Primordial - Exile Amongst The Ruins

Exile Amongst The Ruins

· Udkom

Type:Album
Genrer:Folk metal, Black metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 1 stemme.

Topmålet af irsk folkemusik

Jeg besøgte Dublin engang for små ti år siden og tilbragte en kort uge med venner, pubs, fadøl og irsk folkemusik. Sidstnævnte blev jeg træt af, og det var en lettelse atter at kunne akkompagnere venner og fadøl med metal da jeg kom hjem. Et par år senere opdagede jeg Primordial via deres mesterværk fra 2007, To The Nameless Dead, og aldrig siden har jeg forklejnet irsk folkemusik. Elleve år senere begaver urmenneskerne os med Exile Amongst The Ruins, den niende LP fra en gruppe som stadig har til gode at udgive et skuffende album. Fortsætter Primordial hvor større mænd er faldet?

Primordial hæmmes af deres stil

Det lader det til… som udgangspunkt. Exile åbnes med klokkekimen fulgt af et ildevarslende akustisk riff, som snart bliver forvrænget til Primordials efterhånden velkendte lyd. Når Nemtheanga gør entré går sangen fra ildevarslende til truende og når vi får dobbeltpedalen at føle hen mod slutningen er min indre hedning henrykt; og at dømme ud fra hvordan opfølgeren ”To Hell or the Hangman” indledes, bliver den næste time i selskab med Primordial igen noget helt særligt.

Men ”To Hell or the Hangman” kommer aldrig længere end sin imponerende indledning, og min begejstring over det fede riff bliver dæmpet af at det strækkes over syv minutter. Heraf udspringer stort set al min kritik af albummet: Sangene trækker ud; eller rettere, sangene savner udvikling. For Primordial har altid haft lange sange og albums, men på Exile ønsker jeg for første gang at de ville have skåret ned på længden. Væsentligt ned.

Heldigvis har Primordial to ting kørende, som kan aflede opmærksomheden en smule fra manglende dynamik i sangskrivningen. For det første har de én af de største vokalister i metal, Nemtheanga, og når materialet halter, hvilket sker ofte, er det vokalerne der bærer albummet fremad. For det andet har Primordials generelt gode idéer, og mange af sangene rummer stor kvalitet ét eller andet sted. Problemet er den tålmodighed, man skal væbne sig med, hvis man vil konstatere kvaliteterne ved selvsyn.

Endelig savner jeg på Exile den umiddelbare intensitet, der lod To The Nameless Dead tvinge sig ud af højttalerne og ind i bevidstheden. Exile er som vanligt følelsesladet og har enkelte øjeblikke hvor man virkelig bliver suget ind, men der er ingen sange der bare fastholder opmærksomheden fra start til slut. Man får mere ud af albummet ved at lytte efter, men det er trælsomt arbejde som kun bliver pligtskyldigt belønnet.

For lidt smør, for meget brød

Exile er ikke som sådan et dårligt album, men der er meget få passager, hvor sangskrivning, intensitet og udførsel forenes i samme grad som på tidligere værker. Der er for lidt kvalitet spredt ud over et for langt album, og det eneste punkt, hvor Exile konstant kan hamle op med Primordials største udgivelser, er vokalerne, som til gengæld også er fremragende. Dette kan dog kun sporadisk aflede opmærksomheden fra det faktum, at Exile Amongst the Ruins er første album fra Primordial, som blot er på det jævne.

Tracklist

  1. Nail Their Tongues
  2. To Hell Or The Hangman
  3. Where Lie The Gods
  4. Exile Amongst The Ruins
  5. Upon Our Spiritual Deathbed
  6. Stolen Years
  7. Sunken Lungs
  8. Last Call

Tilføj kommentar