er det netop pointen. Briterne forsøger ikke bare at vise, hvordan deres egen musik lyder, men også hvordan metal kan lyde i morgen. Det lykkes ikke altid. Men når det gør, er det satans interessant.