80’er-hard rock har ikke levet forgæves.

I 2008 dannede de dengang 16-årige Mark Denkley og MetYou ToMeatYou (ja, du læste rigtigt!) bandet Sandness. De to italienske barndomsvenner havde en drøm om at spille 80'er-hard rock, og da guitarist Robby Luckets kom med i bandet i 2009, og besætningen dermed var på plads, kunne drømmen føres ud i livet. Efter et par demoer og en support-tjans for LA Guns i 2011 er de klar med deres første album Like an Addiction - et ihærdigt forsøg på at vende tilbage til svundne tider, men det bliver aldrig rigtig godt.

Inspirationen fra Mötley Crüe er ikke til at tage fejl af. Fire akkorder, fuld fart på, ud med håret og så en masse skrig, skrål og koklokker! Det er der, for så vidt, ikke noget galt i - hvis numrene bare er gode nok! Men det er præcis her, at Sandness falder igennem. Først og fremmest kan det siges om produktionen, at den slet ikke kan matche bandets ambitioner. Bassen er for lav, trommerne er for slappe og slet ikke kraftfulde nok, og mest af alt lyder sangen som en billig hjemmeoptagelse, oftere end hvad godt er.

Når det gælder sangskrivningen, så er samtlige numre efter den klassiske opskrift: vers-omkvæd-vers-omkvæd-guitarsolo-omkvæd-omkvæd. Og i de to sidste omkvæd benyttes hellere end gerne det ældgamle modulationstrick med at gå op i nogle højere toner. Klassisk hard rock. Og en selvfølgelighed i ethvert MGP-nummer. Det her er bare forudsigeligt, på grænsen til det pinlige, og eksekveres på ingen måde på niveau med bandets forbilleder. Det er ganske enkelt for anonymt. Der er nemlig ingen ørehængere eller guitarsoloer, der får kæben til at ramme gulvet. Kun "Darkness Around Me" har et tilnærmelsesvis fedt riff, "Pay What You Say" har en okay solo, og på "Dreamin' Is My Way" snerrer sangeren en anelse på den rigtig fede måde. Og så er det også slut. Resten af Like an Addiction leder tankerne hen på de der venner vi allesammen har haft engang, som gik på højskole og dannede et band, der aldrig blev til noget. Ti år senere hiver man deres hjemmelavede plade frem i selskab med de gamle venner, og trækker lidt på smilebåndet. Ikke fordi musikken er fed, men fordi det vækker minder. Mon ikke også vennerne til Sandness gør det samme en dag?

Det er charmerende, at disse unge gutter prøver så ihærdigt. Hatten af for, at de har så hamrende meget rock i blodet. Men det bliver på det charmerende plan. De har sikkert spillet op til en fed fest eller to på deres gamle gymnasium, og scoret en masse damer alene på deres "jeg-spiller-i-et-band"-faktor, men de er, ærligt talt, hurtigt glemt. Genren vil for mig altid være en Addiction, men Sandness kommer ikke til at stå i min samling. De kan højest få mig til at trække lidt på smilebåndet, hvis jeg hører dem igen om ti år...