Interview med Primordials Alan Averill

Alan Averill in action Alan Averill in action

Forsanger Alan Averill bød velkommen bag scenen i Lille Vega og tilbød mig en kold øl i samme øjeblik, jeg trådte indenfor. Det skulle blive til tre kolde i løbet af den næste halvanden time, i selskab med en af branchens mest karismatiske frontfigurer forud for koncerten den 25. september 2016

“The party is over”… Med de ord indledte du jeres koncert i Hamborg i aftes, og selvom det selvsagt var en kommentar til de øvrige bands og publikum, kunne det i lige så høj grad være en kommentar til situationen i Europa i 2016. Terrorister, der pløjer sig igennem menneskemængder, krig i Syrien, flygtningestrømme, falske nyheder, politikerlede, Brexit... Eller sagt på en anden måde: “Every Empire Falls” - Is the party over?

⁃ Wow! Aftenens første spørgsmål! Dén må jeg lige tænke over…. Okay… Der var et øjeblik i Europa…. I 90'erne hvor vi oplevede en periode med velstand og opsving. Bortset fra krigen på Balkan var alle optimistiske og havde tro på fremtiden. Jeg så en middelklasse vokse frem i Irland, og indtil 2008 var den europæiske union en samlende enhed, som gav mening for den europæiske middelklasse. Men efter den økonomiske krise er billedet blevet mere broget og forvirrende.

Alan kigger lidt opgivende omkring i det triste baglokale, hvor kun forsangerens battledress, hængende på en bøjle, vidner om, at en koncert er lige om hjørnet. Efter at have samlet tankerne forsætter forsangeren med tydelig irsk accent.

⁃ Jeg tror, at vi er i en periode, som på mange måder er som for 100 år siden og minder om optakten til det, der endte med første verdenskrig. Tænk engang på, hvordan vi for hundrede år siden fejrede vores teknologiske bedrifter og straks efter kastede os ud i to verdenskrige og opfandt atombomben - og dermed en ny måde at slå endnu flere mennesker ihjel på.

⁃ Kommentaren - “The party is over” - i aftes var selvsagt en kommentar med et glimt i øjet til de andre bands, men for at svare på dit spørgsmål: Jeg er grundlæggende ikke optimistisk for fremtiden og har vel aldrig været det. Jeg mener…. Vi er på et underligt sted netop nu. Det virker som om, at de skøre, er dem, som er endt med at bestemme.

⁃ Løftet om et bedre og mere åbent samfund, og hvad vi troede internettet kunne, er gjort til skamme, og vi er blevet misbrugt. Twitter er blevet en slags åben statsovervågning, som holdes kørende af alle os frivillige. Det er blevet en slags STASI for Angry Birds-generationen.

- Problemet er, at for år siden diskuterede vi med folk i skolegården, på pubben eller i gymnasiet. Nu kører diskussionen på internettet, og idioterne råber højest og bestemmer dagsordnen. Det er blevet en kloak. Jeg skriver for Zero Tolerance Magazine, og det ender ofte i de her gigantiske skænderier på de sociale medier, hvor ingen ender med at vinde. Jeg har nu meldt mig ud af diskussionerne, og selvom min vennekreds savner den gamle aggressive Alan, orker jeg det ikke længere. Jeg vil tro, at vi vel alle leder efter en exit strategi - og en vej ud.

Pessimisme præger også et af jeres mest spillede numre; “The Coffin Ships” Fortæl om baggrunden for teksten! (teksten omhandler hungersnøden i Irland 1845-1849, hvor millioner døde, og dem, som forsøgte flugten, døde i gamle sejlskibe under den farefulde rejse over Atlanterhavet)

⁃ Jeg har aldrig ønsket, at mine tekster skulle læses som noget, der blev leveret af en historielærer bag et kateter eller udelukkende med afsæt i specifikke irske problemstillinger – men i stedet emner som har en generel og universal interesse. Når det er sagt… Jeg har dog altid ønsket at skrive om den irske hungersnød, men på en måde så teksten også gav mening for andre eksempelvis med en anden baggrund. Teamet er emigration og sult og vi spillede fx nummeret i Ukraine, hvor det gav mening på en ny måde i relation til netop deres historie.

⁃ Lyrikken udsprang oprindeligt af en tekststump på en gravsten: “Nerve and muscle, heart and brains. Lost to Ireland, lost in vain”, og herfra skrev jeg teksten med udgangspunkt i fortællingen om et ungt par, som forsøger at slippe væk fra hungersnøden og lidelserne.

Teksten indeholder vel alt, en metallyrik kan og skal indeholde. Der er korruption, religion, politik, grådighed, ondskab - og menneskekroppe, som bliver ædt af hajer. 

⁃ Ja, det er rigtigt. Men grundlæggende tager lyrikken udgangspunkt i de undertrykte og rollen som den lille i en stor verden. Vores fans har taget rigtig godt imod nummeret, og hvis vi i dag ikke spiller ”The Coffin Ships”, bliver vores fans rasende - så det er efterhånden en fast del af vores koncerter, og hvis det er dét nummer, som vores fans forbinder med os... Ja, så er det måske i virkeligheden helt i orden.

Du er blevet en fantastisk sanger - med tiden. Det virker som om, at du for hvert album bliver bedre og bedre og får flere facetter. Kan du fortælle om, hvordan du har udviklet dig som sanger?

⁃ Jeg har altid troet på, at det var derinde - et sted. Men det var først fra omkring 2006, hvor jeg bestemte mig for, at tage det næste skridt og ikke længere blot være med i bandet på hobbyplan og som en passager. Jeg begyndte også at passe på mig selv og tro på min stemme, og det har hjulpet.

- Jeg er også med i et coverband, hvor vi spiller Iron Maiden og Dio og den slags. Selvsagt langt bedre sangere end jeg er, men at synge deres materiale gav mig troen på, at jeg kunne synge - rigtigt. I dag ved jeg, at jeg har det i mig. Derudover hjælper det også, at jeg dyrker en del sport og har et fysisk overskud. Særligt på de dage, hvor jeg ikke er på toppen.

I forlængelse af sport. Primordial er et af de bedste bands at løbe til. Både musik og tekster motiverer… 

- Sjovt, du siger det! - og du er faktisk ikke den første, der siger det. Der er flere soldater, som fortæller, at de har brugt vores musik i Irak og Afghanistan, når de trænede. En anden, en amerikansk pilot, sendte en video fra cockpittet med Primordial som underlægningsmusik. Og jeg tænkte… "Sig mig….Slår han mennesker ihjel samtidigt med, at han lytter til Primordial?" 

- Men som oftest er det familemedlemmer, der fortæller, at “Gallows Hymn” har været brugt som musik til en begravelse. Hvad kan man sige til det…?

⁃ Men det er vel derfor, man skriver tekster. For at bevæge folk og give dem noget tilbage på et følelsesmæssigt plan. Men det er utroligt, når folk fortæller: Jeg blev gift til din musik, mit barn blev begravet til din musik, eller jeg drog i krig med din musik. Det er en tung og stor byrde, men jeg er glad for, at vores musik kan betyde så meget for folk.

Sceneteknikeren afbryder, mens vores interview er endt i en snak om udviklingen af flypriser fra Dublin til USA, og om der er ligheder mellem udkantsdanmark og udkantsirland. Vi bliver enige om, at vi fortsætter en anden gang og, at dette blot var begyndelsen.

Tilføj kommentar