En ny tidsalder
Vi lever i en tid præget af store forandringer, som ikke altid er lige nemme at navigere i. Symptomatisk for denne nye tid er frygten for, at den kunstige intelligens vil tage helt over – særligt fordi et stigende antal mennesker benytter sig af disse nye redskaber. På den måde er det jo næsten uundgåeligt, at albumcoveret på Rages nye plade, A New World Rising, ser helt umiskendeligt AI-genereret ud. Underligt nok krediteres Karim König, som de sidste mange år har stået for at designe albumforsider til Rage, for dette. Men lad os dykke ned i pladen og ikke dvæle længere ved skivens visuelle udtryk.
Dystopi og ødelæggelse
Tilbage i 2024 udgav tyske Rage deres meget ambitiøse dobbeltalbum, Afterlifelines, der bestod af skiverne Afterlife og Lifelines, der indeholder henholdsvis 11 og 10 sange og varer 40 og 46 minutter. Med A New World Rising har de skruet lidt ned for ambitionsniveauet, hvad angår antallet af sange. Det kan desværre også siges om flere af pladens aspekter, hvilket er virkelig ærgerligt, fordi andre dele fungerer helt, som de skal.
Pladen starter faktisk ganske fornemt med et halvandet minut langt introtrack, der sætter stemningen for resten af pladen. Nummeret flyder sømløst over i første regulære sang, “Innovation”, hvor både guitaren spillet af Jean Bormann og trommer spillet af Vassilios ’Lucky’ Maniatopoulos brager derudad i en modernistisk thrash-lydmur, der følger en iørefaldende melodi. Vokalen på dette nummer har en sær flad lyd, som var den sunget i en gammel mikrofon – ikke super innovativt, men det kunne sagtens betragtes som et stilistisk virkemiddel, for det klæder nu sangen ganske fint. På efterfølgende nummer, “Against The Machine”, der endnu en gang bugner af helt fortræffeligt guitararbejde, bliver det dog tydeligt, at vokalen bare lyder sådan, og det kan faktisk sagtens blive endnu værre. På dette nummer er vokalen decideret dårlig – tonen passer slet ikke, og den lyder forfærdeligt anstrengt.
Når det så er sagt, er det på denne plade særligt guitaren, der står i centrum, og kombineret med den taktfaste tromme når man da næsten at glemme den til tider tvivlsomme vokalperformance. Det er for eksempel tilfældet på “Freedom”, der oser af fyldige riffs og medrivende melodier. Pladen afsluttes med en genindspillet version af “Straight To Hell” – det havde virkelig ikke været nødvendigt, for den nye version er ikke bedre end originalen fra Welcome To The Other Side udgivet i 2001.
Less is more
Det er ikke ofte, man møder en plade, der er så god og dårlig på samme tid, som A New World Rising er. På mange måder viser Rage, at de formår at skabe medrivende, guitardrevne kompositioner og iørefaldende melodier. I en skarp kontrast hertil står vokalen, der ikke gennemgående lever op til bandets tidligere højder. Det kan således siges, at pladens allerstørste svaghed desværre er Peter ’Peavy’ Wagners vokalperformance. Dette er særligt beklageligt, da der egentlig ikke er nogen tvivl om, at han sagtens kan synge ordentligt – det har han jo vist på adskillige tidligere plader.
