Royal Mob - Cinematic

Cinematic

· Udkom

Type:Album
Genre:Rock
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Pop og funk? Hvad sker der her…?

Royal Mob (tidligere Mojave Desert Rebels) er et københavnerband, der udgav deres første EP tilbage i 2015. De spiller engelsk-inspireret pop med en solid gang soul/funk indover, og de kommer fra en verden, hvor hjerte rimer på smerte. Forsanger Gustav Bildsøe Lassens vokal er lys og sart, og man forestiller sig, at han nemt burde kunne smelte en masse unge pigehjerter. Men hvorfor i alverden anmelder HeavyMetal.dk deres nye album, Cinematic, tænker du måske? Absolut et relevant spørgsmål, men Royal Mobs musikalske udtryk er tilsat en solid gang rockguitar og en del mere attitude, end de fleste popbands kan prale af, så derfor fortjener de absolut en chance.

Alle sammen ud på dansegulvet

Første sang ”Wanna Lie With You” starter med et rullende groove, der leder tankerne hen på Queens Of The Stone Age, og som man umuligt kan sidde stille til. På trods af bandets tydelige pop-ambitioner er det guitaren og fede riffs, der er i fokus i lydbilledet, og det skyldes måske, at Cinematic er produceret i Sonne Studios, med Nicklas Sonne fra Defecto bag mixerpulten. Det hele lyder lækkert, knivskarpt og moderne. Næste sang, ”Need”, sætter tempoet lidt ned, men forsætter den simple stil med bas, trommer, let distortet guitar, Gustav Bildsøes blide vokal og så ellers masser af vellyd. ”Snake” er en næsten urimeligt funky sag, bandet faktisk tidligere har optrådt med, dengang de hed Mojave Desert Rebels. Men hvad gør det, for her har vi endnu en rytmisk opvisning, der uimodståeligt hiver selv det mest skeptiske metalhead med hang til de ekstreme genrer ud på dansegulvet. Den sang har hitpotentiale, så det basker! Og sådan bliver det faktisk ved. ”Fire” starter med endnu et swingende riff og et omkvæd, man simpelthen må skråle med på, mens man hopper rundt og tér sig tosset på føromtalte dansegulv.  

På ”Save You” lyder Royal Mob temmeligt meget som Dúné, og på titelnummeret bliver den lyse vokal måske lige følsom og skinger nok i omkvædet. Men den eneste egentlige anke ved Cinematic er, at det bliver lidt ensformigt hen imod slutningen af albummet. Dels fremstår sangene efterhånden lidt ens, og dels mangler der nogle soloer, breakdowns eller andet til at bryde monotonien lidt. Men langt de fleste sange fungerer så godt, at det reelt ikke er noget stort problem.

Hvad så, Roskilde?

Som gammel metalfan kan man nogle gange godt blive trist over, at rock og metal stort set aldrig bryder igennem til et mainstream-publikum i Danmark. Er der overhovedet en fremtid for rock og metal i det her land, når de unge nærmest udelukkende hører hiphop eller kalorielet pop og kun drikker sig i hegnet til hjernedød tonsertechno? Af og til dukker der dog nye bands frem, der har potentiale til at lokke flere teenagere over til rocken, som Dúné i 00’erne og senest The Minds Of 99. Men det er alligevel, som om det helt store gennembrud lader vente på sig. Med Royal Mob har den danske rockscene endelig fået et nyt crossover-håb. Og hvis de her unge københavnere ikke spiller på Roskildes Apollo-scene næste år og står på Orange senest om tre år og dermed får lov til at sætte gang i årets studenterfest anno 2021, så vil min tiltro til Danmarks ungdom lide et gevaldigt knæk. Det samme gælder i øvrigt Roskilde Festivals arrangører.

 

Tracklist

  1. Wanna Lie With You
  2. Need
  3. Snake
  4. Fire
  5. Save You
  6. Cinematic
  7. Euphoria
  8. Like This
  9. What Do You Want From Me
  10. Become