En hæsblæsende treenighed
En med højre, en med venstre og en med ‘låget’ – Ronnie Atkins har endnu engang krænget sin sjæl ud og på noget nær rekordtid begået et vaskeægte hattrick. Med Trinity, den tredje udgivelse siden solodebuten One Shot fra 2021, er Pretty Maids-koryfæet således atter klar med ét dusin dugfriske skæringer. En bedrift, der under alle omstændigheder aftvinger respekt, men som får en ekstra dimension grundet den cancerdiagnose, sangeren har haft hængende over hovedet siden september 2019. Af samme årsag nåede ’stuepigernes’ 16. og seneste studiealbum, Undress Your Madness, aldrig de skrå brædder, ligesom Atkins selv også blot er noteret for en enkelt liveoptræden sammen med Statement tilbage i maj sidste år. Efter ikke mindre end 33 strålebehandlinger og fire gange kemoterapi blev Atkins, der lyder det borgerlige navn Paul Christensen, i første ombæring erklæret rask i 2020 … kun for året efter at modtage den nedslående besked om, at canceren var vendt tilbage, denne gang i terminalt stadie. Well, næste år fylder skiven Louder Than Ever (2014) rundt, og titlens svulstige budskab må man sandt for dyden sige også gør sig gældende i tilfældet Ronnie Atkins. Eller for at citere en anden af kunstens martrede sjæle såvel som Atkins selv:
‘I’m still standing’
Allerede i løbet af skivens første fjerdedel får vi indtryk af en udgivelse, der charmerende skamløst stjæler med arme og ben fra samtidsstemplede troglodytter som Ozzy, AC/DC, Dio og G’n’R. Introriffet til albummets selvbetitlede åbner dufter i al fald noget af stillekupéen i ”Nightrain”, ligesom den opfølgende titel, ”Ode to a Madman”, minder mistænkeligt meget om klassikeren ”Diary of a Madman” fra 1981. Ejendommeligt nok året, hvor Pretty Maids første gang så dagens lys … hvis ikke det er mad for konspirationsteoretikerne, så vil jeg anbefale en anden og mere fiberholdig diæt. Den kunne meget passende bestå af ”Paper Tiger”, der med både vokale og instrumentale harmoniseringer lyder, som havde hedengangne Dio skrevet og indsunget temaet til ’Rocky’ med det nært beslægtede navn ”Eye of the Tiger”. Fuldstændig ude af trit med tidsånden – og heldigvis flintrende indifferent dermed. Der er nemlig nerve, hjerte og ’schwung’ i rigt mål, der til fulde opvejer dette.
Efter en stille ’sjæler’, hvor pianoet får lov at spille en mere fremtrædende rolle, rammer vi den stærkeste sekvens på Trinity, der meget passende indledes af det mellemøstligt inspirerede interludium, ”Via Dolorosa” (latin for smertens eller sorgens vej). Begrebet stammer fra den lange vej gennem Jerusalems stræder, Jesus slæbte sit kors for at nå toppen af Golgata, hvor han endte sine jordiske dage. Bekendtgjort med den historiske kontekst mærkes den sorgbetyngede stemning i særdeleshed, bedst som ”Godless” fader ind. De hidtil uhørt tunge riffs underbygger den tommetykke symbolik af den gudsforladte ’frelser’, der døde på korset for menneskehedens synder. Der kan samtidig trækkes dystert aktuelle paralleller til de gruopvækkende begivenheder, der i skrivende stund finder sted i verden omkring os. Med sønderlemmende fraser som ‘Pray for the godless, lost in this world’ og ‘… humanity has lost it’s way’ følger en veritabel, men fuldt berettiget opsang til de grådige, de selviske og til dem, der har ladet sig korrumpere af magtbegær.
På bagkant af det himmelstræbende budskab kommer vi helt ned på jorden igen med andensiglen, ”If You Can Dream It”. Her er Atkins atter faldet i kasserollen af sammenkogt ’dino-gryde’, krydret med tonerne fra indledningen af ”Highway to Hell”. Med vanlig jovial tilgang får Atkins iført spraglet, åbenstående skjorte på den tilhørende video liret banaliteter af såsom ‘Be the captain of your soul’ og ‘… spin the wheel of fortune’. Om drømmene nogensinde har indbefattet at stikke af hjemmefra sammen med de aldrende australiere, skal jeg ikke kunne sige. Til gengæld kan jeg konstatere, at hjulet landede på ’keyboard-flader til 200’, der træder særlig tydeligt frem under ”The Unwanted” og ”What If”. Sidstnævnte, i øvrigt ligesom ”Sister Sinister”, appellerer kraftigt til animationsentusiasten i mig. Her er nu ikke tale om et familiært bekendtskab af Mr. Sinister fra skurkegalleriet i X-Men, men derimod noget, der umiskendeligt lyder som en kuldsejlet romance. I klichékongens rige skulle vi uundgåeligt rundt om forsmået kærlighed før eller siden. Derfor er det heller ikke overraskende, at også ”What If” slutter på en stort anlagt pianoballade. Bevares, det er ikke Liberace, men Atkins styrer ikke desto mindre skuden sikkert i land med værdigheden intakt.
One (more) shot to make it count
Ikke de store overraskelser at komme efter på Trinity, hvilket omvendt heller ikke var hverken ønsket eller ventet. Ronnie Atkins går vanen tro stik imod tidsånden og gør dermed fuldstændig, som det passer ham. Klichéerne driver ned ad væggene, både lyrisk og tematisk, ligesom der undervejs kan spores adskillige hints fra rockgenrens stormestre. Til gengæld vil jeg gerne komplimentere Allan Sørensen for at bringe stemningen fra Pretty Maids ind i stuen qua sit energiske trommespil samt det generelt tungere udtryk, de guitardrevne kompositioner tilfører. For et par uger siden bekendtgjorde frontmanden desuden, at han for første gang i fem år vender tilbage til solens rige og Tokyo, der i 2018 dannede rammen om optagelsen af Maid In Japan i anledningen af 30-årsjubilæet for udgivelsen af Future World. Inden afrejsen får først Amager Bio og sidenhen Platform K i Horsens, hjemstavn for Pretty Maids, heldigvis endnu engang muligheden for at fejre de talrige bidrag, Ronnie Atkins trods senere års turbulente begivenheder har ydet danernes scene for hård rock gennem mere end 40 år – Domo arigato, ‘Atkins-san’.
