For få timer på et døgn
Selvom Ronnie Romero blot er 43 år gammel, har han allerede efterladt et tydeligt aftryk i flere hjørner af hardrockens moderne historie. Han slog for alvor sit navn fast som frontmand for Rainbow, hvor han med næsten arrogant naturlighed trådte ind i en vokalarv, de fleste ville være løbet skrigende væk fra. Siden har han stået skulder ved skulder med Judas Priest-guitarist Richie Faulkner i Elegant Weapons, og han har sat sit markante præg på Michael Schenker Group. To projekter, der i sig selv kunne udgøre en livslang karriere. Men Romero har aldrig været typen, der hviler på laurbærrene. Han tog endda en meget uventet afstikker i form af en tur gennem Eurovision-cirkusset som repræsentant for Bulgarien med sangen ”Intention”. Genialt eller vanvittigt? Måske begge dele. Hvordan han finder tiden og viljen til konstant at opsøge nye musikalske territorier, forbliver et åbent spørgsmål. For de fleste af os føles hverdagen overbelastet nok, som den er. Nu er turen kommet til hans første soloalbum, Backbone. En passende titel fra en musiker, som har rygrad til at færdiggøre, hvad han starter.
40 år for sent
Ronnie Romero er uden tvivl en vokalist af en sjælden kaliber, men Backbone minder os hurtigt om, at et album ikke kan bæres af en stærk stemme alene. Instrumenteringen bag Romero føles for ofte ufarlig og uden bid, som om musikken helst ikke vil træde nogen over tæerne. Et nummer som ”Lost In Time” tipper direkte over i lad-os-holde-i-hånd-og-lave-fredstegn-segmentet, så meget, at man et øjeblik kunne tro, man havde fået Europe på afspilleren ved en fejl. Åbningsnummeret, ”Backbone”, udviser ellers attitude, men hvor blev den af? Og hvorfor skal omkvædene gentages så meget, at de mister enhver kraft? Det er svært at finde et godt argument for, at et hook bør gentages flere gange, end kommerciel radio spiller Rasmus Seebach på en tirsdag.
Backbone er en kompromisløs hyldest til de monumentale 80'er-ikoner som Dio, Dokken, Whitesnake og selvfølgelig Rainbow. Forbindelsen til fortiden er tydelig. Ikke mindst når pladens bedste nummer, ”Hideaway”, viser sig at være skrevet af Russ Ballard, manden bag Rainbows udødelige klassiker ”Since You been Gone” fra 1979. Ballard skrev også ”New York Groove”, som blev en form for signatursang for afdøde Ace Frehley, som vi desværre mistede for lidt over en uge siden. Inspirationen er altså ikke bare tydelig, den er deklareret på forsiden. Når man tager i betragtning, at man stadig kan sætte Ronnie James Dios Holy Diver fra 1983 på og blive mødt af en musikalsk kvalitet så gennemtænkt og detaljeret, at den uden tøven står distancen mere end fire årtier senere, falmer Backbone voldsomt. Albummet føles som en gæst, der er ankommet 40 år for sent til festen i et sjusket jakkesæt, hvor det burde have været en pletfri smoking.
Hver ting til sin tid
Hardrock bliver ofte beskyldt for at være en genre, der går i tomgang, og Backbone giver desværre ikke anledning til at modsige den påstand. Albummet træder direkte ned i de mest åbenlyse faldgruber. For mange ballader, for lidt fart og næsten totalt fravær af den rå energi og risikovillighed, der burde være hjertet i rock'n'roll. Problemet kan spores tilbage til det fundamentale. Sangskrivningen. Her tænkes der sjældent ud over det trygge og velkendte, og resultatet er et album, som lige så vel kunne være skrevet af et hvilket som helst kompetent, men anonymt hardrockband. Der mangler simpelthen en gnist af identitet på trods af Ronnie Romeros flotte vokal.
