Sanguisugabogg spiller koncert i Pumpehuset, København V .
Sanguisugabogg - Hideous Aftermath

Hideous Aftermath

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ikke bare hype

Sandsuppegagabob? Samtidnussekebab?

Findes der egentlig nogen udover bandet selv, der kan udtale eller bare stave Sanguisugabogg rigtigt? Næppe. Jeg tror helt oprigtigt ikke, jeg kan selv, men jeg øver mig da. Selvom det er svært, når bandet blandt mine venner og bekendte kaldes alt fra Saftevandsnissebong til Sangriasukkerbank. Mest bemærkelsesværdige bud er dog det fra min stavekontrol, der gerne vil skrive Sangundervisning, og lige det kan man i dette tilfælde så tænke lidt over.

Nuvel, det forholdsvis hypede death metal-orkester fra Ohio er klar med sin tredje langspiller, der bærer titlen Hideous Aftermath. Men er det bare hype og et særpræget navn, der har givet kvartetten den status, de har i dag, eller har de rent faktisk noget at byde på?

‘Jeg prukker flugt med en blåk flåkprukker …’

Det var ikke så pokkers svært at forstå, at Sanguisugabogg fik en del succes med sit forrige album, Homicidal Ecstasy. Det var ganske vellydende og effektfuld brutal death metal med fine elementer af slam, men også en kende generisk og grænsende til det kedelige på den lange bane. Jeg skal dog love for, piben har fået en anden lyd, for Hideous Aftermath er bestemt ikke kedelig. Faktisk kaster den temmelig mange fede overraskelser efter lytteren i løbet af sine 47 minutter.

Pladen åbner aldeles stærkt med singlen “Rotted Entanglement”, der i vanlig stil har fokus rettet mod det klamme og meget eksplicit kropslige tema. Ligeledes inkorporeres igen lidt deathcore-riffs her og der samt lidt slam. Det her kan sgu noget særligt i forhold til så meget andet inden for genren, og det er i særdeleshed de helt forrygende trommers fortjeneste. Komplet med masser af trioler, St. Anger-lilletromme og bunker af lækre fills hæver grydebanker Cody Davidson bandets lyd op på et yderst fornuftigt niveau, der virkelig skærper lytterens opmærksomhed. Lyt bare til “Felony Abuse of a Corpse”, der lyder som en moderne death metal-version af et ældre Korn-nummer. Det er intet mindre end genialt. Tidligere Korn-trommeslager David Silveria samt Slipknots ditto, Joey Jordison, har tydeligvis været en kæmpe inspiration for Davidson, og denne unikke stil bidrager med flot finesse og passer upåklageligt ind i Sanguisugaboggs kompromisløse univers. Andre klart anbefalelsesværdige numre er “Abhorrent Contraception” med sin slæbende og sludgy dissonans samt “Repulsive Demise”, der på en bund af tung bas benytter et sample af en ubåds ekkolod. Det giver nummeret et dragende, uhyggeligt og drømmende industrial-præg. Begge super fede ideer, der bidrager med god variation til en genre, der ofte mangler den.

Desværre er det ikke samtlige af pladens ti skæringer, der holder samme høje standard som de ovennævnte. Bevares, ret skal være ret: Der er ikke noget decideret dårligt at komme efter på Hideous Aftermath. Men de forholdsvis generiske Cannibal Corpse-lignende kompositioner krydret med lidt deathcore er slet ikke på samme imponerende niveau som resten af pladen. “Erotic Beheading” og “Sanctified Defilement” er eksempelvis glimrende numre, men deres fantastiske sangtitler er mere mindeværdige end den egentlige musik.

The name you know

Sanguisugabogg er bestemt ikke bare hypede og berømte på grund af et fjollet navn og et ekstremt udtryk. Det rene produkt holder bestemt også. Med en flot produktion og en som oftest fed, kreativ og varieret sangskrivning er Hideous Aftermath et rigtig solidt album. Det er i særdeleshed trommerne, der hæver niveauet til det bedre, da det med jævne og mere ordinære trommer nok var havnet på en noget mere anonym hylde. Er man til Cannibal Corpse eller Napalm Death, men savner det lidt mere innovative, der også kan overraske, skal man kigge denne vej. Og så kan man jo passende øve sig i at udtale bandnavnet, mens man lytter.

Tracklist

  1. Rotted Entanglement
  2. Felony Abuse of a Corpse
  3. Ritual of Autophagia
  4. Heinous Testimony
  5. Abhorrent Contraception
  6. Repulsive Demise
  7. Erotic Beheading
  8. Sanctified Defilement
  9. Semi Automatic Facial Reconstruction
  10. Paid in Flesh